På ABC’s Good Morning America er nyhedsværten Josh Elliot ved at flække af grin:
»Nu kommer der en bizar historie.«

Den handler om en rengøringskone i Sverige, der stjal et tog og styrede det direkte ind i et køkken, forklarer han. Man kan høre folk grine omkring ham.
»Hvad?!« spørger en person forbløffet i baggrunden.
»Hun smadrede det ind i et køkken – og jeg aner ikke, hvordan et tog kan ende i en eller andens køkken,« forklarer Josh Elliot.

Den 15. januar 2013 udviklede en banal togulykke i Stockholm med en enkelt kvæstet person sig til en grotesk, global mediehistorie. Wall Street Journal kaldt ulykken en bizar hændelse, der lignede noget fra en film. ”End of joyride,” skrev India Times muntert om togturen, der førte til ulykken. Og svenske Aftonbladet skrev på spisesedlen: ”Så let snupper du et tog.”

Historien om rengøringskonens store togtyveri kan spores tilbage til kommunikationschefen i Storstockholms Lokaltrafik (SL) Suss Forssman Thullberg. Hun siger i dag, at ulykken endte som en kommunikationskrise, der kun huskes for én ting:
»Jeg sagde noget forkert. Alt andet var sandt, men det tog mig lang tid at indse, at den ene fejl kunne have så store konsekvenser,« forklarer hun, da Journalisten møder hende i Storstockholms Lokaltrafiks hovedkontor, en høj glasbygning på Kungsholmen i det centrale Stockholm.

Kommunikationsfejlen var, at der slet ikke var tale om et togtyveri – men en brist i sikkerhedssystemerne. Rengøringskonen var med andre ord ikke den kriminelle, hun blev udråbt til. Men selv offer for en teknisk fejl.
Anklagen om togtyveriet var baseret på gætterier fra SL, Arriva og politiet – og journalister i hele verden slugte historien råt. Måske fordi historien havde det hele. Gode billeder. Og så det uforklarlige og pirrende i, at en rengøringskone stikker af med fire togvogne på en svensk lokalbane – for hvor ville hun dog køre hen?
Læg dertil, at toget havarerede i den stille forstad Saltsjöbaden, hvor et af de første vidner, pressen talte med, var selveste Richard Herrey fra pop-trioen Herreys – dem med Grandprix-hittet Diggiloo Diggiley.

Richard Herrey vågnede midt om natten, da han hørte det høje brag. Han kørte i sin bil ned til ulykkesstedet, har han forklaret svenske medier.
»Man undrer sig jo over, hvordan det kunne ske. Dels hvordan nogen kunne stjæle toget – og så køre det direkte ind i et hus,« forklarede han.

Vi skal tilbage til tirsdag nat den 15. januar 2013. Et lokaltog, der er taget ud af drift, forlader helt uforklarligt rangerområdet i Neglinge. Om bord er en ung kvindelig rengøringsassistent på arbejde. Hun kan mærke, at toget triller hurtigere og hurtigere. Det når en fart af 80 kilometer i timen, før det klokken 2:26 kører tværs gennem en stopklods og flyver 25 meter ind i en tre-etagers beboelsesejendom ved Saltsjöbaden.

Kvinden, der befinder sig forrest i toget, kommer alvorligt til skade. Da politi og redningsfolk kommer frem, er det ikke muligt at afhøre hende, og hun bliver lagt i kunstig koma.
Kommunikationschef for Storstockholms Lokaltrafik (SL) Suss Forssman Thullberg blev vækket kvart over 4.
»Jeg fik at vide, at det ikke var en øvelse, men en rigtig ulykke. Et tog var kørt ind i et hus,« fortæller hun.

Hun kører ind til SL’s hovedkvarter og mødes med sikkerhedschefen, stabschefen og den presseansvarlige Jesper Pettersson. De følger SL’s plan i tilfælde af ulykker og nedsætter en krisegruppe, der er i løbende kontakt med togoperatøren, Arrivas kommunikationschef, Thomas Hedenius.

Da de første journalister ringer ind tidligt om morgen, lyder beskeden først helt kort fra SL, at der er sket en ulykke. Et tog er kørt ind i et hus.
»Mere vidste vi ikke,« siger Suss Forssman Thullberg.
Krisegruppen lægger en plan. Suss Forssman Thullberg beslutter, at det er vigtigt at være til rådighed for pressen. Hellere komme ud med, hvad man ved, end at holde på informationerne, understreger hun.

Der kommer løbende nyt fra ulykkesstedet – for eksempel at det er umuligt at sætte toget i gang uden en nøgle – som kun togførere har. Desuden skal dødmandsknappen holdes nede, for at toget kan køre. Gruppen tager en afgørende beslutning, som senere skal vise sig skæbnesvanger. De beslutter at fortælle pressen, at en medarbejder om bord på toget har taget toget ”med ulovlige midler”. I krisestaben ved de godt, at forklaringen vil vække opsigt.
»Før vi gik ud, ransagende vi os selv. Var vi sikre nok? Vi vidste, at det kunne få vældige konsekvenser. For i daglig tale vil det sige, at toget var stjålet,« forklarer Suss Forssman Thullberg.

Hele gruppen er med til at godkende udlægningen.
»Problemet er, at det var en forkert konklusion truffet på et for løst grundlag,« siger Suss Forssman Thullberg i dag blankt og uden forbehold. Hun henviser til, at togoperatøren Arriva begik samme fejl og gik ud med samme konklusion. Hun husker ikke, om de to togaktører forinden havde koordineret deres forklaringer.

Årsagen til ulykken er fortsat ved at blive undersøgt her flere uger efter. Derfor ønsker Suss Forssman Thullberg ikke at fortælle i detaljer, hvilke informationer der fik hende til at kalde ulykken et togtyveri.
»Vi blev overøst med information, og i den situation er det en kunst at kunne bedømme, hvad der holder. Men vi greb det ikke ud af luften,« siger hun.

Da SL går ud med historien, bemærker hendes pressekollega, at nogle medier allerede er ude med en teori om, at toget måske er stjålet. Men det er først, da hun som SL’s kommunikationschef siger det, at den historie overskygger alt andet. Sagen tager nu en drejning, hun aldrig havde forestillet sig.
»Der er forskel på, at en journalist skriver det, og at jeg siger det som kommunikationschef. Når jeg udtaler mig, har folk tillid til, at jeg ved besked.«

Til telegrambureauet TT siger hun dengang, at ”toget blev stjålet på depotet”. Tomas Hedenius fra togoperatøren Arriva siger til Aftonbladet, at en rengøringskone ”tog toget”.
”På en eller anden måde kunne hun komme ind og ulovligt køre af sted med toget. Vi udreder nu, hvordan det her har kunnet ske,” forklarer Arriva til Aftonbladet.

I dag kan Suss Forssman Thullberg godt se, at hun i stedet skulle have sagt, at man var i gang med at undersøge sagen, og at det indtil videre ikke var muligt at give en forklaring på ulykken.
»Men jeg syntes, at vi havde et ansvar over for de rejsende. Vi ville fortælle det, vi vidste. For at berolige dem.«
Togpassagererne skulle vide, at ulykken ikke var sket ved en tilfældighed.
»Ellers tør de jo ikke tage toget.«

Men i stedet for at berolige passagererne sætter udtalelserne gang i en verdensomspændende nyhedshistorie med et tragikomisk islæt. SL mister kontrollen over historien.
»Vi er vant til, at mange journalister ringer ind, hvis der for eksempel er snestorm. Men den her historie begynder at leve sit eget liv. Hold da op, hvor den tager fart. Jeg får følelsen af ”jøsses, sikke et drive den historie har”.
Telefonerne kimer uafbrudt hele formiddagen.
»Belastningen er absurd.«

Togtyveriet bliver hurtigt et af de hotteste debatemner på Twitter. Nyhedsstrømmen går så hurtigt, at Suss Forssman Thullberg ikke både kan kommunikere og sætte sig ordentligt ind i sagen.
»Ingen her i huset har oplevet noget lignende,« siger hun.

Nye afgørende detaljer, der peger på rengøringsassistenten, cirkulerer i pressen.
Hendes kollega hos Arriva Thomas Hedenius forklarer pressen, hvordan forbrydelsen kunne ske. Det er faktisk ikke så svært at stjæle et tog, forklarer han journalisterne. Enten har rengøringskonen "lært det ved at se sig omkring” på sin arbejdsplads, eller også havde hun "lært det på internettet".

Men over frokost begynder Suss Forssman Thullberg at trække i land. Måske har man været for hurtig med anklagen? Men hun tør ikke trække helt i nødbremsen og dementere, før hun er helt sikker. Hun forklarer blandt andre TV4, at der også kan være andre forklaringer på ulykken. Det er ikke sikkert, at der er tale om tyveri. Det ændrer dog ikke på historiens retning.
»Journalisterne noterede ikke mine subtile nuancer, og hvorfor skulle de gøre det? Jeg havde jo sagt noget, som jeg ikke dementerede. Men de spurgte selvfølgelig heller ikke ind til andre mulige forklaringer.«

I Danmark lavede Ritzau en version af historien om rengøringskonen, som en række webaviser bragte. TV 2 og DR dækkede også ulykken.
»Der var en historie, som flød rundt som et stort uhyre. Men jeg var så træt, at jeg ikke var i stand til at tage det ind. Jeg fik tunnelsyn,« husker Suss Forssman Thullberg.
Dagen efter – om onsdagen – ringer en tv-station til hende og fortæller, at ulykken er BBC’s topnyhed. Suss Forssman Thullberg har fortsat svært ved at forstå historiens rækkevidde. På de sociale medier bliver billederne fra ulykken koblet sammen med Gevalias velkendte reklame om, hvad man ville servere for uventede gæster. Jo længere væk historien kommer fra Sverige, jo mere bizar bliver den.

Onsdag eftermiddag har Suss Forssman Thullberg mistet overblikket. Hun kan slet ikke huske,
hvad hun havde sagt og ikke sagt. Hendes presseansvarlige Jesper Pettersson siger, at hun skal lytte sine egne udtalelser igennem, så hun kan høre, at det er tid til at dementere.
»Da jeg hørte klippene, følte jeg mig som en idiot. Jeg spurgte mig selv, hvordan jeg kunne have sagt det. Jeg ringede til stabschefen og sagde, at jeg var parat til at tage hele ansvaret. De var mere rolige og sagde, at det jo er den slags, der sker.«

Da hun går i seng onsdag aften, har hun arbejdet uafbrudt siden tirsdag nat.
Om torsdagen tager hun for første gang ud til ulykkesstedet og taler med medarbejderne.
Da hun kommer derud, kan hun mærke, at ”der er noget råddent ved sagen”.
»Det var for mange usikre komponenter. Det var slet ikke så enkelt, som vi havde kommunikeret.«

Hun kan se, at stedet er et levende miljø med masser af mennesker. Og dermed et sted, hvor der kan ske fejl, forklarer hun og tilføjer:
»Jeg tror ikke, det havde gjort en forskel, hvis jeg var taget derud tidligere. Der var jeg i en anden fase, hvor det bare handlede om at knokle derudad.«
Politiet, der også har støttet teorien om togtyveriet, begynder også at tale om, at ulykken sandsynligvis er resultatet af en sikkerhedsfejl. Det fortæller anonyme politikilder til Aftonbladet. Arriva er de første til at dementere.

Sagen ender med, at politiet, SL og Arriva dementerede. Men kun Suss Forssman Thullberg og SL’s vicedirektør undskylder. For øjeblikket er en officiel undersøgelse ved at kortlægge årsagen til havariet.

Suss Forssman Thullberg siger, at hun efter ulykken var i tvivl om, om hun kunne fortsætte i jobbet. Når hun er parat til at dele sine oplevelser med Journalistens læsere, er det, fordi hun tror, at kommunikationsfolk lærer mere af andres fejltagelser end successer.
»Og den her sag er der en del at lære af,« forklarer hun.

Spørgsmålet er, hvad journalister kan lære af sagen. Vært på det svenske, mediekritiske radioprogram Mediarna Martin Wicklin bemærker, at journalisterne var meget hurtige til at hjælpe tyveri-historien på vej – og den sande historie om, at det var et sikkerhedsproblem, ikke et togtyveri, fik slet ikke samme gennemslagskraft som den oprindelige historie.
»Den nye historie blev ikke spredt til hele verden. Selv om det er en større nyhedshistorie, at den slags kan ske. Der er tydeligvis en sikkerhedsbrist. Tænk, hvis det var sket midt på dagen.«

Han siger, at journalister almindeligvis er skeptiske over for kommunikationsfolk.
»Men i den her sag var historien alt for god, så de kildekritiske spørgsmål var væk.«

Om Suss Forssman Thullbergs troværdighed efter krisen siger han:
»Suss har en troværdighed på nul. Hun må begynde forfra. På en måde er det godt. Man kan lære at være mere kritisk over for kommunikationsfolk, når de kommer med forklaringer, som de ikke burde have så hurtigt. SL havde for eksempel slet ikke talt med rengøringskonen. Hun lå på sygehuset,« forklarer Martin Wicklin.

Suss Forssman Thullberg erkender, at hendes troværdighed lige efter ulykken ikke var meget værd. Men da SL få dage efter går ud med nyheden om togbilleter via sms, var det med hende som SL’s talsperson. Hun har nok udtalt sig om mindst 25 forskellige sager siden.
»Jeg bliver mødt af journalister på samme måde som tidligere,« siger hun.
Måske er det, fordi deres hukommelse er kort. Måske er hun ikke til at komme uden om som kilde. Og måske hjælper det, at SL undskyldte så klart, forklarer hun.

Fagforeningen Seko, der organiserer den unge rengøringskone, overvejer for øjeblikket at sagsøge Arriva for ulykken og de efterfølgende anklager. Kvinden ligger fortsat på sygehuset, men er ved bevidsthed og i klar bedring.
»Når hun får det bedre, vil vi tale med hende om erstatning. Ikke kun for skaderne, men også om konsekvensen af udtalelserne,« siger Sekos viceordførende, Johnny Nadérus.

Han forklarer, at søgsmålet måske også kommer til at omfatte SL. Men kvinden var ansat af et firma tilknyttet Arriva.
»Det er derfor Arriva, som det er mest oplagt at sagsøge.«

Johnny Nadérus giver ikke meget for, at Suss Forssman Thullberg fortryder, at hun var for hurtigt ude med en forkert forklaring.
»Hvilken indsigt,« siger han med et højt grin.
»Det er jo dagens joke, at hun har lært, at hun var for hurtig. Jeg synes, det lyder som et tydeligt tegn på inkompetence.«

Samme vurdering går igen overalt på de sociale medier og kommentarfelter på netaviserne: Amatøragtigt, ansvarsfraskrivelse, fyringsgrundlag. Suss Forssman Thullberg siger, at hendes medarbejdere holdt hende væk fra indlæg, der for eksempel angreb hendes person.
»Det har påvirket mig meget. Det er ikke sjovt at blive kaldt for grimme sager. Jeg burde vel forholde mig til kritikken, fordi jeg har udsat rengøringskonen for så meget. Men der gik min grænse,« siger hun.

Hendes mand sagde, at hun skulle vente med at beslutte, om hun ville fortsætte, indtil det hele var overstået.
»Det er det nu, og jeg fortsætter.«

Vært på radioprogrammet Mediarna Martin Wicklin siger, at historien om ulykken ved Saltsjöbadet rummer både alvor og komik. Jo længere væk fra Sverige, jo mere komisk kan det se ud.
»I andre lande kan det være en skæg historie fra det høje nord. Da historien kom til at handle om sikkerhed, fik den ikke samme udbredelse. Og den blev slet ikke citeret i hele verden. Det siger noget om journalister. Vi fortæller ikke altid de vigtigste historier. Det er vel det mest tragiske.«