DR-programmet Detektor har faktatjekket de 50 spørgsmål i Journalisthøjskolens videnstest og fundet flere fejl og unøjagtigheder. Skolen afviser dog, at nogen svar er direkte forkerte.
Hvad er varetægtsfængsling? Sådan lød et af de 50 spørgsmål i optagelsesprøven på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i lørdags. Videnstesten er en del af prøven, som håbefulde aspiranter skal bestå for at komme ind på skolen.
Men i år har DR-programmet Detektor kastet et kritisk blik på spørgsmål og svar. Og det rigtige svar på, hvad varetægtsfængsling er, lyder ifølge skolen: 'Fængsling af personer, der er under mistanke eller sigtet'.
Men det er forkert ifølge Rigspolitiet. Her slår kommunikationschef Carsten Andersen fast, at politiet ikke må varetægsfængsle personer, der kun er under mistanke.
"Alfa og omega i det her er, at man altid er sigtet, når der er tale om, at man skal varetægtsfængsles," siger han til Detektor.
Detektor har fundet en række fejl og unøjagtigheder i prøven. Blandt andet i spørgsmålet om, hvor lang barselsorlov fædre har ret til, og hvad et velfærdssamfund skaffer dets borgere. I et spørgsmål beskrives Thule-basen også som lukket, hvilket den ikke er.
Rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen, fastholder, at ingen af de svar, højskolen anfører, er ukorrekte. I forhold til varetægtsfængsling og Thule-basen, som er spørgsmål 13 og 24, svarer han helt konkret i en mail:
"I spørgsmål 13 og 24 er der faktuelle fejl i formuleringen, men ikke på en måde, der påvirker, hvad det rigtige svar er, eller giver muligheder for, at en ansøger af den årsag kan forledes til i tro god at svare forkert. Så disse faktuelle fejl – som vi naturligvis burde have undgået og beklager – har ingen indflydelse på bedømmelsen."
Prøv selv videnstesten her.
1