Politikens medarbejdere har i denne uge strejket i to dage, fordi to redaktionelle medarbejdere fra Ibyen.dk er blevet fyret. Det skete i forbindelse med en større omlægning af kulturstoffet på nettet, lyder det i en intern mail, der blev sendt rundt til medarbejderne. ”Vi styrker kulturdækningen på nettet,” var overskriften.
Herunder kan man blandt andet læse, at ledelsen ”ønsker at styrke Ibyens position som landets største og bedste net-guide til kultur- og byliv”. Det betyder, at man vil ”nedlægge Ibyen-redaktionen på nettet som en egentlig journalistisk redaktion” og fyre de to medarbejdere.
Chefredaktør Lars Grarup forklarer, at der var en netredaktion, som både stod for Ibyen- og kulturstof på nettet. Den redaktion fungerede ikke:
»Derfor har vi besluttet at have fokus på det, der hedder guide-stof på Ibyen på nettet. Det gør vi ved at have fokus på det guide-stof, vi har lavet, som vi trækker fra vores database. Den Ibyen-journalistik, vi har lavet ved siden af det på nettet, den skærer vi simpelthen væk,« siger Lars Grarup.
Hvordan kan det være en styrkelse af Ibyen på nettet at gå ind og fjerne redaktionelle medarbejdere?
»Fordi man gør Ibyen til et guide-site og ikke et blandet guide- og journalistisk site, hvor det er svært at finde rundt. Nu skærer vi igennem og fokuserer og gør det til et guide-site.«
Men I har stadig fjernet to journalistiske stillinger, som beskæftigede sig med det her stofområde. Næste gang I skal styrke jeres udlandsdækning eller undersøgende journalistik, vil I så også gøre det ved at fyre nogle af journalisterne, der sidder med de områder?
»Det, som er en styrke her, er, at vi har taget beslutningen om at fokusere fuldstændigt klart på, hvad Ibyen er på nettet, og det bliver en styrke over for vores brugere, fordi det sender et signal om, hvad det er, vi prioriterer. Ved siden af det fokuserer de fire journalister, der skal arbejde med kulturstof på nettet, nu 100 procent på det, og det gør de ikke kun alene. Det gør de i et meget tæt samarbejde med de 45 journalister, der i dag arbejder på vores printudgave, og dermed sikrer vi et endnu stærkere output på vores digitale platform på et af vores vigtige indsatsområder på Politiken, nemlig kultur,« siger Lars Grarup.
Jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan det giver en styrkelse eller, som du siger, et endnu stærkere output, når man går ind og fjerner to redaktionelle medarbejdere fra området?
»Det er muligt, du ikke kan forstå det. Men over for vores brugere sender vi et meget klart signal om, at Ibyen nu er et 100 procent guide-site, hvor det hidtil har været meget uklart, hvad Ibyen reelt set var digitalt. Man kan faktisk godt forbedre en oplevelse for brugerne ved at fokusere oplevelsen,« siger Lars Grarup, der i øvrigt ikke ønsker at kommentere på medarbejdernes læserbrev om utilfredsheden med ledelsen, som i dag er blevet bragt på både journalisten.dk og i Politiken.
Samme øvelse på Berlingske
Ændringerne med Ibyen på nettet minder meget om de ændringer, som Berlingske foretog i foråret med deres by-guide AOK. I forbindelse med en fyringsrunde fyrede man også de redaktionelle medarbejdere og omdannede AOK til et ”mobil-baseret kommercielt initiativ”.
Berlingske præsenterede også nedlæggelsen af journalistiske stillinger som en styrkelse af AOK. Berlingske Media udsendte en pressemeddelelse d. 5. maj – få dage efter fyringerne, hvor der står: ”Indholdsmæssigt vil AOK i stor udstrækning være, som det kendes i dag”, men det bliver i ”nærmeste fremtid styrket med nye mobilfunktioner”.
I dag har Berlingske besluttet alligevel at lave AOK til en journalistisk redaktion igen, hvor hjemmesiden vil blive meldt til Pressenævnet, komme under en ansvarshavende chefredaktør og få minimum en af de fastansatte på journalistoverenskomst. Faglig konsulent i Dansk Journalistforbund Flemming Reinvardt, der har forhandlet aftalen med Berlingske, fortæller, at det gik op for Berlingske, at det var svært at fjerne journalistikken, selv om man rykkede sitet ind på et andet område.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Berlingske Medias administrerende direktør, Lisbeth Knudsen, i løbet af fredagen.
Hæve billedniveauet og fyre fotograferne
Kort før Berlingske var igennem sin sparerunde, fyrede Metroxpress deres fotografer. I den sammenhæng udtalte chefredaktør Jonas Kuld Rathje, at han, på trods af at avisen ikke længere havde nogen fotografer ansat, ville hæve billedniveauet. I stedet for fotograferne ville man ansætte en billedredaktør:
»Det vil hæve det generelle niveau, når billedredaktøren kan finde de bedste bureaubilleder til vores artikler,« sagde han dengang til Journalisten, som skrev historien med underrubrikken:
”Fyringen af fotograferne på Metroxpress og 24timer – og ansættelsen af en billedredaktør – vil højne billedniveauet, slår avisens chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, fast”.
Jonas Kuld Rathje fortæller i dag, at han mener, den underrubrik var misvisende:
»Jeg har selvfølgelig ikke sagt, at billedniveauet bliver bedre af, at man fyrer to fotografer. Det var sådan en fagbladsvinkel på det. Jeg sagde, at vi gerne ville have bedre billeder i avisen, og samtidig sagde jeg, at vi fyrede to fotografer. Jeg lavede ikke nogen sammenstilling mellem de to, men det var nok kluntet af mig at sige det samtidigt,« siger Jonas Kuld Rathje.
Han mener dog, at sproget omkring fyringer nogle gange kan blive for meget:
»Sprog bliver hurtigt, når man taler fyringer, til, at 'vi justerer' og 'vi tilpasser'. Det kommer hurtigt til at lyde lidt klamt,« siger Jonas Kuld Rathje.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.