Det er ofte de små opdagelser, der gør en reportage forrygende. Det var et af de vigtigste råd, Jon Kaldan, TV 2/Bornholm, delte ud af til Radiodysten i Reportage.

KONKURRENCE. »Se mig, se mig,« råber børnene på det russiske børnehjem, hvor journalist Jon Kaldan er ude for at lave reportage. De er søde at se på. Men der ligger mere i råbene end det almindelige barns ønske om at være i centrum. Som hans forståelse for børnenes situation vokser, går det op for Jon Kaldan, hvorfor de kæmper om hans opmærksomhed. De håber, at han vil tage dem med derfra.

Erkendelsen rører ham, og i radio-indslaget bruger han den som indledning til at fange lytteren. Han mener selv, at den formidler, hvordan børnene har det, bedre end fakta og statistik kunne have gjort.

»Den sigende detalje. Det er det, der gør en reportage god,« understreger Jon Kaldan for sine tilhørere. Stemmens volumen er holdt på samtaleniveau, men det er heller ikke nødvendigt at tale højere. For de ni deltagere, der har meldt sig til at dyste om at lave den bedste reportage, sidder i intens stilhed og lytter efter.

Om to timer skal de aflevere en stemningsmættet reportage fra Radiohuset med vinklen »En epoke, der er ved at slutte.«

Folk glider ind i tre grupper, hvor de først sidder lidt og diskuterer, inden de forsvinder i hver deres retning med samme mål: Stemningsbilleder, der kan videreformidles i radioform. Tilbage står Jon Kaldan og har ikke noget imod at uddybe sine ord fra før.

»Reportage handler om at formidle det store gennem det små. Finde de detaljer, som gør det abstrakte til noget konkret. Ud over at det gør et problem forståeligt, tror jeg også, at folk husker bedre, hvis de får lov at sanse, hvad der sker,« fortæller han.

Reportage er tidligere DR-korrespondent Jon Kaldans foretrukne formidlingsform, og i det daglige arbejde som redaktionssekretær på TV 2/Bornholm er det noget, han tager sig tid til at lave, når det er muligt. Han mener, at der er kommet en kedelig tendens i fjernsynet til at vise talende hoveder, og han ville ønske, at flere nyhedsudsendelser brugte reportageelementer i stedet.

»Vi vil alle sammen gerne opleve noget. Tilværelsen er fyldt nok op af ord, så vi vil have,
at nogen bruger deres sanser og skaber billeder i hovedet på os,« lyder hans vurdering.

En time og 40 minutter senere er grupperne hver især fordybet i at sætte deres sansninger sammen til et fire minutters indslag. Der bliver taget meget hensyn til, hvad der er nemt og interessant for lytteren. Darlings må lægges i massegrave.

En af grupperne er ved at udarbejde det endelige manuskript til oplæsning, og som det blev indskærpet af Jon Kaldan, er der fokus på detaljerne.

»Vi skal have de gule, champignon-formede lamper, der stikker ud af væggene, med, når vi beskriver rummet, hvor nyhederne bliver læst op«, siger Eun-Hae Choi fra DR Bornholm.

»Så kan folk få et billede af nogle klamme vægge.«

I samarbejde med DR Bornholm-kollegaen Maria Evald og Sara Otte fra DR Regionalen i Næstved er indslaget ved at tage form.

Den afgørende detalje er allerede på plads, idet de har opdaget, at kondom-automaten på dametoilettet er i stykker. Gruppen har besluttet at vinkle på forfaldet i Radiohuset, og detaljen skal symbolisere, hvor meget der efterhånden er i stykker, fordi ingen reparerer noget længere.

»Er Radiohuset da blevet impotent?« spørger Sara Otte.

»Kondomer er normalt til beskyttelse og fornøjelse. Kan vi lave noget med, at dét kan man ikke få her mere?« spørger Eun-Hae Choi.

Deadline er nu lige op over, og indslaget ender med en accept af den tabte tyver, som automaten åd.

Vinderen af radiodysten bliver afgjort af publikum til Radio Days-afslutningen.

Stik imod de tre kvinders forventning stemmer 59 procent for, at deres indslag er det bedste af de to nominerede.

Sejren modtages køligt.

»Jeg synes, det andet holds indslag var ti gange bedre end vores. Men jeg tror, vi vandt på det med kondomautomaten. Det var en detalje om sex, og den huskede folk,« siger Eun-Hae Choi.