search

Det store illusionsnummer

 Inger Abildgaard blev fyret som 60-årig og skal nu hele møllen igennem på Arbejdsformidlingen. Det er absurd, mener hun. Absurd. I marts sidste år fyldte jeg 60 og blev samtidig fyret som følge af en større organisationsændring. I de følgende måneder arbejdede jeg freelance suppleret med dagpenge.

 

Inger Abildgaard blev fyret som 60-årig og skal nu hele møllen igennem på Arbejdsformidlingen. Det er absurd, mener hun.

 

Absurd. I marts sidste år fyldte jeg 60 og blev samtidig fyret som følge af en større organisationsændring. I de følgende måneder arbejdede jeg freelance suppleret med dagpenge.

I efteråret indkaldte Arbejdsformidlingen til møde om en jobplan. Den venlige arbejdsformidler fandt forskellige brochurer frem. Første brochure handlede om et skrivekursus for akademikere og kunstnere. Ifølge brochuren bestod kurset blandt andet af praktiske øvelser i en række grundgenrer som pressemeddelelser, webtekst, portræt og baggrundsartikel.

»Fint nok, men jeg har faktisk levet af at skrive i 35 år,« indvendte jeg. Næste forslag var et coachingforløb. »Ja, udmærket. Men jeg har allerede gået til coaching et helt år betalt af min tidligere arbejdsgiver,« forklarede jeg. Tredje forslag var et webredaktørkursus. »Jo, relevant nok, men min freelancevirksomhed vil lide svært under, at jeg sidder på skolebænken hver dag i over en måned,« sagde jeg.

Det kunne den flinke mand godt se, så han foreslog, at jeg gik ud og kiggede på de øvrige brochurer og sendte ham en mail om mit valg.

Derefter fandt jeg selv et ugekursus i webkommunikation, arrangeret af Journalistforbundets Uddannelse og Kompetence. Et kursus, der passede som hånd i handske til den plan, jeg havde lagt sammen med min første coach. Derfor bad jeg per mail om at få dette kursus lagt ind i Arbejdsformidlingens jobplan.

Svaret kom kort tid efter i form af en »Aftale vedrørende jobplan.« Ifølge denne 'aftale' skulle jeg stikke snuden i coachingsporet. Begrundelse: Med deltagelse i personlig coaching forventes det, at Inger bliver afklaret i forhold til sin jobsøgning og derved styrker sine muligheder for at opnå varig selvforsørgelse.

Ingen argumenter hjalp. Far ved bedst!

Så på med vanten. Seks omgange med kunsten at skrive en ansøgning. Pris: 6.000 kroner. På skatteborgernes regning. Mit eget valg kostede 5.000 kroner.

Som ledig skal jeg: Regelmæssigt sende ansøgninger, en gang om ugen tjekke om en arbejdsgiver har besøgt mit CV på Jobnet samt deltage i diverse foranstaltninger, uanset om de ude af trit med den sunde fornuft.

Intet af det har med min virkelighed at gøre. Den ser nemlig sådan ud: Ingen mediearbejdsgiver ville drømme om at bruge Arbejdsformidlingen eller besøge Jobnet. Stort set alle job inden for vores område formidles via andre kanaler. Uanset, hvor mange ansøgninger jeg skriver, bringer de mig ikke et skridt nærmere selvforsørgelse. Set med arbejdsgiverøjne er sidste salgsdato for længst overskredet, når man nærmer sig 61. Så i virkeligheden er min egen plan om at gøre det så godt som muligt som freelancejournalist langt tættere på realiteterne.

Men den virkelighed anerkendes ikke i det store jobteater, hvor dagpengeretten er betinget af, at man er aktivt jobsøgende til et lønmodtagerjob. Som freelancer på supplerende dagpenge er man derfor tvunget til at deltage i et gigantisk illusionsnummer, hvor vi alle sammen lader, som om »vi styrker Ingers muligheder for varig selvforsørgelse.«

Ved næste møde hos FAR vil jeg bede om et skuespilkursus.

Inger Abildgaard har i ti år arbejdet for Amtsrådsforeningens månedsmagasin Mandat. Hun blev fyret som følge af Strukturreformen sidste år og arbejder nu som freelancer.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen