Journalistens sommernummer 2009 er helliget tabuer.

Og vi kommer vidt omkring. Fra sex til alkoholmisbrug og sindssyge over arbejdsløshed og død til layouternes foragt for allemandsskrifttyper som Verdana. Men det største tabu, vi har afdækket, er mediechefernes løn.

»Løn er jo mere tabubelagt end sex,« forklarer en chefredaktør, der naturligvis ønsker at være anonym.

Vi har spurgt 116 redaktører, hvad de får i løn, bonus og fryns. Mange mediebosser bliver fornærmede og skælder ud. De betragter spørgsmålet som udtryk for nyfigenhed i forhold til en privat sag.

Det er de samme chefredaktører, der var stærkt forargede over, at statsministeren bremsede for aktindsigt i ministres kalendere. Det er de samme chefredaktører, som nidkært vender Lars Løkkes bilag til videofilm. Det er de samme chefredaktører, som ville klage i raseri til ombudsmanden, hvis kommunalchefen afviste at oplyse sin løn. Det er de samme chefredaktører, som kræver gennemsigtighed og åbenhed i den offentlige sektor og finanssektoren.

I netop denne sag ser man sig selv som rent private virksomheder uden samfundsmæssige forpligtelser. Det er noget vrøvl. DR-redaktørernes løn er betalt direkte af borgerne over licensen, så der er i praksis ingen forskel i forhold til en kommunaldirektør. Og de øvrige chefer arbejder for en stor dels vedkommende på medier, der ville lukke uden offentlig støtte.

Den 2. oktober fremlægger Rambøll Management og professor Anker Brink Lund efter to års arbejde den endelige rapport med forskellige forslag til, hvordan mediestøtten kan fordeles i fremtiden.

Så får piben en anden lyd. Medierne er pludselig ikke længere rent private virksomheder, og cheferne stiller sig i kø for at fortælle om netop deres medies store samfundsmæssige forpligtelser.

De har ret, men politikerne bør ikke omfordele eller bevilge en krone, før medierne har erkendt, at der følger pligt til gennemsigtighed med støtten. Borgerne har ret til at vide, hvad deres skattekroner går til. Ligesom bankerne må medierne selvfølgelig acceptere, at der følger offentlig regulering med massiv støtte.

Det er bekymrende, hvordan lukkethedskulturen har spredt sig helt ind i demokratiets vagthunds hjerte. Frem til slutningen af 60'erne var der offentlighed om skatteindbetalingerne i Danmark. Denne åbenhed findes stadig i vores nabolande Norge og Sverige.

Da det svenske fagblad Journalisten lavede en tilsvarende undersøgelse i 2006, svarede 40 procent af mediecheferne detaljeret på spørgsmål om månedsløn, opsigelsesvilkår, bonusordninger, afgangsvederlag, pensionsvilkår, bil og andet fryns.

Det gjaldt for eksempel chefredaktørerne på de store aviser Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Göteborgs-Posten, Expressen og Aftonbladet. På de tilsvarende danske aviser Politiken, Berlingske Tidende, JydskeVestkysten, B.T. og Ekstra Bladet har chefredaktørerne valgt ikke at svare.

At seks ud af 10 ikke svarede, førte til skarp kritik i Sverige.

"Medierne er i det hele taget meget lukkede om sig selv, på trods af at de kræver åbenhed af andre. De har også svært ved at håndtere kritik. Se bare, hvad der sker, når mediemennesker får kritiske spørgsmål i nyhedsprogrammer. De bliver uforskammede og nægter at svare på spørgsmål. Mange agerer på en måde, som andre magthavere ikke ville slippe godt fra," sagde Kent Asp, som er professor i journalistik ved JMG i Gøteborg.

Her er vi fremme ved det paradoks, som mediemennesker har allersværest ved at håndtere. Vi vil gerne se os selv som magthavernes vagthund, samtidig med at vi selv er magthavere, som må tåle krav og kritik.

Jakob Elkjær:
54.800 om måneden + 10 procent pension samt avis, telefon, licens, net, repræsentation og rejsetaske! Ingen bil. Ingen bonus.