Discovery udvider sin dækning af kvindecykling med Tour de France, der bliver udvidet til et otte dages etapeløb, frem til 2025.
Det oplyser selskabet ifølge MediaWatch i en pressemeddelelse.
”Cykelsport er en nøglesport for Discovery, og vi er begejstrede for også i fremtiden at kunne fortsætte med at vise de største kvindelige cykelbegivenheder. Kvindecykling er inde i en rivende udvikling, og den vil vi meget gerne være med til styrke og sætte endnu mere fokus på. Reetableringen af et kvindeligt Tour de France-etapeløb er forhåbentligt startskuddet til en endnu større opblomstring,” siger Discovery Networks Danmarks sportschef, Søren Klæstrup, i pressemeddelelsen.