Det uheldige valg

DRs chefredaktion lod helt ekstraordinært LO og Socialdemokratiet komme til orde i en ekstraudsendelse. Men udsendelsen blev ikke, som cheferne havde ventet. Derfor undskyldte tv-direktøren for offentligheden, mens generaldirektøren personligt ringede til LOs formand. Det sidste har indtil nu været hemmeligholdt for medarbejderne.

"Efter snart 17 år i Danmarks Radio har jeg aldrig oplevet noget lignende."

Ordene kommer fra den ellers høflige og respekterede interview-er Kurt Strand. Han er normalt den, der styrer debatten. Men nu er han pludselig blevet centrum i en ophedet debat i TV-Byen.

Stridspunktet lyder: Kan en chef tillade sig at gå ud med offentlig kritik af en medarbejder.

Poul Nyrup Rasmussen var personen, der udløste balladen i TV-Byen, da han udskrev valg den 31. oktober. Samme aften havde DR planlagt en dokumentar, som kritiserede LO og Socialdemokratiet kraftigt.

DR-cheferne var bange for, at det ville ligne et frontalangreb på Socialdemokratiet i valgkampen. Derfor tilrettelagde de, på eget initiativ, et debatprogram, hvor LO og Socialdemokratiet skulle have mulighed for at forsvare sig.
Debatprogrammet forløb imidlertid ikke som planlagt, og det fik tv-direktør Bjørn Erichsen til at tage endnu et usædvanligt skridt: At henvende sig til Politiken for at undskylde programmet.

Konfliktens hovedpersoner er egentlig Kurt Strand, som var vært på debatprogrammet, og tv-direktør Bjørn Erichsen. Men diskussionen har spredt sig helt op til den øverste top og ned igennem redaktionerne på Danmarks Radio.
Mange mener allerede, at sagen har skabt større afstand mellem ledelse og medarbejdere på DR.

Men diskussionen er sandsynligvis først lige begyndt. Indtil i dag er det nemlig kun ganske få personer i Danmarks Radio, der ved, at selveste "generalen", generaldirektør Christian Nissen personligt ringede til LOs formand, Hans Jensen, for at undskylde debatprogrammet.

Historien om et fatalt debatprogram begynder den sidste onsdag i oktober.

 

Hastemøde
Valget bliver udskrevet klokken 12, og et par timer efter går tre indflydelsesrige chefer i TV-Byen til hastemøde.

Nu skulle man tro, at mødets dagsorden var dækningen af valgkampen. Det er det ikke.

Mødet har ét punkt: Aftenens udgave af Rapporten, "De skjulte millioner".

Rapporten, som er ledet af Jens Olaf Jersild, har siden forsommeren forberedt udsendelsen om ulovlig partistøtte. Socialdemokratiet og LO bliver sat i et meget kritisk lys. Hvad værre er: Hverken Socialdemokratiet eller LO svarer på kritikken i Rapporten. De har nemlig stillet som betingelse, at svaret skal bringes uredigeret, hvilket er imod Rapportens politik.

Alt det ved de tre chefer, da de går i møde.

De tre er tv-direktør Bjørn Erichsen, programchef for DR1, Lars Grarup, og Jørgen Ramskov, der er redaktør for de hårde dokumentarprogrammer.

Bjørn Erichsen foreslår, at de sætter sig ned og ser Rapporten igennem, inden de foretager sig mere.

Mens resten af TV-Byen summer af valgsnak, sidder tv-cheferne og ser "De skjulte millioner".

Det er hård kost. Og da Jens Olaf Jersild har sagt de sidste ord i programmet, overvejer de tre chefer faktisk, om Rapporten skal pilles helt af. Men de bliver hurtigt enige om, at udsendelsen skal sendes som planlagt.

"Vi synes, at det er en fremragende udsendelse, der havde været sendeplanlagt længe. Men bare ikke med viden om, at der var valgkamp i samme periode," siger Bjørn Erichsen i dag.

Derfor aftaler cheferne også et meget utraditionelt kompromis: At lave en Rapporten Special. Formålet er at give LO og Socialdemokratiet mulighed for at svare.

"Vi synes, at situationen krævede et ekstraordinært tilbud, fordi det var en ekstraordinær situation," forklarer Bjørn Erichsen.

Rapporten Special skal sendes allerede dagen efter, torsdag den 1. november.

 

"Kære Hans Jensen"
I LOs hovedkvarter på Rosenørns Allé i København er det for længst gået op for pressechef Susse Maria Holst og formand Hans Jensen, at de får smæk i Rapporten samme aften.

Mens de venter på at blive hængt ud, udskriver Poul Nyrup Rasmussen valg.

Onsdag eftermiddag er derfor ikke de bedste timer i LOs historie.

Men klokken 17.15 kommer der en opmuntrende mail fra Danmarks Radio. Afsenderen er tv-direktør Bjørn Erichsen.

"Kære Hans Jensen" starter brevet."… I forbindelse med dagens udskrivelse af Folketingsvalg er det min opfattelse, at der nu foreligger en ekstraordinær situation, og derfor har vi besluttet at tilrettelægge et direkte program, der giver mulighed for at kommentere oplysningerne i Rapporten." (altså den udsendelse, der vil blive sendt samme aften, red.)

Længere nede i brevet står, at Jens Olaf Jersild også vil være til stede i studiet.

"Min umiddelbare reaktion er, at det er virkelig fint. Vi får mulighed for at svare på kritikken," siger pressechef Susse Maria Holst. Hun er bare lidt nervøs for vendingen i brevet med Jens Olaf Jersild.

Hun er betænkelig ved, at Hans Jensen skal i krydsild mellem to interviewere. Derfor ringer hun til Danmarks Radio ved seks-tiden. Hun taler med redaktør Jørgen Ramskov, og han lover hende, at der kun bliver én interviewer.

Og det er Kurt Strand.

Torsdag er en hektisk dag for Kurt Strand.

Han møder klokken ni og skal nå at sætte sig ind i sagens substans og forberede udsendelsen, før han går på klokken 20 med Rapporten Special.
I fællesskab med blandt andet redaktør Jørgen Ramskov tilrettelægger han udsendelsen. Planen er:

Hans Jensen er alene i studiet over for Kurt Strand. Jens Olaf Jersild gør det ud for et panel.

Socialdemokratiet er også blevet angrebet i "De skjulte millioner", men der er ingen socialdemokrater, der kan lokkes i studiet. Ingen ønsker at forsvare sig på trods af, at valget er udskrevet. Eller måske netop fordi valget er udskrevet, vælger de at blive hjemme.

 

Rapporten Special
Klokken cirka 19.30 ankommer Hans Jensen til TV-Byen. Han bliver briefet af Kurt Strand om udsendelsens forløb på helt sædvanlig vis.

Rapporten Special starter med et resume af gårsdagens udsendelse på godt seks minutter. Derefter interviewer Kurt Strand Hans Jensen i 14 minutter. 39 spørgsmål når Kurt Strand at stille. Det er mange efter almindelig tv-målestok. I de sidste seks minutter bliver Jens Olaf Jersild inviteret over til det høje bord. Her forsøger Jens Olaf Jersild at overbevise Hans Jensen og seerne om, at LO har begået ulovligheder.

Der er delte meninger om, hvordan Rapporten Special forløber. Men der er ingen tvivl om Hans Jensens mening. Han forlader studiet kort efter rulleteksterne, fuld af indestængt raseri.

Jens Olaf Jersild og Kurt Strand tager sig en øl. Mens de snakker om udsendelsen, ringer redaktør Jørgen Ramskov. Han er ikke tilfreds.

Jørgen Ramskov havde lovet LO, at der kun var én interviewer. Men med Jens Olaf Jersild virkede det som om, at der var to, mener han. Han bryder sig heller ikke om tonen i programmet.

Kurt Strand er delvist enig. De sidste seks minutter, hvor Jens Olaf Jersild deltager i debatten, fik karakter af et "to mod en-interview". Til gengæld er den erfarne interviewer ikke ked af de 14 minutter, hvor han udspørger Hans Jensen direkte. Han mener bare, at Hans Jensen havde svaret meget undvigende, og at det derfor havde været nødvendigt at gentage spørgsmålene mange gange.

Kurt Strand tager hjem til Espergærde i Nordsjælland klokken cirka 22. Det har været en lang dag.

 

Dagen derpå
Fredag morgen taler tv-direktør Bjørn Erichsen med sin chef, generaldirektør Christian Nissen. Bjørn Erichsen siger, at programmet gik galt. Bjørn Erichsen går atter til møde med tv-cheferne Lars Grarup og Jørgen Ramskov.
De tre tv-chefer havde onsdag eftermiddag besluttet at lave Rapporten Special, for at LO og Socialdemokratiet kunne få en mulighed for at svare på tiltalen. Men trods den udstrakte hånd kom Socialdemokraterne aldrig. Og LO blev, efter de tre chefers mening, torpederet af Kurt Strand og Jens Olaf Jersild.

Det er skidt.

Tv-cheferne spilder dog ikke tiden med at være bagkloge. De diskuterer i stedet, hvad tv-direktøren skal sige, hvis der kommer en klage på programmet. Og hvordan man skal forholde sig til offentligheden.

Udenrigsminister Mogens Lykketoft siger på et pressemøde, at historien om "De skjulte millioner" ikke holder vand.

 

Telefon fra "Generalen"
Også i LO-huset er fredag dagen derpå. Hans Jensen stillede op til Rapporten Special for at få lejlighed til at forklare sig ovenpå Rapporten.

Nu føler han, at LO står i et endnu dårligere lys.

LO-folkene når dog ikke at lægge slagplaner, før der kommer et højst overraskende opkald HJEM til Hans Jensen samme aften.

I den anden ende af røret er øverste chef for Danmarks Radio, generaldirektør Christian Nissen.

Hans Jensen siger i dag, at han ikke ønsker at kommentere samtalen, han havde med Christian Nissen, fordi den var personlig. Christian Nissen ønsker heller ikke at kommentere noget.

Men JOURNALISTEN er vidende om, at Christian Nissen giver en uforbeholden undskyldning til Hans Jensen over behandlingen i ekstraprogrammet.

De to kender ellers ikke hinanden personligt.

Hans Jensen er glad for opkaldet. Men han gør opmærksom på, at han hellere vil have en offentlig undskyldning. Han spørger derfor Christian Nissen, om han må fortælle offentligt, at han har fået en undskyldning.

LO-formanden tænker sandsynligvis på den socialdemokratiske kongres om søndagen, to dage efter. Det vil se pænt ud, hvis han kunne viderebringe undskyldningen fra generaldirektøren på talerstolen i Kolding.

Men Christian Nissen er ikke så meget i knæ, at han går med til det. Generaldirektøren siger til Hans Jensen, at der vil blive fulgt op på sagen mandag morgen. De aftaler, at det er en personlig samtale.

 

Søndagskritik
Det står hen i det uvisse, om Christian Nissen orienterer tv-direktør Bjørn Erichsen om sin samtale med Hans Jensen. Ligesom JOURNALISTEN heller ikke kan få bekræftet, om de to indgår en aftale om, hvad der videre skal ske.
I løbet af søndagen får Bjørn Erichsen i hvert fald tid til at skrive en mail til Kurt Strand. Her giver Bjørn Erichsen en uddybende kritik af Rapporten Special og henviser til en aftale om, at Kurt Strand skal mødes med Jørgen Ramskov og Lars Grarup næste dag.

"Så får I det hele snakket igennem og får lavet en skriftlig konklusion. Dermed lukker vi sagen internt. Hvis jeg bliver spurgt fra eksternt hold, hvad jeg mener om udsendelsen, så vil jeg svare, at vi har haft en intern diskussion om den, men også at der var ting i programmet, som jeg ikke brød mig om," skriver Bjørn Erichsen.

Erichsen mener efterfølgende, at han i ovenstående ordlyd har advaret Kurt Strand om, at han offentligt vil gå ud og beklage udsendelsen.

Men sådan forstår Kurt Strand ikke teksten.

 

Undskyld, undskyld, undskyld
Mødet mandag formiddag forløber i en positiv ånd. Kurt Strand får indtrykket af, at sagen nu er afsluttet.

Men det kunne ikke være mere forkert.

Nogle timer efter beder Bjørn Erichsen nemlig sin pressechef, Else Hansen, om at kontakte Politiken. Else Hansen ringer journalist Trine Marie Ilsøe op. Tv-pressechefen opfordrer Trine Marie Ilsøe til at ringe Bjørn Erichsen op, han har en kommentar til diskussionen om Rapporten Special, lyder beskeden.

Trine Marie Ilsøe tror, at Bjørn Erichsen vil skælde ud over en leder, som Politiken havde bragt lørdag. Den kalder tonen i Rapporten Special for hysterisk. Men Bjørn Erichsen vil tilsyneladende give Politikens lederskribent ret.
Han siger blandt andet til citat: "Jeg er ikke tilfreds med programmets form, og måden, det var tilrettelagt på, var ikke fair over for Hans Jensen. Det lignede mere en krydsild end en debat."

Mens Politikens journalist undrer sig, så er Hans Jensen og Susse Maria Holst i LO blevet enige om at klage til Danmarks Radio.

Susse Maria Holst ringer derfor Bjørn Erichsen op klokken cirka 16. Men Bjørn Erichsen kan elegant komme Susse Maria Holst i forkøbet. Han fortæller, at han lige har talt med Politiken. Han siger også, at Hans Jensen har fået "en unfair behandling" af Danmarks Radio.

Det var undskyldning nummer to til LO. Den første kom fra Christian Nissen. Den næ-ste fra Bjørn Erichsen, og nummer tre kommer næste dag i Politiken.

Hans Jensen og Susse Maria Holst beslutter at lade sagen hvile.

Men på Danmarks Radio er balladen først lige begyndt.

I artiklen, som trykkes dagen efter i Politiken, skriver Trine Marie Ilsøe, at Bjørn Erichsen selv kontaktede avisen. Det tænder sindene i TV-Byen.

 

Mimoser
"Jeg har ikke noget imod, at en chef går ud og kritiserer et program offentligt. Det skal der være plads til. Men han skal orientere mig først," mener Kurt Strand.

"Der, hvor det vælter, er, at han ikke reagerer på en klage fra LO eller andre, men at han selv tager initiativet, efter at der er sat punktum i en efterkritik," siger Kurt Strand.

Han får åben støtte fra fem redaktører i TV-Fakta Samfund. De skriver et læserbrev på den interne debat i DR, hvor de slutter med at spørge:

"Er det en form for ledelsesstil, som vi kan forvente i fremtiden?"

Bjørn Erichsens svar til redaktørerne slutter med følgende sætning:

"Så at ledelsen udadtil kritiserer et program, må aldrig blive hverdagskost, men samtidig kan det heller ikke principielt udelukkes."

Bjørn Erichsen mener imidlertid ikke, at sagen handler om dårlig ledelsesform, men om at journalister er for dårlige til at tage imod kritik.

"Journalister lever af at være kritiske over for andre. Men når det engang imellem rammer dem selv, synes jeg, de reagerer temmelig mimosepræget. De er smukke, men også sarte," siger Bjørn Erichsen, der dog fortryder én ting: At han bad sin pressechef om at gå til Politiken.

"Jeg havde nok foretrukket, at jeg selv havde skrevet et læserbrev."

Bjørn Erichsen vil nu stoppe med at diskutere sagen. Han kalder den en storm i et glas vand og siger til JOURNALI-STEN, at han ikke forstår, hvorfor den har sat så meget i gang i Danmarks Radio.
Men det er i bedste fald en nødløgn. Selv om han "kun" har været tv-direktør i seks år, kender han svaret selv.

Ellers kan en anden DR-chef give det:

"Afstanden mellem direktion og ledelse i DR har altid været meget stor. Den er blevet meget mindre på det seneste. Men det her giver mistillid. Det skaber afstand igen."

Samtidig taler mange medarbejdere om et andet gammelt spøgelse, der hviler over Danmarks Radio.

"For mig bekræfter historien den evindelige påstand, at DR er mere forlovet med Socialdemokratiet og regeringen, end godt er." Sådan siger en journalist, der har været ansat på DR i en lang årrække. Medarbejderen vidste – ligesom resten af medarbejderne – på det tidspunkt ikke noget om generaldirektør Christian Nissens personlige undskyldning til LOs formand.

Bjørn Erichsen stopper som tv-direktør den 1. december eller 1. januar for at begynde i et nyt job som chef for European Broadcasting Union (EBU) i Geneve.

 

Onsdag den 31. oktober
Folketingsvalg udskrives klokken 12.
Tv-chefer går i møde. De beslutter at sende en opfølgning på Rapporten om "De skjulte millioner", der skal vises på DR1 klokken 20. Årsag: For at give LO og Socialdemokratiet lejlighed til at svare på påstande om ulovlig partistøtte.
Tv-direktør aftaler betingelserne for Rapporten Special med LO.

Torsdag den 1. november
Rapporten Special sendes klokken 20. Kurt Strand er vært. Gæster er Hans Jensen, LO-formand og Jens Olaf Jersild.
Tv-direktør Bjørn Erichsen og redaktør Jørgen Ramskov kritiserer udsendelsen og Kurt Strand.

Fredag den 2. november
Generaldirektør Christian Nissen, DR, ringer til Hans Jensen og siger undskyld.

Søndag den 4. november
Tv-direktør Bjørn Erichsen sender en mail til Kurt Strand. Han skriver, at sagen er lukket internt.

Mandag den 5. november
Efterkritikmøde mellem Kurt Strand, Lars Grarup, programchef på DR1, og redaktør Jørgen Ramskov.
Bjørn Erichsen kontakter uopfordret Politiken. Han udtaler sig kritisk om Rapporten Special.
Bjørn Erichsen undskylder programmet over for LOs informationschef, Susse Maria Holst.

Tirsdag den 6. november
Politiken bringer artikel med rubrik: "DR undskylder debatprogram med LO-boss".
Kort møde mellem Kurt Strand og tv-direktør Bjørn Erichsen. Tv-direktøren uddyber kritikken, som er i Politiken, men undskylder, at han selv har henvendt sig til avisen.

Fredag den 9. november
Fem redaktører i TV-Fakta Samfund kritiserer i DRs interne blad Bjørn Erichsens håndtering af sagen.

Onsdag den 14. november
Bjørn Erichsen svarer på kritikken. Han slår fast, at en direktør både kan og nogle gange skal kritisere en udsendelse offentligt. Han skriver også, at Kurt Strand var informeret om, at tv-direktøren ville lufte sin kritik af programmet.

Torsdag den 15. november
Kurt Strand svarer Bjørn Erichsen. Han slår fast, at Bjørn Erichsen aldrig har sagt, at han ville gå ud med en kritik af programmet på eget initiativ.

0 Kommentarer