search

Direkte kommunikation: En bjørnetjeneste for politikere?

Hvorfor være afhængig af journalister, når man kan kommunikere direkte med vælgerne?

Hvorfor være afhængig af journalister, når man kan kommunikere direkte med vælgerne?

Til tider kan vi journalister være nogle irriterende skabninger: Vi vil bestemme vinklen, vi vil sortere i de indhentede udtalelser, og vi vil sandelig også forbeholde os retten til at sortere kilder fra. Magen til frækhed finder man sjældent.

Men der er en udvej for professionelle medieaktører, der har fået nok af os journalister. I dag kan man – med meget få midler – etablere en direkte kommunikationskanal til de interessenter, som man har.

Anders Fogh Rasmussen har en blog, SF er på MySpace og Mogens Lykketoft har en videodagbog på bl.a. YouTube. På hver sin måde afsender de uforstyrret information til vælgerne. Men er det er fornuftigt, at partierne omgår vogterne af massemedierne?

Når man læser med på statsministerens blog, besøger SF på MySpace og ser Mogens Lykketoft tale om bl.a. "Vi De Druknede", kommer man alvorligt i tvivl: Er der ikke i langt højere grad tale om kvantitet end kvalitet?

Selvom vi journalister kan være nogle frygtelige skabninger, der fra tid til anden strammer den en smule, så sikrer vi alligevel en skarp og klar kommunikation fra politikerne til vælgerne. Vi har udvalgt det vigtigste, og med al respekt for Carsten Jensen, sorteret det ligegyldige fra.

Er det ikke underordnet, hvilke bøger Mogens Lykketoft læser? Og er det ikke pinligt, når selv samme politiker sidder på sit kontor og anvender tre minutter på at forklare, hvorfor Fogh er farlig?

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen