»Det vil blive en spareøvelse«

Sammenlægning af TV2's og DR's regioner tjener intet formål. »De mindre regionalaviser vil blive klemt af licensmidler,« siger tillidsmand på TV2Øst og HB-medlem Marianne Molin til Journalisten.dk.

Sammenlægning af TV2's og DR's regioner tjener intet formål. »De mindre regionalaviser vil blive klemt af licensmidler,« siger tillidsmand på TV2Øst og HB-medlem Marianne Molin til Journalisten.dk.
"Det er ikke godt for kvaliteten af den regionale nyhedsdækning, at den elektroniske formidling er delt mellem DR og TV 2."

Sådan lød det i Politiken i mandags.

Her slog de to medieforskere Frands Mortensen fra Aarhus Universitet og Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet på tromme for, at TV2's regioner og DR's ditto med fordel kunne blive til én enhed. Venstres medieordfører – Ellen Thrane Nørby – var positiv over for idéen, mens socialdemokraternes Mogens Jensen var afvisende.

En hurtig rundringning til tillidsrepræsentanter på de regionale stationer viser, at der – hos journalisterne med fingrene nede i sumpen – umiddelbart ikke er tilslutning til sammenlægningen.

»Det er en utrolig dårlig idé at lave en sammenlægning af TV2's regioner og DR's regioner. Pluralismen i mediebilledet vil forsvinde, og konkurrencen på nyhederne vil gå samme vej. Det kan mediebrugerne ikke være tjent med,« siger tillidsmand på DR Trekanten, Poul Sørensen, til Journalisten.dk.

Han fokuserer på, at der allerede er et udmærket samarbejde mellem TV2-regionerne og DR's regionalredaktioner. Hvis en sammenlægning skulle finde sted, ville kulturerne omkring arbejdspladserne ændres markant:

»Regionerne er DR-nyhedernes frontkæmpere i hele landet. DR's strategi er jo at afspejle hele landet, så regionerne er meget vigtige i det overordnede billede,« siger han med henvisning til, at TV2-regionerne ikke er en del af samme maskine.

Marianne Molin – tillidsrepræsentant på TV2 Øst og medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund – giver Poul Sørensen ret.

»TV2-regionerne er selvejende, så det er nemmere at få tingene gennemført her. I modsætning til DR, hvor journalisterne navigerer i et tungt maskineri.«

Marianne Molin slår fast, at diskussionen om en sammenlægning er lige så gammel som TV2-regionerne, men i modsætning til Poul Sørensen afviser hun ikke en sammenlægning kategorisk:

»Som udgangspunkt kunne det være spændende, da man journalistisk set ville kunne spille på mange strenge. Med det sagt ville en sammenlægning være grund til bekymring.«

»En sammenlægning vil blive en spareøvelse fra politikernes side. De ser kun på papiret og ikke på de mennesker, der pludseligt skal løbe meget stærkere,« siger Marianne Molin.

Derudover hæfter hun sig ved samme problematik som Poul Sørensen: Pluralismen i mediebilledet.

»Allerede nu er TV2's og DR's regioner magtfaktorer i lokalområderne. En sammenlægning betyder, at de mindre regionalaviser vil blive klemt af licensmidler. Og så kan virkelig tale om et monopol,« siger Marianne Molin.

Poul Sørensen taler lige ud posen:
»Jeg kan ikke bruge stordrift til ret meget. Med alle de platforme vi har i DR, synes jeg allerede nu, at tingene kan være svære at danse med.«

0 Kommentarer