search

Dette er ikke en anmeldelse

ANMELDELSE. Ole Munk har strammet op, så avisen fremstår skarpere, mere læsevenlig og tydeligere i sin visuelle identitet, skriver anmelder Julie Asmussen om redesignet af Kristeligt Dagblad

Redesign: Kristeligt Dagblad

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser

Dette er en indrømmelse, snarere end en anmeldelse. Og faktisk en af de helt tåkrummende pinlige af slagsen. (Men hellere fornærme sin bedste ven end at gå glip af en vittighed, som min mor siger, også hvis det skal gå ud over en selv). Det er en indrømmelse på linje med, at det først som granvoksen gik op for mig, at Red Barnet ikke var en international engelsk hjælpeorganisation som i ’Det røde banner’ eller noget lignende revolutionært udtalt på engelsk – men ja, Red Barnet som i ’Frels barnet’ på dansk.

Men nu til indrømmelsen (og dette siger jeg kun, fordi jeg mener, at man som anmelder må tone rent flag, eller når det nu er en anmeldelse af Kristeligt Dagblads relancering, vi snakker om, måske snarere krybe til korset) som falder i to dele: A: Jeg troede, at Kristeligt Dagblads redaktion lå i Jylland. B: Jeg har aldrig så meget som åbnet avisen. Så er det ligesom sagt.

Men i disse postfaktuelle tider – hvor det selv i journalistkredse er så moderne at være helt blank og forudsætningsløst (tag bare kritikken af programmet ’Find Amdi’ på P1 forleden), er jeg nødt til at vende det til min fordel, at jeg kan se på det hele med friske øjne. Ikke mindst fordi Ole Munk (som plejer at være den, der anmelder redesigns på disse sider, er designchef på Kristeligt Dagblad, og så er der jo ligesom en anden, der må gøre det beskidte arbejde).
 
 
Men nu til sagen:
Kristeligt Dagblad har indledt september med at lave en relancering af avisen efter devisen ”If it’s not broken, why fix it?”
Den voksende(!) læserskare er glade, og relanceringen og det nænsomme redesign er lavet for at forstærke et allerede velfungerende produkt og give læserne mere af det, de holder mest af, herunder debatstof, litteratur- og kultursider og lidt mere til ganen på det nye bagsideformat ”Liv og sans”. Som grafiker kigger jeg lidt langt efter de store forandringer (jeg har trods alt haft eksempler på før og efter til gennemsyn) og kan personligt savne noget mere grafisk punch, men det er tydeligt, at det ikke har været sigtet for redesignet. Ole Munk har strammet op, så avisen fremstår skarpere, mere læsevenlig og tydeligere i sin visuelle identitet (blandt andet ved hjælp af lysere farver, større kontrast i skriftvægte og en klædeligt edgy pladeserif til det nye bladhoved). Det 12-spaltede grid bruges mere bevidst, luftigt og rytmisk end før, og det klæder de enkelte artikler såvel som avisen i sin helhed.
 
Som Derek Birdsall siger: “White space is the lungs of the layout. It’s not there for aesthetic reasons, it there for physical reasons.” Nogle gange er kampen om luften som bekendt hård ude på redaktionerne, og Ole Munk og hans crew måtte for min skyld godt få tildelt lidt mere af den. Så kunne hovedartiklerne måske få lov at lave lidt større armbevægelser, men igen, så er det tydeligvis ikke KD’s hensigt at råbe unødigt højt, og derfor tror jeg, at det lidt afdæmpede udtryk er tilsigtet.
 
 
Nu er jeg jo ikke sat til at anmelde avisen i sin helhed. Men da redesignet mere har karakter af optimering af det allerede eksisterende, vil jeg alligevel vove mig ud i at knytte et par kommentarer til indholdet også. Og hvad er det så, der møder den nye læser?
 
Et veloplagt, imødekommende, fordomsfrit, nysgerrigt, forsonende, tankevækkende, ikkebegivenhedsstyret og humoristisk medie, der tør tage livtag med såvel de helt store som små spørgsmål.
 
Som den københavnersnude jeg er, har jeg 100 procent fordomsfuldt dømt avisen ude som en indremissionsk jydeavis (alene af den grund, at min mormor, en indremissionsk jyde af den helt knibske slags (som i ingen tv og ingen øl), var den eneste i min omgangskreds, som havde Kristeligt Dagblad liggende fremme på sofabordet. Hendes livsform har haft en afskrækkende virkning på mig, og derfor har jeg ikke ønsket at overtage hendes forbrugsvaner).
 
Nu er jeg omvendt og kunne såmænd springe på med det samme. Selv Kristeligt Dagblads kontaktannoncer er charmerende og bærer præg af, at avisens imødekommende og afdæmpet-vittige tone smitter af på læsere og annoncører. Hvem ville for eksempelvis ikke falde for ham her?: ”Forh. Godsejer søger en sød flot pige 30-60 år som ønsker rejser, natur og en god flaske rødvin”?
 
Tillykke med relanceringen fra en spritny læser.


Eksempel på forside fra det 'gamle' Kristeligt Dagblad, før relanceringen.

 
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen