Bogen, der knækkede Kenneth Plummer, er udgivet af et enmandsforlag. Forlæggeren Johnny Staun mener, at den kontroversielle metode bag bogen kan bane vejen for mere spændende bøger.

Vi vidste godt, at bogen ville få presse. Men vi vidste ikke, at det ville eksplodere så meget. Og slet ikke, at Plummer ville gå selv.«

Sådan siger Johnny Staun, forlægger, direktør og eneste medarbejder på det lille enmandsforlag Bogkompagniet, der med Kurt Lassens "Plummer – summen af kardemommen" væltede DRs generaldirektør.

Ifølge Johnny Staun er det en bog, mange journalister har drømt om at lave.
»Men det var kun Kurt, der kunne gøre det. Kurt er god til at lave kritiske, journalistiske bøger. Og han skriver ikke noget, der ikke holder vand,« siger Johnny Staun om bogens forfatter, journalisten Kurt Lassen, der gik hele vejen og citerede Kenneth Plummer for alt, han havde sagt – selv om aftalen var en anden.

Journalisten besøger Johnny Staun i hans rummelige herskabslejlighed tæt på søerne på Østerbro i København, hvor han også har kontor. Vi sidder over for hinanden ved et hvidt Piet Hein ellipsebord. Johnny Staun er klædt i cowboybukser, sort skjorte og Converse gummisko uden sokker. Håret stritter.

På forhånd havde boghandlerne ikke de store forventninger til biografien om den driftsikre og lidt kedelige topchef i DR. Derfor havde de kun forudbestilt 800 eksemplarer. Det var dengang. På under en uge er det første oplag på 5.000 eksemplarer revet væk. Og Plummer er en færdig mand i DR.

Pressen er den vigtigste markedsføringskanal for Bogkompagniet, der får sine bøger distribueret af People's Press. Johnny Staun er afhængig af, at hans bøger får omtale. Med Plummer-bogen var det nemt. Han behøvede kun at ringe til én B.T.-journalist og spørge: »Jeg har en kontroversiel bog. Er det noget for jer?«
»Det var meget nemt. Jeg slap historien løs, og så gjorde journalisterne resten af arbejdet selv,« siger Johnny Staun.
B.T. og Berlingske Tidende kunne to uger senere fortælle, at Kenneth Plummer blev hængt ud som "Mr. Varm Luft" og inkompetent i ny bog.

'Det blev startskuddet til en af de mest massive medieomtaler af en bog i år. Jyllands-Posten og Politikens lederskribenter forlangte Plummer fyret. Ekstra Bladet gravede i Plummers privatliv og fandt, at generaldirektøren havde forsøgt at fremme private veninders karriere i DR.

Vinden blæste også den anden vej. I debatten på Journalisten.dk var kritikken af Kurt Lassens metoder sønderlemmende. Og med direkte adresse til bogen udtalte næstformand i DJ Fred Jacobsen, at det er "afgørende for journalistikkens troværdighed, at man kan lave en aftale, uden at kilder skal frygte, at alt bliver lagt frem".
 
DET ENESTE, DER I DAG ærgrer Johnny Staun, er, at det hele næsten gik for hurtigt. Allerede efter to dage meddelte Kenneth Plummer DR's bestyrelse, at han sagde sit job op – for DR's skyld.

»Kommercielt var det lidt ærgerligt, at han blev fyret så hurtigt. Jeg ville gerne have haft, at han holdt lidt længere,« siger Johnny Staun og tilføjer, at ingen skal fyres på baggrund af en bog, men for det, de har gjort.
»Så hvis Plummer skulle fyres, burde det være sket før.«

En anden ting, der gik lidt for hurtigt, var offentliggørelsen af den lydoptagelse, hvor Kenneth Plummer prøver at lave en handel med Kurt Lassen.
»Hvis jeg skulle have bestemt alene og tænkt kynisk og koldt, ville det rent kommercielt have været bedre at vente med filen for at se, hvor langt ud Plummer var kommet.«
Før offentliggørelsen af optagelsen forsvarede DRs bestyrelse nemlig Kenneth Plummer.
»Men da lydfilen kom frem, fik de travlt,« siger han.

Bogkompagniets bøger er som små børn for ham. Plummer-bogen har han læst fem-seks gange, og han bliver ved med at opdage nye ting, siger han. Men det er også en bog lige efter hans hoved. Så sprængfarligt, at den deler vandene og giver folk lyst til at læse den selv.

»Jeg er blevet kaldt en kold og kynisk forlægger, der kun er ude på at tjene penge. Og selvfølgelig skal jeg tjene penge. Det samme skal en bager, men han bliver ikke kaldt kynisk af den grund,« siger han.

Samlet set tegner bogen et ikke særligt positivt billede af DRs daværende generaldirektør. Nogle af de eneste, der ubetinget roser Plummer, er den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen og Plummer selv. Resten er hovedsagligt anonyme kilder, der hæfter sig ved, at Plummer er mere optaget af fodbold og gadgets end af public service og journalistik. Bogen beskriver, hvordan generaldirektøren til møder spilder de andre chefers tid på at læse op af ligegyldige presseklip og skægge sms'er.

Og det fremgår tydeligt, at Kurt Lassen ikke har haft svært ved at finde kritikere af manden, der har fyret 600 medarbejdere og 100 chefer i sin tid som DRs øverste chef.

Kenneth Plummers egne ord fylder meget i bogen. Hovedparten stammer fra et interview, Lassen lavede med Plummer i bilen på vej til et foredrag i Vejle. Det fremgår også, at selv om Kenneth Plummer troede, at han havde en aftale med Kurt Lassen om, at nogle udtalelser var uden for referat, så er det ikke noget, Kurt Lassen har taget hensyn til. Heller ikke når Kenneth Plummer for eksempel beskylder Lisbeth Knudsen for fifleri og dobbelt regnskab i DR Nyheder.

Metoden har fået de fleste i medieverdenen til at tage afstand fra Kurt Lassens løftebrud.
Men som Johnny Staun siger.
»Da vi kontaktede journalisterne, havde de ikke kvababbelser. Der var ikke nogen, der sagde, at så ville de ikke skrive om det.«
 
Efterfølgende har mange dømt Kurt Lassen ude. Hvem vil tale med en journalist, man ikke kan stole på? Johnny Staun har sin egen vinkel på det.
»Vi vidste godt, at det var et brud på de uskrevne regler inden for branchen. Og det var også første gang, nogen gjorde det. Men biografier er tit alt for kedelige, så måske kunne det danne skole for fremtidens biografier? Der kunne sikkert komme en masse glimrende bøger ud af det.«

Plummer-bogen var oprindelig også tænkt som en pæn og venlig bog, forsikrer Johnny Staun.
»Men da Plummer begyndte på studehandler og intimidering, blev vi enige om at give den fuld skrue. Og nu er det så Kurt, der betaler prisen.«

Inkompetent! Sådan lyder mediedommen over Kenneth Plummer. Men hvorfor falder den først nu?

Frands Mortensen, medieforsker, Aarhus Universitet:
»Jeg kan ikke finde et anstændigt svar. Jeg kender mange folk i DR, som gav udtryk for, at han var uduelig på Danmarks vigtigste kulturpost. Plummer inviterede mig til en personlig mediepolitisk samtale i op til to timer, og jeg fik ikke et eneste relevant spørgsmål. Det var rystende, at han ikke havde interesse for emnet. Det burde være kommet mere frem.«

Peter Bro, ph.d., leder af Center for Journalistik, SDU:
»Det spørgsmål har jeg også talt med andre om. Reaktionerne på Plummer-bogen er udtryk for et klassisk journalistisk mønster – man finder et kritikpunkt, og så svinger pendulet helt over i det røde felt. Så kommer der en modreaktion, og pendulet svinger lidt den anden vej. Det så vi for eksempel med Helle Thorning-sagen. Skal journalisterne lære noget af den her sag, så er det at skrive historier, som ikke altid er hængt op på sensation og begivenheder, men som også dykker ned i kildernes daglige arbejde.«

Flemming Rose, kulturredaktør, Jyllands-Posten:
»Hans ageren i den her sag har været tåbelig, og det har understreget hans svagheder. Men man skal også huske, at tiden har forandret sig. I 2005 efterspurgte man en anden type leder i DR, end man gør i dag. Man havde brug for en, som kunne få styr på økonomien, ikke et kulturmenneske. Vi har kritiseret Plummer og DR, når vi har haft belæg for det. Men økonomien er der jo blevet rettet op på.«

Poul Madsen, ansvarshavende chefredaktør, Ekstra Bladet:
»Det her hylekor af folk, som stiller sig op og siger, at de hele tiden har vidst, at han var inkompetent, er på grænsen til det smagløse. Det er simpelthen for let. Men Plummer var jo også en indflydelsesrig mand. Folk har nok ikke haft modet til at lægge sig ud med ham tidligere.«

Lasse Jensen, studievært, P1's program "Mennesker og Medier":
»Der har tidligere været diskussion om Plummers kompetencer, og jeg har også selv været ude med kritik. Men det er jo først nu, at der er ammunitionen til hans fald, og den har han selv forsynet offentligheden med. Er historien med fifleri i DRs regnskaber sand, og har han favoriseret eventuelle elskerinder, er det journalistisk relevant og skulle være afdækket. Men det er stadig kun vonhörensagen, og bogen bringer ingen dokumentation for rygterne.«

Jakob Elkjær, medieredaktør, Politiken:
»Jeg anerkender ikke, at bogen dokumenterer hans eventuelle inkompetence. Journalisten (Jakob Elkjær er tidligere redaktør) kunne også have begået karaktermord på Plummer, hvis bladet havde brugt samme metoder som forfatteren: Citeret på falske præmisser og interviewet chefer, som Plummer havde fyret. Ud fra de metoder kan man ikke lave en bog, som er et sandhedsvidne.«