search

Din usynlige kollega

Det er gennem årene efterhånden sket en del gange, at jeg har fået min røv reddet af en dygtig redigerende. Jeg skriver redigerende med vilje. Ordet 'redaktionssekretær' emmer i så høj grad underordnethed, at det er misvisende

En dygtig redigerende journalist har en funktion, der rækker langt, langt ud over blot at være en assisterende sekretær for en skrivende journalist.

Alligevel er det tit sådan, at skrivende journalister opfatter og behandler deres redigerende kolleger: Som underordnede assistenter, man kan vrisse ad og hænge ud, når man synes, de har behandlet ens artikler dårligt. Og som man glemmer at takke de mange gange, hvor de redigerende har forvandlet en slap rubrik til en slagfærdig overskrift, rettet sjuskefejl i sproget og spurgt ind til vinklinger og betydninger, når de er uklare. Det er selvfølgelig også rasende irriterende at aflevere sin ufejlbarlige artikel til en redigerende kollega, som så tillader sig at spørge ind til, om det nu ikke kunne gøres lidt bedre …

Jeg har arbejdet både som skrivende og redigerende (på web og papir), og alle burde prøve begge dele. Jeg skulle hilse at sige, at respekten for den redigerendes job stiger betragteligt, når man selv skal varetage det. Der er stort ansvar og minimal synlighed – faktisk er man kun for alvor synlig, når man har begået en fejl. Den får man så til gengæld klask for af både ledelse og kolleger.

Engang var respekten om de redigerende større. Det var et job, man gjorde sig fortjent til ved at udmærke sig ved sin dygtighed. Respekten findes nogle steder endnu, men rundt omkring i mediehusene har ledelserne været med til at undergrave den ved at benytte sekretariaterne som en slags internt Gulag, som man kunne forvise mennesker til, hvis de ikke strålede klart nok på de skrivende journalisters stjernehimmel. Jobbet mistede prestige.

Med indførelsen af ny teknik, hvor alt skulle redigeres på skærm, blev redigerende i nogen grad reduceret til pålægsmaskiner, der ikke i videre omfang skulle gøre andet end at lægge artikler på og vælge det rigtige foto. I den funktion bliver deres journalistiske kompetencer sjældent udnyttet. Og det har man så enkelte steder helt taget konsekvensen af og forsøgt at fjerne det redigerende lag, fordi journalisterne i disse tider med skabeloner, faste formater osv. da nok selv kan finde ud af at smække en artikel på en side.

Men produktet lider under den mangel på respekt. Fejl slipper igennem. Slappe vinklinger slipper igennem. Tvivlsomme kildevalg bliver ikke udfordret. Det behøver strengt taget ikke at være en ansat redigerende, der fanger alt det, men i praksis har de skrivende kolleger sjældent tid til at gå tilstrækkeligt langt ned i redigeringen, når man afleverer klokken kvart i børnehentningstid, og alle er på vej ud ad døren eller sveder over egne deadlines.

Det er på tide, at vi får respekten for det store arbejde tilbage. Det er på tide, at de redigerende i højere grad insisterer på at bruge deres journalistiske kompetencer – og bliver lyttet til, når de gør det. Mange steder foregår det uden tvivl fint, og jeg vil meget gerne høre om gode eksempler i kommentarfeltet nedenfor (og også om dårlige), men lad os lære af de gode.

Det handler om noget så på én gang enkelt og svært som kvaliteten. Grundigheden og ordentligheden og fagligheden. Alt det, vi skal overleve på. For mens platforme ændrer sig, og det journalistiske arbejde derfor også gør, ændrer det sig ikke, at vi og især vores læsere/seere/brugere har brug for den ekstra kvalitetssikring, som en redigerende kollega udfører, ofte usynligt, på skæve arbejdstider og med alt for lidt anerkendelse.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen