Detektor kigger kritisk på Radio24syvs lyttertal

"Detektor" på P1 kaster i eftermiddag et kritisk blik på Radio24syvs lyttertal. Tallet 13 procent, der har været fremme, er ikke korrekt. Det rigtige lyttertal kan være markant lavere.

"Detektor" på P1 kaster i eftermiddag et kritisk blik på Radio24syvs lyttertal. Tallet 13 procent, der har været fremme, er ikke korrekt. Det rigtige lyttertal kan være markant lavere.

P1's prisbelønnede radioprogram "Detektor" har i dagens udgave kastet sig over Radio24syv. I forrige uge kunne gratisavisen 24timer fortælle, at 13 procent af alle danskere mellem 18 og 74 år havde lyttet til den nye radiokanal i dens første uge.

Tallet byggede på en spørgeundersøgelse af YouGov. Men analysechef i YouGov Lars Gylling siger til "Detektor", at tallet 13 procent ikke er korrekt.

»Det er desværre ikke helt sandt. Man skulle nok lige have lagt mærke til, at der var et filter på, det vil sige de 13 procent lyttere er ud af de 74 procent, som har hørt om den nye radiokanal. Det giver jo ikke rigtig mening at spørge den gruppe, der ikke kender til kanalen, om de har hørt den,« siger Lars Gylling.

Dermed er det rigtige tal 10 procent.

"Detektor" kigger også på, om lyttertallet kan bruges som et troværdigt udgangspunkt for at vurdere kanalens succes, som det blev brugt i flere medier. Blandt andet henviser "Detektor" til, at der er forskel på, hvad lyttere siger, og hvad de rent faktisk lytter til.

I 2008 gik DR over til at måle radiolytning på en ny måde, så lytterne ikke længere skulle fortælle, hvad de lyttede til. Det blev målt i stedet.

»P1's lyttertal faldt cirka 25 %, og det er et fænomen, som vi ofte ser med medier, der har en særlig høj anseelse. P1 er jo 'den kloge kanal,' og der er måske en tendens til, at vi som personer gerne vil fremstille os selv som nogle, der forbruger 'kloge' medier mere, end vi egentlig gør,« siger Lars Thunø fra DR Medieforskning til "Detektor".

Du kan høre hele udsendelsen i dag klokken 15.03.

Radio24syv har endnu ikke indgået en aftale med Gallup, som gør det muligt at hente præcise og sammenlignelige lyttertal. Det skyldes uenighed med DR om, hvordan regningen skal deles.

0 Kommentarer