Efter 10 år på Politiken begynder journalist og klummeskriver Ditte Giese om cirka 14 dage som redaktionschef på Heartbeats. Heartbeats er et online kultursite, der laver journalistik om blandt andet politik og musik, på lyd, video og i tekst.
Ditte Giese forklarer i en mail til Journalisten, at skiftet bunder i et ønske om en frisk start.
”Jeg skifter job, fordi jeg har været på Politiken i en menneskealder og har brug for at prøve noget nyt. Det er hårdt at være i papiravisbranchen i de her år, og redaktionerne taber flyvehøjde i kampen for overlevelse. Jeg er et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg har brug for at være en del af noget nyt i opstart. Derfor træder jeg nu ned fra store, smukke Orange Scene til en fin, lille ølkasse. Men jeg smækker ikke med nogen dør. Jeg går ud ad svingdøren med et forsigtigt au révoir,” skriver hun.
Hvad skal du lave i dit nye job?
”Jeg skal skrive og lave podcast og være redaktør for bidragsydere inde- og udefra. Derudover, som nok er det, jeg glæder mig mest til, skal jeg sammen med min chef, Le Gammeltoft, finde tonen og retningen, og hvad vi satser på på Heartbeats fremadrettet. Jeg har i mange år gerne villet arbejde sammen med Le, som er inspirerende og modig som få. Jeg har aldrig siddet i et rum med hende, uden at vi straks fandt på en masse ting, vi gerne vil sammen.”
Hvordan var tiden på Politiken?
”Jeg har haft det pragtfuldt på Politiken, først som freelancer og siden som fastansat. Jeg har arbejdet sammen med meget inspirerende folk, journalister, redaktører og ikke mindst avisens fabelagtige fotografer, layoutere og tegnere, der kan løfte selv min mest middelmådige artikel til stor skønhed. Jeg har dog ikke været rigtig glad på Politiken de senere år, uden at jeg helt præcis kan sætte fingeren på hvorfor.”
Hvad betyder det at ”springe ud i den nye medievirkelighed”?
”Politiken laver stadig mest papir først, selv om vi versionerer til pol.dk. Ude i ’den nye medievirkelighed’ er der ikke papir, og det bliver fedt at slippe papiret helt. Jeg er også spændt på at prøve kræfter med det kommercielle, som Heartbeats jo, som vistnok de eneste herhjemme, arbejder en del med via branded content og sponsorer. Jeg synes ikke, det er så meget anderledes end alle de blinkende og anmassende annoncer, som alle netaviser er rullet ind i, så det er jeg ikke bange for. Jeg tror og håber, at tingene generelt går lidt stærkere på mit nye arbejde, fra idé til udførelse.”
Hvad er de største forandringer, du har oplevet i mediebranchen de seneste 10 år?
”På aviserne forventes vi journalister at være mere og mere generalister, der passer ind i en vagtplan. Da jeg startede i branchen, dyrkede den sine profiler, fortællingen og sproget mere end i dag. Det er sindssygt ærgerligt. For jeg vil være Bettina Heltberg, Ninka og Helle Hellmann, ikke en, der tamper korte nyheder afsted. Jeg er journalist med hele kroppen og alt, hvad jeg indeholder af drømme, holdninger og følelser, og det er det, jeg brænder for i journalistik: Hvad er vi og hvorfor?”
Hvad er de største udfordringer for de danske medier?
”Det er ikke nok at overleve skiftet i branchen, fra papir til digitalt, vi skal også turde tænke journalistik forfra. Det er der efter min mening ikke rigtig nogen, der tør herhjemme, men vi kan jo se på netjournalistikken, at det folk læser, deler og engagerer sig i, er det samme som altid: Den stærke fortælling. Og så er det et kæmpe problem, at kvalitetsjournalistik nu er et overklasseprodukt til mange hundrede kroner om måneden. Det er dårligt for den demokratiske samtale.”
Ville alle journalister på legacy medier have godt af at prøve at arbejde på nye medier en tid?
”Det ved jeg ikke. Jeg tror, at jeg har godt af at lære noget nyt og noget, der føles lidt farligt og gyngende. Det er et meget lystbaseret jobskifte for mig, fordi jeg har brug for at lege mere i mit arbejdsliv. Og selv om Politikens læsere er aldeles pragtfulde og søde og sender mig breve, mails og gaver, så glæder jeg mig til at skabe journalistik til en ny, nysgerrig målgruppe.”
4