Lars Løkke er stadig formand for Venstre, selv om en række medier i løbet af i går ”erfarede”, fik ”oplyst” eller ”bekræftet” at han ville trække sig. Her er, hvad de skrev (Opdateret 13.30: Rubrik ændret fra "erfarede" til "skrev", da listen er udvidet løbende)
Stik imod, hvad størstedelen af danske medier havde fortalt danskerne, er Lars Løkke Rasmussen stadig formand for Venstre her onsdag morgen. Omkring klokken 12 i går begyndte medierne, med Fyens Stiftstidende som det første, at lave historier, hvor de erfarede, at Løkke ville trække sig.
Det drejer sig om i hvert fald fem danske medier, der i løbet af gårsdagen lavede den slags erfaringshistorier med mere eller mindre forbehold. Journalisten har lavet en oversigt over, hvad de skrev:
Fyens Stiftstidende skrev i går 12.03:
”Alt tyder på, at Venstre skal have ny formand. Fyens Stiftstidendes politiske redaktør, Elisabet Svane, erfarer fra kilder tæt på Lars Løkke Rasmussen, at V-formanden vil trække sig på eller efter hovedbestyrelsesmødet i Odense i aften.
– Det er beslutningen, som jeg hører det lige nu. Han vil dog først forklare sig over for hovedbestyrelsen, og andet ville også være mærkeligt, siger Elisabet Svane.”
Politiken skrev i går 12.43:
“»Fra en kilde meget tæt på Lars Løkke Rasmussen erfarer vi, at han vil trække sig som formand for Venstre i forbindelse med mødet i Venstres hovedbestyrelse i aften. Han vil give en beretning på mødet, partisekretær Claus Richter vil give sin beretning, og der vil være fri debat. Lars Løkke Rasmussen vil konkludere, at han træder tilbage som formand,« siger Mette Østergaard.”
JydskeVestkysten skrev i går 13.09:
“JV erfarer: Centralt placeret V-kilde bekræfter Løkkes afgang
Lars Løkke Rasmussen vil i aften trække sig som formand for Venstre. Flere medier har fortalt, at Venstres formand træder tilbage på hovedbestyrelsesmødet tirsdag aften. En centralt placeret kilde i partiet bekræfter over for JydskeVestkysten, at Lars Løkke Rasmussen snart er fortid som formand.”
Berlingske skrev i går 14.12:
”Kritikken af Lars Løkke Rasmussen er nu så udbredt i Venstre, at han planlægger at trække sig i forbindelse med aftenens hovedbestyrelsesmøde i Odense.
Det siger en central V-kilde til Berlingske.
Venstre-kilden med indgående kendskab til processen oplyser, at Løkke trækker sig, medmindre et talstærkt flertal bakker ham op på det afgørende krisemøde i aften. Og da hovedbestyrelsen ser ud til at være særdeles splittet og en betragtelig del af Venstres folketingsmedlemmer for kort tid siden opfordrede Løkke til at trække sig som formand agter Løkke at trække sig. Det eneste der kan afholde Løkke fra at tage den skæbnesvangre beslutning er solid opbakning på hovedbestyrelsesmødet.”
”Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil i forbindelse med tirsdagens hovedbestyrelsesmøde i Odense trække sig fra sin post.
Det oplyser en centralt placeret kilde i Venstre til DR Nyheder.”
BT skriver i et live-feed uden nærmere tidsangivelse:
”Lars Løkke Rasmussen trækker sig som formand for Venstre på partiets hovedbestyrelsesmøde i aften. Det erfarer en række centrale venstre-kilder tæt på Løkke over for BT.”
Ud over de medier, som erfarede eller fik oplyst eller bekræftet, at Lars Løkke ville trække sig som formand i går, var der et par netaviser, som var mindre konstaterende i deres sprogbrug omkring forudsigelsen af gårsdagens møde:
Jyllands-Posten skrev i går 12.17:
”Analyse: Løkke færdig som V-formand
(…)
Et sandsynligt scenarie er, at Lars Løkke Rasmussen vælger at trække sig efter hovedbestyrelsesmødet i aften. På det tidspunkt vil han formentlig kunne konkludere, at han har et flertal i hovedbestyrelsen med sig. Men samtidig vil det stå klart, at oprøret mod ham i partiet er så massivt, at det reelt vil være umuligt for ham at fortsætte som formand.”
Børsen skrev i går 12.53:
”Lars Løkke Rasmussen vil i forbindelse med aftenens møde i partiets hovedbestyrelse træde tilbage som formand for Venstre. Det vurderer kilder tæt på Lars Løkke over for Børsen.”
Opdateret 10.09: JydskeVestkysten tilføjet.
Opdateret 10.45: Jyllands-Posten og Børsen tilføjet.
Opdateret 13.30: Journalisten har ændret rubrikken fra “Disse medier erfarede, at Løkke ville trække sig” til “Disse medier skrev, at Løkke ville trække sig”. Det skyldes, at listen er udvidet og rummer flere netmedier, end da den blev publiceret.
5