search

DET VERBALE VÅBEN

Han er manden bag den måske største journalistiske afsløring i svensk pressehistorie. En afsløring, der sendte ham i fængsel for spionage. Ude i friheden skiftede han genre - og blev Sveriges mest populære forfatter.

Han er manden bag den måske største journalistiske afsløring i svensk pressehistorie. En afsløring, der sendte ham i fængsel for spionage. Ude i friheden skiftede han genre – og blev Sveriges mest populære forfatter.

I Jan Guillous fryser ligger en pose med farvebånd. Han har også gemt to mekaniske skrivemaskiner ned i en tæt og tillukket ‘mølpose' og stillet dem et sikkert sted. Farvebåndene og skrivemaskinerne er hans litterære overlevelsesudstyr og forrådskammer. Intet sted i hans store lejlighed i det eksklusive Östermalm i Stockholm ser man en computer.
"Jeg ved godt, computeren er smart, men jeg skriver på maskine. Det har jeg gjort i 35 år – det bliver jeg ved med. På en computer skal jeg lede efter tasterne og kan ikke se lige frem. På maskine med papir – der er man grundig og koncentreret!" fastslår Guillou og understreger sin pointe ved at rette blikket mod de høje bogreoler, hvor klassikere står skulder om skulder med hans egne værker.
Den 56-årige Jan Guillou har skrevet omkring 30 bøger, samtidig med at han har holdt fast i journalistikken. Hans mest kendte romaner er ti-bindsserien om den militære agent Hamilton. En veltrænet og livsfarlig svensk spion, der titel efter titel reder trådene ud for en hjælpeløs svensk regering og et stakåndet, hemmeligt svensk politi.
Bøgerne har gjort ham til en af Nordens mest populære forfattere. Alene i Danmark er hver Hamilton-roman solgt i cirka 50.000 eksemplarer. Hans netop afsluttede middelaldertrilogi topper også salgslisterne.
Modsat Hamilton-bøgerne er middelaldertrilogien blevet anerkendt af svenske litterater. "Nu er jeg rigtig kunstner! "Du er vel nok dygtig, klap, klap!"", siger Guillou i en tone, der syder af hån og foragt.
Guillou ser ikke sig selv som kunstner men som samfundskritiker – hvad enten han skriver bøger eller laver journalistik. Han har gang på gang understreget, at det socialistiske budskab er det vigtigste for ham – "mine bøger skal vise læserne, hvordan demokratiet fungerer – eller ikke fungerer."
En mission, han gennemfører med enorm disciplin. Som forfatter skriver han fra klokken ni til fem. Omslaget bliver lavet før den første linje er skrevet. Han skriver fem sider om dagen og afleverer manuskriptet på klokkeslæt. Den seneste bog – ‘Riget ved vejens ende' – blev påbegyndt 2. januar 2000 og afleveret 1. maj. Helt efter planen. Ordet ‘inspiration' foragter han.
"Litterære forfattere siger ofte: "Jeg lader teksten få sit eget liv, det kommer over mig, de forskellige gestalter taler til mig om nat-ten …!". Det er …".
Jan Guillou viser med et hævet bryn, at fotografen ikke behøver rykke yderligere rundt på stuens møblement.
".. bull-shit! ‘Inspiration' dækker over, at forfattere tror, de står i direkte forbindelse med Gud. Den slags forfatter bliver jeg aldrig. For mig er journalistik og forfatter-virksomhed to sider af samme sag. Man tænker sig om. Man researcher. Skriver."
"Det er ikke nogen idiotisk inspiration, der skriver mine bøger! Det er mig!"

Fængslet for spionage
Datoen den 3. maj 1973 har stor betydning for Jan Guillous karriere som forfatter. Magasinet Folket i Bild/Kulturfront udkommer med en artikel af Guillou og journalistkollegaen Peter Bratt. Artiklen handler om den hemmelige svenske efterretningstjeneste Informationsbureauet – IB.
Researchen har stået på i flere år. Den blev sat i gang, da Jan Guillou i 1969 på en Stockholmsk restaurant tilfældigt hørte en journalist fra avisen Expressen omtale en hemmelig svensk efterretningstjeneste. En slags stat i staten. Det lød utroligt – men viste sig at være sandt. I artiklen offentliggøres blandt andet navnet på den hemmelige tjenestes chef – ligesom hans portræt vises, flankeret af denne tekst:
"Han sender agenter til Østeuropa og den arabiske verden. Han er ansvarlig for mord, krigshandlinger, indbrud og overgreb på Sveriges neutralitet."
Afsløringerne af den statsfinansierede spiontjeneste, der ligger uden for parlamentarisk kontrol, fortsætter over flere numre. Den hemmelige tjeneste er pludselig knap så hemmelig mere.
"Regeringen må stilles til ansvar," forlanger bladet. "Organisationen IB har forbrudt sig mod svensk neutralitetspolitik."
En journalistisk afsløring, der ligger helt i tråd med Guillous verdenssyn.
"Jeg blev journalist, fordi det blev man sidst i 60'erne, hvis man havde noget på hjerte. Dengang handlede det om at definere et alternativ til den borgerlige presse. Hvis man ikke anerkendte USAs folkemord, så måtte man skrive," siger Guillou.
"Det er det moralske budskab, der er grunden til, at jeg skriver. Jeg har altid skrevet propagandistisk. Men ikke primitivt. Propagandaen skal være raffineret, ellers får den den modsatte effekt."

Litterær progaganda
I efteråret 1973 svarer den svenske stat igen. Jan Guillou og hans kollega bliver anholdt. I januar 1974 bliver de dømt for ulovlig efterretningsvirksomhed – præcis det, de havde beskrevet, at den svenske stat gjorde. Dommerne lagde vægt på, at russerne havde kunnet læse afsløringerne i magasinet. Dermed var journalisterne spioner.
"Hvordan kan man dømmes for spionage, hvis man har offentliggjort sin viden. Spionage er hemmelig!" fnyser Guillou.
Jan Guillou sad indespærret i isolation i ti måneder. Han måtte ikke læse aviser, høre radio, skrive breve eller få besøg.
"Jeg var jo en ekstremt farlig type, så jeg sad i et ‘maximum-security'-fængsel," siger Jan Guillou.
Dommen udløste voldsom debat. Efter sagen blev den svenske grundlov ændret, så journalister ikke fremover kunne dømmes for at skrive noget sandt.
Guillou løfter en knyttet næve:
"Nu kan journalister sige ‘all the big words': Freedom, democracy, the people have the right to know!
Fra da af handler det kun om, hvorvidt det, journalisterne skriver, er sandt. Det var overhovedet ikke en del af diskussionen, da vi blev dømt."
Fængslingen blev en boomerang for de svenske myndigheder.
"Statens hensigt var jo, at vi skulle udstødes politisk og socialt. Vi skulle dømmes og betragtes som landsforrædere, men det gik lige omvendt – vi blev politiske martyrer."
I fængslet fik Guillou øjnene op for andre genrer end de journalistiske.
"Jeg kunne pludselig læse alle de bøger, jeg havde forsømt. Jeg læste Maj Sjöwall og Per Wählöös krimier om svensk politi."
I sine mange enestunder i cellen analyserede Guillou fortælleformen i det svenske forfatterpars romaner om den intelligente og velmenende betjents evige kamp mod bureaukratiets tåbeligheder. Han opdagede, at de to stærkt venstreorienterede forfattere havde foretaget det greb at overføre den højreorienterede amerikanske politiroman til svenske forhold, hvor en humanistisk og sympatisk helt – Martin Beck – kæmpede for en bedre verden.
"Det er djævelsk interessant. De havde brugt en amerikansk genre til at lave kommunistpropaganda! Det viser, at formen slet ikke bestemmer det politiske indhold. Det var en Whauuurhhh-erkendelse for mig."
Jan Guillou besluttede sig for, at han fremover ville bruge romanen til at supplere sin samfundskritik. Men den svenske ondt-i-maven-helt, der ser verden passere forbi sit skrivebord, udskiftede han med en handlekraftig helt, der har indsigt i livet bag magtens lukkede døre.
"Som journalist kan man punkt for punkt rette en kritik mod sikkerhedspolitiet, hvis man har nogle meget konkrete oplysninger. Men mangler du de sidste oplysninger, så er du hjælpeløs – som anstændig journalist. Og lige meget hvor mange oplysninger du har som journalist, så kan du ikke give et analytisk helhedsbillede af systemet. Der træder litteraturen i funktion," forklarer Guillou.
Da Guillou i efteråret 1974 træder ud af fængslet, har han en færdig plan klar. Selv heltens navn har han fundet. Alligevel går der ti år, før han skriver de første linjer i Hamilton-serien. Han har andet arbejde. Blandt andet afslører han i 1975 som journalist CIAs arbejde i Sverige, hvilket får to amerikanske diplomater til at flygte ud af landet.

Virkelighedens kilder
Målsætningen, om at romanen ikke bare skal underholde men også udstille det svenske samfund, gør, at Jan Guillou vælger en journalistisk metode til Hamilton-serien.
"Når jeg skriver en roman om et kontroversielt emne, så skal ingen djævel kunne sige: "Det er ikke sandt, sådan går det ikke til!" Så mister jeg troværdigheden. Og det er lige så katastrofalt for en forfatter som for en journalist."
Guillou indsamler sine informationer hos de bedste kilder overhovedet – dem, der beskæftiger sig med tingene i virkelighedens Sverige. I Hamilton-romanerne hedder den øverste chef for den militære efterretningstjeneste Samuel Ulfsson. I virkelighedens Sverige hed samme chef Ulf Samuelsson. Og Ulf Samuelsson er kilde til bøgerne.
"Jeg gik op til Ulf Samuelsson, som senere bliver Samuel Ulfsson i bøgerne. Jeg siger: "Følgende er sket – nu skal du tage en beslutning!" Det gør han så, og jeg noterer hans beslutning. Derpå går jeg videre til politikerne: "Følgende er sket. Militærets spioner har gjort sådan her. Hvad gør du så?"".
På den måde kontaktede Jan Guillou mellem 200 og 300 kilder i Hamilton-sagaen. Politikere, efterretningsfolk, obducenter …
Kun to gange blev han mødt med et nej. Chefen for den finske republiks præsi-dentembede anførte, at en person dømt for spionage ikke kunne få lov at se præsidentens tjenestebolig. Anden afvisning faldt fra en chef i det svenske udenrigsministerium.
Guillou karikerer samtalen:
"Han svarede: "Hvis jeg forstår dig korrekt, så har du nu til hensigt gennem et hypotetisk spørgsmål at få kendskab til, hvordan vi reagerer? Men det indebærer jo, at jeg rent faktisk skal beskrive, hvordan jeg skulle agere i en sådan situation! Og eftersom vores instrukser er hemmelige, så kan jeg ikke hjælpe dig. Desværre!""
"Én eneste ud af flere hundrede har sagt nej. Alle andre har bidraget. Var jeg kommet som journalist, så havde flertallet sagt nej."
Som journalistisk forfatter, med den erklærede målsætning at opdrage læserne til at gennemskue verdens uretfærdigheder, kan Guillou bryste sig af sin store læserskare. Men samtidig er hans hensigt også at vække debat. Han havde regnet med, at hans beskrivelse af sikkerhedspolitiets arbejde ville få de intellektuelle opinionsdannere op af sædet. Tavsheden var larmende.
"Både litterater og politikere dømte det som ren underholdning," erkender Guillou.
Det kunne ligne historien om den kritiske journalist, der blev omdannet til log-rende skødehund – men Guillou fastholder, at hans bøger har haft virkning.
"Én ting er sikkert: Sikkerhedspolitiet er blevet udsat for så megen mistro gennem de seneste år, at de reelt ikke kan arbejde effektivt mere. Derfor har de forsøgt at reformere deres organisation. Jeg har i hemmelighed haft meget stor indflydelse på sikkerhedspolitiets arbejde," siger Jan Guillou. Han læner sig frem fra sofaen, griber snusdåsen – og støder sit ultimative argument ind.
"Hvis en million svenskere læser om sikkerhedspolitiets metoder i Sverige, og det ikke udløser diskussion, så er det ikke mit men magtens problem."

Journalistisk højredrejning
"Jeg tror, Bush vinder …", "De partier har jeg aldrig været medlem af, og jeg påtænker heller ikke at blive det", "En ungarsk kronhjort er det fineste trofæ, jeg har nedlagt".
Det er nogle af de spørgsmål, den bog-aktuelle Jan Guillou må besvare fra Aftonbladet via telefon. Læserne har afleveret spørgsmål til avisens journalist. Nu bliver Guillous svar skrevet ud på avisens hjemmeside. Efter en time er seancen overstået – og Guillou smælder:
"Fy Fan en form for journalistik. Jeg skal svare på alt fra blyhagl til, om homoseksuelle må få børn! I én sætning. Det er perverteret!"
Dagen forinden havde en anden svensk avis udbasuneret: "Guillou: Derfor jager jeg ikke damer mere!"
"Det har jeg selvfølgelig aldrig sagt. Det er irriterende at se på tryk," siger Guillou.
"Svenske journalister vil altid besejre mig. De skal vise, de er bedre end mig – det er anstrengende."
I det hele taget er Guillou ikke imponeret over tendenserne i tidens journalistik.
"Medieforetagender drives i dag, som var det kommercielle forretninger. Man reducerer antallet af journalister. De resterende skal lave mere – og chefernes løn bliver sat op."
Guillou ser management-tænkningen brede sig i medierne. Og det smitter af på nyhederne.
"Alle de store mediekonglomerater i verden synes, at børs-økonomi er journalistisk enestående og vigtigt. Det handler ikke om, hvad der produceres, eller hvordan arbejdet er. Der er en hel legion af nyansatte journalister, som sidder og taler om børsen. Radio, tv har økonomiredaktioner. Tabloiderne har det. Aftenaviserne har det. Alle har det!"
Samtidig med, at Guillou vedkender sig, at han prædiker socialistiske værdier, så mener han, at økonomi-fikseringen er endnu mere missionerende.
"Satsningen på økonomi i den form er højrepolitik. Det politiske indhold i dagens nyheder er derfor meget stærkere, end det var i 60'erne, hvor alle talte om, at de intellektuelle indoktrinerede og var imod USA-imperialismen. Men det er ingenting ved siden af mediernes fokus på økonomi i dag. Vi får hovedet fyldt med, at det er vigtigt at være rig. Påvirkningen er massiv."
Guillou peger over på det store tv af dansk fabrikat i hjørnet af stuen. En dag for nogle år siden tvangsindlagde han sig selv til at kigge på CNN i to dage.
"At sidde og se CNN i 48 timer som journalist, det er en dyb personlig krænkelse!"
Ud over en højreorienteret økonomifiksering bed han mærke i, at tv-nyhederne begår religionsmanipulation. CNN satte, som mange andre medier, stor fokus må konflikten i Mellemøsten. Guillou begyndte at sætte streger, hver gang en muslim optrådte som henholdsvis good guy eller bad guy i nyhederne. Det blev til 55 streger.
"Og alle muslimer var bad guys. Der var ikke én eneste situation, hvor muslimer sad som du og jeg og resonerede. De hoppede op og ned som gale, kylede sten, brændte amerikanske flag, brændte amerikanske soldater, brændte bildæk. Muslimer skyder med kalashnikov, de begraver hinanden. Blodet fosser."
"Ingen kvinder vises uden slør for ansigtet. Og det er i virkeligheden kun mellem en og to procent af de muslimske kvinder, som har ansigtet skjult!" siger Guillou – der ikke er i tvivl om hensigten og baggrunden:
"Vesten mangler en ny fjende, efter at Sovjetunionen er raslet sammen og Muren væltet. Islam er blevet den nye fjende. Så kan vi fortsætte med at bygge vores raketter!"
CNN-statistikken over gode og onde muslimer inspirerede Jan Guillou til afløseren for Hamilton-serien. En trilogi om korstogene, hvor pointen er, at europæerne i middelalderen havde tætte bånd til de arabiske lande.

Egoistisk ungdom
Guillou har skrevet flere bøger om journalistik, og indtil for få år siden underviste han på den svenske journalisthøjskole. Hans talestrøm viser, at han har masser af indignation at sprede hos fremtidens journalister. Men han viser sig ikke på journalisthøjskolen mere.
"Det tog mig en time hver gang at overbevise de unge mennesker om, at journalistik er et fag, der kræver kundskaber og viden. Det tog lige så lang tid at forklare dem, at jeg rent faktisk kan noget. De er kun interesserede i, at jeg er rig og berømt, for det vil de også gerne være. Men arbejde hårdt, det vil de ikke. "Det tager så djævelsk lang tid! Du har jo brugt 30 år", klynker de. De vil være unge og rige og berømte samtidig. Ikke rige og midaldrende. I dag hærger der en ungdomskultur, hvor tidens journalister tænker på personlig berømmelse – her og nu."
"Alle unge journalister vil være tv-værter på MTV. Det er det heftigste overhovedet for en ung journalist. I min tid ville MTV være fjenden … For os ville MTV være det rene vanvid!"
Jan Guillou ser ikke meget lys i mørket.
"Egoismen er fremgangsrig. Og det passer dårligt med at overvåge magten. Der er intet politisk engagement. Der er jo ingen, der vil frelse verden mere!"

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen