Claus Bonnerups billede af statsministeren på Samsø-besøg kom på forsiden af Politiken. Ingen af de andre tilstedeværende medier kunne nå at få ø-begivenheden med i morgendagens avis. JOURNALISTEN fulgte med Politikens og Danmarks første total-digitale pressefotograf på en helt almindelig dag.

• Claus Bonnerup elsker deadline. Lige nu forsøger han at nå den, der hedder 11.55: Samsø-færgens afgang. Hans VW Passat drøner uden om endnu en af de mange traktorer, der denne mandag formiddag har valgt at tøffe af sted på vejen til færgelejet i Hou.
»Jeg sku’ alligevel ha’ taget motorcyklen,« siger Claus Bonnerup, som er Politikens fotograf i Jylland.
I år har han jævnligt valgt Harley Davidson som arbejds-køretøj i stedet for bilen. Et komplet digitalt foto-udstyr kan nemlig sagtens være i en almindelig rygsæk. Det består foruden kamera og linser kun af en powerbook og en mobiltelefon.
»Før jeg gik over til digitalt udstyr, skulle jeg slæbe på en computertaske med scanner, et transportabelt mørkekammer og min fototaske, og det udstyr er ikke muligt at pakke på motorcyklen,« siger Claus Bonnerup, der kun har brugt en håndfuld almindelige, »gammeldags« film det seneste år.
JOURNALISTENS fotograf – der i dagens anledning også er digital – stiger ind i Passaten i Hou, og på færgen til Samsø bliver den moderne tekniks fortræffeligheder demonstreret. JOURNALISTENS fotograf tager et billede af Claus Bonnerup, og motivet dukker med det samme op på en lille skærm på størrelse med en computerdiskette bag på kameraet.
»Jeg har tidligere grinet meget af reklamefotografer, der altid skal tage et polaroid-foto, så de kan tjekke lyset, inden de for alvor begynder at fotografere. Men nu bruger jeg selv metoden, fordi digitalkameraets skærm giver samme mulighed. Jeg tog for eksempel et par prøvebilleder i kirken, inden vielsen ved det royale bryllup i Gråsten for nylig,« forklarer Claus Bonnerup.
De vel-eksponerede billeder af selve brylluppet var redaktionen i København i hænde få minutter efter parrets ja i Sønderjylland.

272 billeder ad gangen
I dag skal han sende billeder fra Samsø. Statsministeren skal være trækplaster ved et møde med EU-parlaments kandidaterne Helle Thorning-Schmidt og John Iversen. Nyrup og Thorning-Schmidt flyver til Samsø. Vi kører ud til flyvepladsen for at tage imod.
Der går et kvarter. En halv time.
Ventetid er et fænomen, som selv dem mest moderne teknik aldrig vil kunne fjerne, og tålmodighed er en vigtig evne at besidde, når statsministeren skal i søgeren.
De to fotografer tuller rundt og tager lidt genrebilleder: Traktoren, der er ved at slå græs på landingsbanen, den store gule damptromle, som skal bruges til at holde flyvepladsen forsvarligt jævn.
De sparer ikke på billederne, for i et digitalt kamera er 36-billeders filmen erstattet af en harddisk, der kan rumme op til 272 billeder. Kapaciteten betyder for eksempel, at fotograferne ikke behøver at skifte harddisk under en fodboldkamp, hvor der i gennemsnit fyres 200 skud af – dermed er risikoen for at gå glip af en scoring minimal.
Til gengæld koster et digitalt kamera omkring 110.000 kroner, så der er sjældent råd til mere end ét per fotograf – derfor er der alligevel risiko for at miste scoringen, mens den digitale fotograf skifter objektiv …

Objektiv-konkurrence
Da de sparsomme motiver fra flyvepladsen er lagret på disken, går fotograferne i gang med et andet af fagets midler mod ventetidens kedsomhed: Objektiv-konkurrencen.
Den går i al sin enkelhed ud på, at én fotograf finder et stort objektiv frem, hvorefter kollegaen dykker i tasken for at finde et endnu større frem. I dag vinder Claus Bonnerup. Et objektiv på størrelse med en NATO-kanon når med diverse mellemringe op på 1000 mm.
»Det kunne være sjovt at fange Nyrup bag flyets kabinerude,« siger Claus Bonnerup.
Det digitale kamera er som skabt til teleobjektiver, fordi digi-kameraets brændvidde er mindre end på det traditionelle kamera. Det betyder for eksempel, at et 100 mm objektiv på et digi-kamera bliver til et160 mm – og lysfølsomheden forringes vel at mærke ikke.
Til gengæld opstår problemerne i den anden ende, hvor digi-kameraet skal have en ekstrem vidvinkel på 14 mm for at lave samme billeder som en almindelig vid-vinkel.

Iversen hos landmand
Claus Bonnerup ringer til Statsministeriet for at høre, hvor statsministeren bliver af. Nyrup er forsinket og er først fremme om halvanden time, lyder meldingen.
I stedet for at vente på flyvepladsen, kører vi over til et planlagt arrangement hos en lokal, økologisk landmand. John Iversen er nået over til Samsø, så han må repræsentere det socialdemokratiske trekløver til den lokale presse-event. Århus Stiftstidende, Politiken og Samsøs lokale tv-station dækker begivenheden.
Claus Bonnerup får gode skud af Iversen i plovfuren, Iversen gramser på en klump ler-jord, Iversen med et økologisk hvidløg, Iversen slår ud med armen, Iversen bider i hvidløget.
Claus Bonnerup må sno sig for at undgå at kollidere med lokal-tv-stationens vildt-flyvende mikrofonstang.
Indimellem skyder han blindt fra hoften for at få et frøperspektiv af Iversen – straks efter skæver han til den lille skærm bag på kameraet for at se, om hofteskuddene rammer plet – en manøvre, han ikke kunne have foretaget med et almindeligt kamera.
Da fotograferne har fået billeder nok, kører vi tilbage til flyvepladsen.
Endelig dukker et lille fly op på himlen. Hele landingen foreviges med teleobjektiv, og Claus Bonnerup fanger statsministeren bag kabine-ruden.
»Her er lærken – og her er telelinserne,« siger statsministeren – den sidste sætning med en smule træthed i stemmen. Måske genkender han Claus Bonnerup, som var en af de fotografer, der i sin tid fangede Nyrup iført cykel-hjelm – en situation, der efterfølgende har kostet Socialdemokratiet dyrt i medierådgivning.

Nyrup og Dannebrog
Vi kører i forvejen til Nordby Bodega, hvor statsministeren og de to EU-kandidater skal møde vælgerne. I bodegaens forhave sidder cirka 70 tilhørere og nyder solen, solsorten og øllet – og måske også John Iversen, der er i gang med at fortælle om EU.
Iversen er i gang med en forklaring om den komplicerede verden i parlamentet og er lige nået til ordet provenu, da statsministerens bil ankommer. Alle vender hovedet mod Audi’en, og Iversen giver op.
Claus Bonnerups kamera får det hele med: Nyrup, Dannebrog, øllet og de betuttede EU-kandidater, der fuldstændig glemmes, mens statsministeren holder foredrag om Kosovo.
Den lokale tv-station er på pletten igen. Bonnerup og Nyrup er flere gange i fare for at blive pandet ned af den svajende mikrofon-stang.
Alle kommer helskindede gennem en lille times møde, og bagefter må statsministeren skrive autografer til de mange fans. En af dem er en midaldrende dame, som har en gulnet bog med blandt andet Julius Bomholts og Viggo Kampmanns autografer. Claus Bonnerup får et par gode skud af hende, bogen og Nyrup. Han når også lige at spørge, hvad hun hedder.
»Marie Jakobsen,« gentager Claus Bonnerup henvendt til sit kamera, mens han trykker på en knap. Den lille besked er nu gemt på en lydfil sammen med billedet.

På bodega
Socialdemokraterne fortsætter til et politisk møde et andet sted på øen, men Claus Bonnerup skal nå den sidste færge til Jylland om halvanden time, så den del af arrangementet må han undvære.
I stedet går han ind i bodegaen og sætter sig med sin lille bærbare, powerbook’en, ved et bord.
Billederne har han gemt i elektroniske mapper – én med billederne af Iversen hos den økologiske landmand og én med billeder fra statsministerens ankomst og bodega-mødet.
Først kigger han hurtigt Iversen-billederne igennem, men det er statsministeren, der er hovedpersonen, så han går videre til den anden mappe med 136 billeder fra flyvepladsen og bodegaen.
Først løber han billederne igennem. Han kan have 15 billeder på skærmen ad gangen. De gode skud får et elektronisk flueben.
Han vælger seks motiver. Hvert enkelt bliver blæst op på skærmen og behandlet i programmet Photo Shop.
Et billede af en småsur Iversen, der sidder med ryggen til en vidtløftig Nyrup får »løftet skyggerne«.
Claus Bonnerups fingre piler hen over tastaturet, mens han retter enkelte udsnit til. Computeren er simpelthen et komprimeret mørkekammer – men uden kemiske væsker.
»Jeg har ikke specielt meget computersnilde. Enhver kan lære at betjene programmerne,« siger Claus Bonnerup uden at kigge op.
En af bodega-gæsterne kigger fotografen over skulderen.
»Børge er også kommet med,« råber hun op mod baren, og straks efter er der dannet kødrand. Børge – en aldrende samsing med stråhat – er fotograferet med en favnfuld fadøl, og det vækker morskab.
»Hvornår bliver det sendt i tv,« spørger en anden af gæsterne.

19 minutter og 14 sek.
Claus Bonnerup låner bodegaens telefon. Han kan ganske vist sende billederne over sin mobil-telefon, men det tager fire gange så lang tid som på fastnettet.
Det tager 19 minutter og 14 sekunder at sende de seks billeder til København.
»Om få år får vi en ny generation mobiltelefoner, og så kan det man sende et billede på fire-fem sekunder,« siger Claus Bonnerup.
På vejen tilbage mod færgen ringer redaktionssekretæren: Om der var andre dagblade med digitaludstyr til stede? Claus Bonnerup svarer benægtende. Så ryger Nyrup og Dannebrog på forsiden, for så er der næsten ingen risiko for, at andre medier kan nå at få billeder fra Samsø med i morgendagens avis.

Hele håndboldkampen
På vej tilbage mod Jylland filosoferer Claus Bonnerup over digital-kameraets indflydelse på hans privatliv.
»Hvis jeg skal dække en håndboldkamp i Ikast med mit digi-kamera, slutter min arbejdsopgave med, at jeg efter kampen sender billederne klokken 21.30 fra Ikast. Med det almindelige udstyr vil jeg være nødt til at forlade kampen i halvlegen for at kunne nå hjem til mørkekammeret i Århus i tide. Men min arbejdsdag vil slutte i Århus.«
Til gengæld vil en dag uden overhængende deadline betyde, at han kan tage optagelserne med hjem og gøre dem færdige ved køkkenbordet frem for at stå i avisens mørkekammer sidst på eftermiddagen.
På kameraets display kan Claus Bonnerup se, at han med dagens optagelser nærmer sig 26.000 skud med det digitale kamera, som Politiken købte til ham i maj 1998. To gange har kameraet strejket på grund af mekaniske fejl, men det kan ikke få den tidligere freelance-fotograf til at tvivle på den nye teknik.
»Hvis jeg var freelancer i dag og skulle ud at købe udstyr, så vil jeg ikke købe et digitalt kamera. Jeg vil købe to.«