Små aviser bliver spist og fordøjet af større medier; andre lukker og slukker og lever i dag kun som digitalt affald, som nogen har glemt at muge ud af internettet. Journalistens udsendte reporter vil i de kommende måneder opsøge Danmarks små aviser og fortælle om deres kamp. Vi åbner turen med dette rejsebrev.

OMDELING. Klokken er lidt i otte om aftenen, en helt normal torsdag, og de friske eksemplarer af Flensborg Avis bliver hentet af en skramlet hvid kassevogn. En ung fyr med buet næse, store øjne og kondibukser springer ud. Han hedder Marius og bærer 1.200 nytrykte aviser ind på bagsmækken af vognen.

Marius forventer sig ikke mere af livet, end at han skal tjene nogle penge. Han er fra Rumænien. Da han købte hus i Sønderborg sammen med sine forældre, byggede naboerne kort efter et højt plankeværk. Men nu er hans far begyndt at bestikke naboen med aviser.

Det hjælper lidt på naboskabet.
Rotationspressen hamrer videre i baggrunden. En enlig redaktionssekretær putter de sidste historier på webben – for nu er avisen lagt i seng. Eller rettere: Avisen er lige vågnet, og nu hopper den og jeg og rumæneren ind i kassevognen, starter motoren og drøner mod næste deadline; op ad den jyske motorvej.

Marius skal køre Flensborg Avis til Fredericia – og bagefter triller han Jyllands-Posten den anden vej tilbage. I forruden ligger hans hvide handsker, for trykfarve gør hænderne sorte. Marius læser ikke aviserne, for han forstår ikke sproget. Og han ved heller ikke, hvad der foregår i medieverdenen – men han spørger nysgerrigt, mens GPS'en viser vej.

Medierne kører hurtigere og hurtigere, siger jeg, mange redaktioner kæmper med nye tiltag, men aviserne går alligevel ned i oplag – og for at være helt ærlig, så er jeg i tvivl om, hvad nutidens journalistik egentlig går ud på.

Hvad sker der mon i de yderste kanter af landet, der har fået øgenavne som 'Den rådne banan' og 'Udkantsdanmark'. Hvordan arbejder journalisterne herude, hvor de store medier kun kommer, når der er fært af børneskænding eller togkatastrofer – eller noget, de kan gøre grin med? Hvad er en journalist egentlig i dag? Og arbejder man for at få en Cavlingpris på Skive Folkeblad? Hvem ejer hvem?

Vi standser ved et trykkeri lidt uden for Kolding for at læsse ni bundter Flensborg Avis af her, hvor Berlingske blandt andet trykker JydskeVestkysten og alle sine ugeaviser.

Da jeg begyndte min ekspedition, slog jeg Vendsyssel Tidende op på nettet og fandt et telefonnummer. En automatisk telefonsvarer bad mig taste ét for boliger, to for tøj og ni for at høre det hele igen. Så fandt jeg et andet link, men da jeg trykkede på det, blev jeg sendt ind til Movia.

Der er simpelthen nogen, der har glemt at rydde op efter Vendsyssel Tidende, selv om den er blevet slået sammen med Nordjyske for længst. Det er bare gået for hurtigt. Og nu flyder små stumper af Vendsyssel Tidende lidt forladte rundt i cyberspace, sammen med lukkede telefonnumre, emails, der er sendt forkert – og nyheder, der for længst er glemt, men engang var vigtige.

Andre aviser holder fast, de vil ikke dø, om de så skal fortsætte på nettet, som det er tilfældet med Kjerteminde Avis, der engang var landets mindste papiravis, men nu kan googles af hele verden. Vi må håbe, den klarer skærene og ikke også engang bliver fundet død og efterladt derude. For er det egentlig godt med al den netjournalistik? Er det fremtiden?

Jeg kaster et blik i bakspejlet; vi er næsten helt alene på motorvejen, skrumpler af sted, længere og længere væk fra Flensborg Avis, som jeg besøgte, fordi jeg tænkte, at de må da lave noget andet – en form for journalistik, der krydser grænser.

Og der under en tynd måne, lidt uden for Fredericia, standser Marius foran et kæmpemæssigt trykkeri.
Inde bag ruden flyder stakkevis af Jyllands-Posten rundt, mens Marius tager de få og små bunker Flensborg Avis med ind og lægger dem i orden, så de kan komme med videre ud i landet. Ud til læserne.

I et lille kontor sidder en mand og holder øje med aviserne, der kommer kørende ud fra trykkeriet på et langt bånd. I løbet af ingen tid er de pakket og bundet. Sådan var det ikke helt i Flensborg. Her stod to kvinder og lagde aviserne i bunker; der var hænder med hele vejen, og de trykkede hele avisen om, fordi der var en enkelt fejl i en dødsannonce. Enhver avis har sin egen sjæl, den er jo ikke skrevet af maskiner.

Fredericia er avisernes navle, og derfra går der strenge rundt i hele landet, og gad vide, hvordan Fredericia Dagblad egentlig har det? Den bliver også trykt her – sammen med blandt andet Horsens Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad.

En kraftig ung mand, der også er avischauffør, bliver pludselig overdænget af aviser, og han skynder sig at læsse sin store skinnende bil – noget helt andet end Flensborgs lille hvide kassevogn. Han skal videre ud i verden med et kæmpe læs Jyllands-Posten – og jeg får et lift videre på min færd. Marius vinker, mens jeg tager på det næste avisstop, der er Aarhus – og så går turen direkte videre til Aalborg med resten af journalisternes dagsværker.

Og det er smart, for i Aalborg bor chaufførens nye kæreste, og hende vil han ansætte i sit avisfirma, for hun er stærk, og kvinder kan man stole på, siger han. Han fortæller, at han tager de gamle aviser, der ikke er blevet solgt i kioskerne med tilbage til Fredericia, hvor de så bliver kørt videre til en fabrik, som laver dem om til æggebakker.

Og så står jeg pludselig der, det er midnat, et nyt sted i Jylland, med min blok og kuglepen, på vej mod nye små aviser, mens bilen drøner videre ud ad den jyske mediemotorvej.

Op til Morsø Folkeblad, som forfatteren Per Højholt engang mente var det bedste af de midt- og vestjyske dagblade. "I første omgang skal vi bare lave avis," siger redaktøren i dag – og det bliver ikke nemmere midt i et bankkrak.
Derefter går turen videre til Bornholms Tidende, hvor chefredaktøren mener, at "det meste er old news" – og mojo-journalistik og graver-grupper bare er fine ord for det, man altid har gjort – og ja, den dybe journalisttallerken er opfundet. Og så af sted til Sjællandskes redaktion i Slagelse, hvor de stadig bliver læst, som var de Sjællands Tidende – selv om den ikke længere eksisterer – og satser på iPad, for journalistik kan ikke gå hurtigt nok.

Min rejse slutter ved Kjerteminde Avis, hvor den nye redaktør for netversionen parkerer sin klassiske gamle franske Matra ved siden af den tidligere Journalisten-redaktør Frede Jakobsens sorte Jaguar. De gamle avislokaler er til salg, alt interiør er væk – bortset fra plastikplanterne – men den nye redaktion holder modet oppe med nye mål og visioner om månedspapiraviser, mens Helle 'Avis', der har været på Danmarks mindste dagblad i 24 år, nu er fortsat til den planlagte avis, skabelonernes slagmark på Fyens Stiftstidende.

»Jeg tabte jo mit hjerte til Kjerteminde Avis, det var jo ikke et job,« siger den levende avis, Helle.
»Vi skrev hele tiden – det var vores liv.«