search

Devalueret dokumentar

De ‘gamle' tv-dokumentarister mener, at dokumentar-begrebet udvandes. Alle tv-stationer lancerer nu stribevis af dokumentar-programmer. ‘Docu-soap' er blevet mode i Danmark.

De ‘gamle' tv-dokumentarister mener, at dokumentar-begrebet udvandes. Alle tv-stationer lancerer nu stribevis af dokumentar-programmer. ‘Docu-soap' er blevet mode i Danmark.

»I de senere år er alt ‘virkeligt' blevet kaldt for dokumentar. Det udvander begrebet.«
Sådan formulerer én af de tidligere profiler i den nu hedengangne Dokumentargruppe i DR, Ulrik Holmstrup, dokumentarens tv-historiske skæbne.
»Jeg er efterhånden dybt forvirret over, hvad dokumentar står for,« siger en anden tidligere profil fra Dokumentargruppen, Jørgen Pedersen, og uddyber forvirringen:
»Dokumentar er blevet et modeord. Det, vi stod for i Dokumentargruppen, var dokumentar i ordets oprindelige forstand: den journalistiske afdækning, den grundige research og dokumentation. Når jeg i dag siger til folk, at jeg laver dokumentar, så spørger de, ‘hvad er det?'«

Blå blink og bare patter
Ulrik Holmstrups anke og Jørgen Pedersen forvirring bliver i disse dage især sat på spidsen med den nye trylledrik i tv-branchen, ‘docu-soap'.
Docu-soapen er som koncept serier over fem-seks afsnit og blev sat på formel i England, hvor serier som ‘Airport', ‘The Driving School' og ‘The Cruise' nærmest lagde gaderne øde.
De danske tv-stationer har forlængst lugtet seersuccesen, og fra starten af september og fremad vil de hjemlige seere kunne følge med i danskproducerede docu-soaps som ‘Bellevue' (TV3), ‘Stripperkongens Piger' (TvDanmark), ‘Storbystrømer' (TV3), ‘Strømer på Stenbroen' (DR) og ‘Strigler og Børster' (TV 2): Miljøskildringer af såkaldte almindelige menneskers liv, oplevelser, genvordigheder og følelser.
Men allerede inden premieren bliver der fra de gamle dokumentarfolk sået tvivl ved docu-soapens holdbarhed som dokumentar.
»Sådan som jeg ser det, så satser man på idéplan for lavt. Det er ‘blå blink og bare patter', for så sker der da noget, det er sikker action,« siger Ulrik Holmstrup, der dog ikke vil underkende docu-soapens muligheder på forhånd.
»Der, hvor docu-soapen har muligheder, er i at få forløst hverdagsdramaer. Men det er også det sværeste. Som filminstruktøren Erik Clausen engang sagde: ‘bag ethvert sæt røvballegardiner udspiller sig et større drama, end Hollywood kan udtænke'. Men går man så om bag gardinerne? Det ser ikke sådan ud, uden jeg dog har set resultaterne endnu,« siger Ulrik Holmstrup, der mener docu-soapen i de danske idé-oplæg glemmer, hvad for ham er dokumentarens væsentligste kerne: hensigten og målet.
»Man burde tænke i: hvad er det, vi vil sige? Hvad har vi på hjerte? I stedet for hvor er der gang i den?«
Også efter en anden af Dokumentargruppens tunge drenge, Poul Martinsens mening, forpligter dokumentar-titlen til mere end bare at registrere og underholde.
»Jeg er så gammeldags, at jeg synes, dokumentar forpligter til at skabe debat, at man bidrager til, at nogen bliver klogere på et emne, i hvert fald når man viser menneskelige følelser. Hvad skulle hensigten være med at smække
fire ispigers følelser på skærmen? Jeg kan ikke se det, og det provokerer mig,« siger Poul Martinsen, som henviser til TV3's kommende docu-soap om strandlivet på Bellevue.

Cornflakes uden mælk
På Nordisk Film sidder Troels Rasmussen som producer og redigerer docu-soapen ‘Strigler og Børster', der bliver sendt på TV 2 til december, og som over seks afsnit følger det spraglede og mangfoldige miljø omkring Jysk Væddeløbsbane i Århus. Blandt andre de fra aviserne allerede kendte Tage og Lissi, som hver uge betragter væddeløbene fra deres gamle brune Ford Granada, og hvis væsentligste bekymringer går på, om og hvordan de får råd til en ny bil.
Troels Rasmussen kan godt forstå Ulrik Holmstrups bekymring.
»Selvfølgelig kommer vi da til at se de ‘sikre' docu-soaps. Der er da ikke noget nemmere end at vælge et hospital som miljø, hvor der træder en sikker historie ind, hver gang døren går op,« siger Troels Rasmussen, som tidligere har arbejdet som journalist på Fak2eren.
»Men du skyder dig selv i foden, hvis du lader historien om ildebranden få hovedrollen. For der kan komme så meget historie på, at du mister forbindelsen til de mennesker, der er involveret. Og docu-soapens styrke er jo netop, at den koncentrerer sig om almindelige menneskers følelser, deres almindelige glæder og sorger: der er ingen mælk til cornflakesen, hvad gør man så? Alle kender situationen, og hvordan takler andre den?«
Den klare identifikation og en tilbagevenden til de helt basale, hverdagsnære ting er ifølge Troels Rasmussen kernen i docu-soapen – en ‘nedladende' titel han i øvrigt sammen med TV 2 har forsøgt at gøre op med, og TV 2 lancerer da også stationens docu-soaps som ‘virkelighedsdrama' i stedet for.

Med på vognen
Netop virkeligheden er blevet nemmere at hente hjem for journalisterne. Og docu-soapens vej er i høj grad blevet banet med fremkomsten af de små, lette digital-kameraer, som pludselig har gjort det muligt for journalisten nærmest ene mand og forholdsvis ubemærket at trænge ind i miljøer og tæt på folk og lave virkeligheds-tv af høj teknisk kvalitet for forholdsvis begrænsede økonomiske midler.
Med kommercialiseringen af tv-stationerne er seertallet blevet det gyldne mantra. Og dokumentaren sælger billetter, så naturligt nok er den i høj kurs.
»Vi vil også være med«, var da også Bente Troenses reaktion, da hun sidste år stødte på docu-soap-fænomenet og ikke mindst genrens publikumstække. Som redaktør for TV 2's fakta-afdeling, med seer-succeser som Fak2eren og Reportageholdet på visitkortet, har hun kunnet vælge og vrage mellem de 38 forskellige forslag til docu-soaps, der havnede på hendes skrivebord, efter TV 2 i juni sidste år udbød et docu-soap-'slot' i licitation. ‘Strigler og Børster' var den ene af de to ideer, der slap igennem nåleøjet.
Ud over docu-soapens underholdende kvaliteter, ser Bente Troense genren som en naturlig del af dokumentarens udvikling.
»I 1980'erne handlede dokumentar om Deep Throat, den gode, gedigne nu-går-vi-til-myndighederne-journalistik. Så stivnede det lidt, og vi fik den mere socialt betonede dokumentar. Nu vil vi se almindelige mennesker, ikke bare de sociale tilfælde, men de 90 procent, der ikke falder udenfor,« siger Bente Troense, der godt kan se de potentielle faldgruber ved docu-soapen, men som hellere vil snakke om, hvad genren kan, i stedet for hvad den ikke kan.
Poul Martinsen sætter gerne ord på, hvad det er for faldgruber, han frygter docu-soapen havner i. For eksempel fik hans mistanke om, at menneskelige følelser bliver gjort til ren og skær underholdning, en industri i sig selv uden formål, blot ekstra næring efter et seminar, han i forsommeren deltog i på TV 2.
Her var én af mændene bag de engelske docu-soaps, Jeremy Mills, inviteret til at holde oplæg om, hvordan de lavede serierne.
»Hans fremstilling efterlod en fornemmelse af, at der er noget ubehageligt maskinelt over docu-soapsene. Man arbejder med fem personskildringer, har 5 ugers optagearbejde, går i redigeringen og klipper historierne lodret, hvorefter en executive producer bestemmer, hvilke historier, der skal sættes over for hinanden. For mig at se, er der noget i den måde at arbejde med mennesker på og antallet af personhistorier, der indbyder til overfladiskhed,« siger Poul Martinsen.

Den dirigerende finger
Docu-soapens industrielle islæt rejser yderligere en bekymring blandt folk i dokumentarbranchen. For hvor langt vil producenterne gå for at få de ‘salgbare' følelser i kassen i dokumentarens navn? Er docu-soap helt og aldeles fluen-på-væggen? Eller er det o.k. at lægge folk ord i munden, instruere eller sågar skrive manuskript?
En af de engelske såkaldte docu-soaps, ‘The Driving School', er for eksempel blevet til ved hjælp af et manuskript med udgangspunkt i en række virkelige begivenheder og med de oprindelige involverede personer som ‘skuespillere'.
Herhjemme benytter hverken folkene bag ‘Strigler og Børster' eller ‘Bellevue' efter eget udsagn sig af manuskript eller instruktion. Men for ispigernes vedkommende var det nødvendigt, som en af journalisterne bag ‘Bellevue' siger, af og til at ‘udstikke rammen' og ‘give nogle stikord'. Og selv om stikord var forbudt på ‘Strigler og Børster', så var optagelserne ikke ren og skær fluen-på-væggen.
»Hvis vi for eksempel fik at vide, at pigen og hendes far skulle mødes derhjemme, kunne vi godt finde på at bede dem om at flytte mødet til travbanen i stedet,« siger Troels Rasmussen.
De tidligere medlemmer af Dokumentargruppen, blandt andre Ulrik Holmstrup, Steen Baadsgaard og Poul Martinsen, forsøger ikke at foregive, at de selv fremstiller den skinbarlige virkelighed.
»Alle journalister, også vi dokumentarfolk, har fingeren inde og dirigere. Når jeg laver en dokumentar, så er det da min oplevelse af sandheden, jeg viser. Men jeg bestræber mig på at lade emnet fortælle sig selv,« siger Poul Martinsen og understreger, at dokumentarfolk altid har benyttet fiktionens fortælleteknik, men at decideret instruktion for ham at se er at overskride grænsen.
Eller som Steen Baadsgaard siger:
»Benytter man sig af instruktion, så læner man sig mere op ad dramaet. I hvert fald så bør man ikke give indtryk af, at det er virkelighed.«

Som chef for DR-dokumentar, afløseren til Dokumentargruppen, opfordrer Arne Ullum sine medarbejdere til at være meget genrebevidste, hvis de vil arbejde med docu-soapen.

Målet og midlet
»Hvis folk tror, at docu-soap er en mellemting mellem soap og dokumentar, så kan de ikke deres genre. Docu-soap har dokumentarens ægthed og skildrer virkeligheden som fluen-på-væggen, men bliver fortalt med soapens dramaturgi – ikke andet,« siger Arne Ullum. Han understreger, at journalisterne for alvor træder i ‘indgangsbønnen til kirken' og svigter dokumentarens idé, hvis de låner mere fra soapen end dramaturgien og for eksempel benytter sig af in-struktion, stikord og iscenesættelse.
»Docu-soapen er primært skabt til at give oplevelser, informere og underholde og egner sig ikke til de store problematiseringer. Derfor er der ingen offentlig interesse i presseetisk forstand i at sende det,« siger Arne Ullum og forklarer:
»Målet helliger ikke midlet, kan man sige, og derfor er man nødt til virkelig at behandle sine medvirkende, deres følelser og reaktioner med respekt og altså ikke instruere dem. For de bliver jo utroværdige som personer, hvis publikum først begynder at tvivle på, hvad der er fiktion og fakta.«
For de docu-soaps, der bliver sendt i DR's TV-Fakta regi, er der ifølge Arne Ullum en streng, etisk kodeks for, hvilke virkemidler, der er tilladte. Det betyder blandt andet, at det er forbudt at bede de medvirkende om at forflytte et møde til location, i modsætning til for eksempel ‘Strigler og Børster'.
Som chef har Arne Ullum også mærket det magiske skær, der hviler over docu-soapen – en titel Arne Ullum arbejder på at få ændret, fordi han mener begrebet docu-soap allerede er udvandet. Og han har arkiveret mange programforslag lodret, fordi de ikke ‘forholdt sig tro mod genren'. En genre, som efter hans mening, er det tætteste, man kommer på dokumentaren i klassisk forstand.
»I Danmark er dokumentaren i folks bevidsthed lig med det dybdeborende og problemorienterede. Men mange af for eksempel DR's dokumentarer er slet ikke rigtige dokumentarer. For går man tilbage i historien, til 20'erne og 30'erne, så var de første dokumentarer meget lig docu-soapen: man tog ud med et kamera og filmede mennesker og miljøer over tid.«

Generationskløft
På Den europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft sidder rektor Kjeld Veirup, manden der var med til at stifte og siden lede DR's hæderkronede Dokumentargruppe.
For ham at se handler forvirringen om dokumentar-begrebet om en generationskløft.
»Dokumentar er en bred genrebetegnelse, og det eneste dokumentar i dag betyder er, at det ikke er fiktion. Min generation af dokumentarister var båret af en indholdsambition. Det var den politiske relevans, der betød noget, vi ville rykke verden, hvor jeg tror, at for de unge er fascinationen af at fortælle historier om mennesker og deres følelser nok.«
I forlængelse af det mener Kjeld Veirup, at de ‘gamle' dokumentarister må indse, at dokumentaren har ændret sig i takt med tv-mediets udvikling.
»Tv er for længst blevet til folkekultur. Og folkekultur er karakteriseret ved, at det ikke nødvendigvis har en politisk relevans. Det handler om mennesker i al almindelighed, om det gode over for det onde. Men vi gamle tosser har nok svært ved at slippe rollen som folkeopdragere.«
I den erkendelse ligger en accept af, at en genre som docu-soapen har en plads på dokumentar-hylden, også selv om genren i sig selv ikke, ifølge Kjeld Veirup, er en væsentlig journalistisk nyskabelse – ‘men det bliver solgt på en ny og smart markedsføring'.
Kjeld Veirups bekymring på dokumentarens vegne gælder kun, hvis den ‘seriøse' dokumentar helt bliver slettet i tv-stationernes målsætning.
»Udbredelsen af dokumentarbegrebet handler jo lige som med kunst om, at noget vil noget, andet vil ikke. Alle dokumentarister drømmer om at fortælle sandheden, men det må være den enkeltes journalistiske eller kunstneriske ambition, der afgør produktets lødighed,« siger Kjeld Veirup og pointerer:
»Det er jo seerne, der i sidste ende dømmer udfaldet: rører det os følelsesmæssigt eller ej?«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen