search

Dilemma om kræftsyge børn i Fukushima

Har Fukushima-katastrofen ført til, at japanske børn får kræft? Kilderne er uenige. "Jeg har som reporter her i Tokyo lavet begge historier inden for det eneste halve år – både den dramatiske og den beroligende. Det har jeg det ikke dårligt med," skriver Asger Røjle​

I oktober 2011 begyndte Fukushima Amt at undersøge alle børn og unge i amtet for skjoldbruskkirtelkræft. Alle, der havde været under 18 år gamle ved ulykken på det lokale atomkraftværk et halvt år tidligere, skulle undersøges.

Man ved fra Hiroshima og Tjernobyl, at børn er særligt udsatte for radioaktivitet, og at der især er risiko for, at de kan udvikle netop skjoldbruskkirtelkræft.

Børnene bliver indkaldt med faste mellemrum og undersøgt med ultralyd. Hvis der er det mindste at bekymre sig om, bliver der også taget en vævsprøve.

Resultaterne af disse undersøgelser, som offentliggøres hvert kvartal, er helt oplagt materiale for interessante nyhedshistorier. Ikke kun i Japan, men i hele verden: Er risikoen for kræft i Fukushima-området steget efter atomulykken for tre år siden – ikke mindst for børn?
Måleresultaterne ser i sandhed bekymrende ud. Men kommentarer fra de fleste fagfolk og FN-eksperter ser til gengæld gevaldigt beroligende ud. Det kan godt gøre det lidt svært for en stakkels journalist at finde sin vinkel.

I maj måned blev det offentliggjort, at der nu er konstateret skjoldbruskkirtelkræft hos 50 børn i amtet – en stigning fra 33 syge børn i februar. Derudover havde 39 børn tegn på, at de var ved at udvikle sygdommen. Mindst 34 børn har været gennem mindre operationer og fået fjernet lymfeknuder og cyster. I alt er 370.000 børn omfattet af testprogrammet.

Om det er flere, end der normalt ville være, det ved man ikke, for der er ingen tal at sammenligne med, ingen kontrolgruppe.
En enkelt stemme blandt japanske læger, professor Toshihide Tsuda fra Okayama-universitetet, mener, at der er 40 gange så mange børn i Fukushima, som får skjoldbruskkirtelkræft, end der normalt ville være.

Og de mest radikale af de websider i især USA, der følger udviklingen meget tæt, rapporterer, at næsten halvdelen af de undersøgte børn har ”knuder eller cyster”, som overvåges, og at der er tale om en ”katastrofe i støbeskeen”.
Omvendt er der også overskrifter i mange medier om samme undersøgelser, der stille og roligt fortæller os, at der slet ingen grund er til bekymring.

I japanske aviser har læger fra begyndelsen haft travlt med at understrege, at det høje kræftantal umuligt kan skyldes radioaktivitet fra atomulykken. Al hidtidig forskning har vist, at skjoldbruskkirtelkræft ikke udvikler sig så hurtigt.

Faktisk var det oprindeligt lægernes tanke, at de første tre års resultater af Fukushima-undersøgelserne skulle være referencedata, som man ville kunne sammenligne senere data med. Først efter tre år frygtede man, at der ville begynde at udvikle sig flere kræfttilfælde end normalt, og så havde man noget at sammenligne med. Men nu er det – ikke helt efter planen – allerede referencedata-tallene, som er gevaldigt omstridte.

I lægesprog er problemet overdreven screening og ”over-diagnosticering”. Mange flere bliver undersøgt end normalt. Så finder man logisk nok også mange flere tilfælde, og mange gange behandler man børn for sygdomme, som ellers aldrig ville have generet dem. Det anerkendte lægetidsskrift The Lancet har skarpt kritiseret Fukushima-undersøgelserne ud fra den tanke.

De japanske myndigheder maner også til besindelse. Da premierminister Shinzo Abe i maj var på besøg ved det sygehus i Fukushima, hvorfra undersøgelserne koordineres, erklærede han, at så vidt han var orienteret, var ”ikke en eneste persons helbred negativt påvirket af radioaktive substanser”.

Regeringen forsøger i øjeblikket at overtale nølende evakuerede familier til at vende hjem til landsbyer i nærheden af det ødelagte atomkraftværk, hvor evakueringsordren hæves. Man forsøger også at få skolerne i området til at bruge Fukushima-ris i skolemaden for at vise hele verden, at alt er normalt.

Så den dramatiske version af sandheden står over for den beroligende version af samme sandhed.
Jeg har som reporter her i Tokyo lavet begge historier inden for det eneste halve år – både den dramatiske og den beroligende. Det har jeg det ikke dårligt med. Jeg har hver gang omhyggeligt citeret mine kilder og fortalt, at den anden opfattelse også eksisterer, uanset hvor kort artiklen eller indslaget har været.

Jeg har taget udgangspunkt i de berørte mennesker. Jeg har lyttet til eksperter med relevant viden og været skeptisk ved myndigheder. Jeg tror, at jeg har gjort mit arbejde helt efter bogen.

Men alligevel synes jeg, at det er svært. Hvilken overskrift, hvilken tone, hvilken grad af alarm skal man give sin historie? Det er et journalistisk dilemma.
For man kan jo dræbe enhver historie ved at kalde den ”uenighed om…” eller ”forskellige vurderinger af…”. Det er denne her historie for god til. Læsere, lytter og brugere bør kunne få øje på den. Det er vigtigt for hele verden at høre nyheder om, hvad tre nedsmeltede atomreaktorer gør – eller ikke gør – ved mennesker i deres omkreds, synes jeg.

Hvad gør man som journalist? Vi er jo ikke læger, vi er ikke atomvidenskabsmænd, og det er en kendt sag, at vi i videnskabelige kredse opfattes som håbløse statistikere.

Og hvordan kommer man i det hele taget til at virke troværdig? Ude i verden er begge positioner (den dramatiske og den beroligende) blevet shanghajet af dem, der helt generelt er henholdsvis imod eller for atomkraft.

Det er åbenlyst, at forskellige medier med forskellige traditioner har valgt forskellige løsninger på dette dilemma.
Mange internationale medier herovre har mest kig på den dramatiske historie. De citerer flittigt aktivisternes websider, men hidtil uden den helt store alarm. Man føler sig ikke helt sikker…

Til gengæld har de toneangivende japanske medier tendens til forsigtigt at referere selve kræft-tallene, men derpå straks citere lægerne for, at der ikke er grund til bekymring. Det opfattes som den ansvarlige måde at dække historien på. Man vil ikke skabe panik, hvis man ikke er hundrede procent sikker på, at der er grund til panik.

På den måde er historien på mange måder blevet en ”ikke-historie” i japanske medier, som en af de kritiske websider formulerer det.
Men det er nu heller ikke helt sandt, for der er bestemt fokus hos mange japanske medier på de bekymrede mødre til de stakkels kræftbørn.
Når man rejser i området lige uden for det evakuerede område, så er der ikke ret mange – uanset om de er tilhængere eller modstandere af atomkraft – som tror på myndighedernes målinger og tal.

Til gengæld aner folk ikke, hvad de så skal tro på. De mødre, som får at vide, at deres børn er syge eller måske er på vej til at blive det, og som ikke kan få vished for hvorfor, lades totalt i stikken.

Det værste er, at de også lades i stikken af os mediefolk fra nær og fjern, hvis vi i afmagt holder op med at stille skarpt på historien om radioaktivitet og kræftsyge børn ved Fukushima.

Historien er en kompliceret historie at fortælle – men den skal fortælles.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen