Rasmus Visby vil godt indrømme det. En del af indignationen, der har gjort ham til autodidakt graverjournalist med den anerkendte podcast ’Visbys Verden’, handler om forargelse. På godt dansk: Ondt i røven.

”Hvis du vinkler det hårdt, kan du godt sige det på den måde – ondt i røven.”

Podcasten ’Visbys Verden’ har gennem tre år afsløret embedsmisbrug, fusk og frås med offentlige midler. Startpunktet var selskabet Hillerød Forsyning, hvor Rasmus Visby som almindelig kunde – borger i kommunen – med irritation havde læst, at bestyrelsens honorarer var blandt de højeste i landet, samtidig med at selskabet havde sløjfet afhentning af haveaffald.

Siden har man kunnet høre om ledelsens millionlønninger, dyre firmabiler, kunstkøb hos venner, glemte rabatter på store møbelkøb – sager, der i sidste ende kostede virksomhedens to øverste direktører deres job.

”Jeg bryder mig ikke om folk, der bruger vores fælles penge på en åndssvag måde. Hvis du kørte hele samfundet ned til en vejfest, hvor alle havde egen mad med, så ville det være meget gennemskueligt, at der sad en nede for enden og spiste al kaviaren. Vores samfund er blevet så stort og uigennemskueligt, og når myndighederne så lukker ned for information, bliver det helt skævvredet,” siger Rasmus Visby.

Startede som et hobbyprojekt

Der er gået tre år, siden Rasmus Visby for første gang gik rundt i Gribskov med en zoom-optager og fortalte om sine aktindsigter i Hillerød Forsyning. Siden er podcast-udgaverne kommet i en lind om end lidt ujævn strøm med historier om blandt andet rod i Gældsstyrelsens rejsegodtgørelser og en direktør i KAB, der benyttede elmålernumre fra KAB-boligers fællesmålere til at stemme sig selv ind i elselskabet Radius’ bestyrelse.

I starten var det bare et slags hobbyprojekt – en podcast for familie og venner. Og det første halve år var der ikke mere end måske 100 downloads, anslår Rasmus Visby selv.

”Min tanke var, at det kunne handle om alt. Havde jeg lyst til at lave et afsnit om vin, gjorde jeg det. Men efterhånden har det taget en form. Og når jeg så træder ud af mine rammer, bliver mine lyttere irriteret. For eksempel har jeg lavet et afsnit om, at magt korrumperer, hvor jeg har interviewet nogle psykologer. Det bliver da lyttet, men folk vil meget hellere have ting, der skaber forargelse, og hvordan jeg så finder tingene frem – manden mod systemet.”

Kampen mod bureaukratiet

Historien om Hillerød Forsyning er langtfra den eneste spegede sag, Rasmus Visby har gravet frem, men den er og bliver podcastens store motor og trækplaster. Fra en lille løgn om faldende tilslutning til afhentningsordningen for haveaffald til afdækning af det ene kritisable forhold efter det andet. Det hele bliver løbende krydret med manglende åbenhed, og da virksomheden går til en slags modangreb og politianmelder Rasmus Visby for chikane, er føljetonen om den lille mand mod det fordækte, kommunale system fuldendt i sin dramaturgi.

Det er kampen mod bureaukratiet, der dækker over tvivlsom forvaltning og personlig grådighed. Men Rasmus Visby kan slå systemet med dets egne bureaukratiske våben: Han kan læse regler, og han kan søge aktindsigter. Hvis man kan tale om at have talent for at søge aktindsigter, så har Visby det.

Han forklarer det selv med sin baggrund som iværksætter og erhvervsmand, hvor nogle af de samme egenskaber er i spil.

”Hvis du skal handle en virksomhed, så bruger du måneder på at sætte salgsbetingelser op. Så det med at sætte mig ned og læse kontrakter har jeg altid været god til. Det tager mig to minutter at skille et dokument ad og se: Hvor gør det ondt her? Så det er noget med en evne til at sætte mig ind i ting, samtidig med at jeg stiller spørgsmål til alt. Jeg kan ikke gå ind på en restaurant uden at tænke: Hvad er deres forretningsmodel? Hvad tjener de på det her? Det ligger helt dybt i mig at vurdere ting.”

Rasmus Visby er 54 år. Han startede sin første virksomhed, der solgte computerhardware, i midten af halvfemserne. Efter etablering og salg af flere webshops opbyggede han i nullerne en salgsvirksomhed omkring antivirus-softwaren Bullguard, som han i 2010 solgte for et ”to-cifret millionbeløb”. Siden har han haft forskellige iværksætterprojekter og desuden investeret i ejendomme, som giver løbende afkast.

Han er med egne ord ”rig, men ikke så rig, at jeg for alvor kan læne mig tilbage”.

Her ligger også en afgørende forudsætning for ’Visbys Verden’. Rasmus Visby kan dedikere sig til sine sager på fuld tid.

”Selve researchen foregår hele tiden. Det er et fuldtidsprojekt og også mere end det. Godt nok har jeg to små børn og nogle ejendomme at se til. Men når jeg går ind i de her sager, er jeg ikke kontaktbar. Det tager min fulde opmærksomhed.”

Beslutter sig for at lave podcast

Tvisten med Hillerød Forsyning er ikke første gang, han tager brydergreb med store organisationer. I 2014 planlagde kreditforeningen Nykredit en børsnotering, hvilket med stor sandsynlighed ville medføre en øget bidragssats for kunderne. Det fik en gruppe af disse til at organisere sig for at forpurre planen gennem repræsentantskabet. Initiativet kom fra Rasmus Visby.

”Jeg fandt ud af, at Nykredit var en forening, hvor man godt kunne få magt gennem repræsentantskabet. Så opstod der den der forening – kritiske interessenter – men hele forarbejdet, jeg lagde jo hele den juridiske afdeling ned. Da jeg ringede til Nykredit, anede de ikke, hvad det var.”

Foreningen Consum fik valgt 10 repræsentanter, og børsnoteringen blev droppet. Hele sagen fik meget opmærksomhed, og ved den lejlighed oplevede Rasmus Visby at stå i et samarbejde med journalister.

”Jeg var dengang det, som – har jeg senere erfaret – hedder en stringer. Jeg sad i baggrunden og gav de her historier til pressen,” fortæller han.

Det første misforhold, han graver frem om Hillerød Forsyning – at man dropper afhentningen af haveaffald og forklarer det med faldende tilslutning, skønt den i virkeligheden er steget – giver han videre til en lokalredaktør ved Furesø Avis. Historien bliver lavet, men det rykker ligesom ikke rigtigt ved noget.

”Derfra beslutter jeg mig for at lave min podcast, for jeg kan ikke se, hvad lokalmedierne kan udrette mere i den her sammenhæng,” siger han.

Imposter-syndrom

Aktindsigterne, der afslørede KAB-direktørens fusk med stemmer til Radius-valget, vælger han dog også at forære til DR, da han på det tidspunkt ikke havde overskud til at lave den færdig. Men han lægger ikke skjul på sin irritation over, at han aldrig blev nævnt af DR som ophavsmand til historien. Udgangspunktet var forargelse og ønsket om at få de kritisable forhold frem i lyset. Men Rasmus Visby har allerede så meget journalist-blod i årene, at han gerne vil krediteres for sin research.

”Jeg var sgu da stolt. Jeg syntes, det var en superfed historie og en genistreg, jeg havde lavet med den aktindsigt. Og så havde jeg jo lavet min podcast, så iværksætteren i mig ville gerne have noget reklame for mit produkt.”

Siden har han fået masser af anerkendelse for gravearbejdet og sine afsløringer. Også fra journalister og medier, der sågar har givet ham jobtilbud.

”Han laver fuldstændigt fantastisk journalistik,” udtalte den tidligere Ekstra Bladet-redaktør Poul Madsen for nylig i Se og Hør om Rasmus Visby.

Titlen som journalist ligger stadig lidt mærkeligt i munden, fortæller han, selv om han har meldt sig ind i DJ.

”Jeg har måske lidt et imposter-syndrom. Jeg har jo ikke taget journalistuddannelsen. Og det er også en lidt mærkelig form for journalistik, fordi jeg tager udgangspunkt i mine egne sager. Derfor vil jeg også meget gerne ud af Hillerød og beskæftige mig med ting, hvor jeg er ren.”

En journalistisk gråzone

På nogle områder bevæger ’Visbys Verden’ sig i et journalistisk gråzoneområde. Som sagt er Rasmus Visby nogle gange både subjekt og objekt i sagen. Han har anmeldt Hillerød Forsyning til politiet, og han er selv blevet anmeldt for chikane, på grund af henvendelser, som medarbejdere har følt ubehagelige. Ofte præsenterer han ikke sig selv som journalist eller podcastvært, men bare som privatpersonen Rasmus Visby. Som eksempel ringede han til et bestyrelsesmedlem i Hillerød Forsyning for at spørge til et polititilhold mod Visby, som Hillerød Forsyning havde anmodet om. Bestyrelsesmedlemmet sagde, at han ikke havde haft noget med sagen at gøre, men samtalen, som blev bragt i podcasten, endte i mundhuggeri.

”Det er jo ikke et rigtigt interview. Jeg ringer som privatperson og prøver at få nogle svar. Jeg optager altid, når jeg ringer, og så sker der ofte det efterfølgende, at jeg finder ud af, at det her kan have offentlighedens interesse. I det her tilfælde handler det om at vise, at bestyrelsen ikke ved, at direktionen har søgt polititilhold mod mig på deres vegne.”

Er du opmærksom på, at du selv bliver en magtfaktor, når du har mulighed for at eksponere folk i din podcast?

”Det er jeg sindssygt meget opmærksom på. For jeg kan godt se, at med de lyttertal, jeg har, og historier, der bliver samlet op i andre medier – det forpligter helt vildt. Og jeg bliver også mere og mere ydmyg.”

’Visbys Verden’ er tilmeldt Pressenævnet. Rasmus Visby har desuden flere gange brugt mediejurist Vibeke Borberg som rådgiver, og han siger selv, at han har meget fokus på medieetikken. Det med brugen af optagelser er også noget, han vil justere på.

”Dem, jeg tager med i podcasten, er altid folk, der er politisk valgt, det er aldrig menige medarbejdere. Og jeg har besluttet, at jeg vil gøre det i mindre grad. For eksempel har jeg i min kommende podcast planlagt at bruge en telefonsamtale, men kun min egen stemme. Jeg vil så selv referere svarene, så modpartens stemme ikke kommer til at optræde.”

Den største succes

Rasmus Visbys podcasts har givet genlyd på flere måder. Han begyndte at få tips om sager, som han også kunne grave i. Meget af det har han kigget på, og noget har han brugt. Men nu er han i stigende grad begyndt at sætte folk i gang med selv at undersøge sagerne.

”For eksempel foreslog en, at jeg skulle undersøge noget om en reklamebus for fængselsvæsenet – hvad koster det at have sådan en kørende rundt. Og så svarede jeg: Hvorfor gør du det ikke selv? Du kan prøve at søge aktindsigt i det og det. Sådan har jeg efterhånden hjulpet mange i gang. Og det er nok noget af det, jeg er mest stolt af – hvis jeg kan få folk til selv at gøre de her ting og engagere sig i deres lokalsamfund. Det synes jeg er min største succes.”