
Foto: Rita Kuhlman
HVAD: Sangerinden Pauline
FOTOGRAF: Rita Kuhlman, fotograf på Heartbeats
FRAVALGT AF: Universal Music
”Ved siden af mit job på Heartbeats laver jeg nogle gange opgaver for andre kunder. Billedet her er fra 2021, hvor Pauline skulle udgive sin første single.
Det er altid lidt sjovt at fotografere helt nye navne, som ikke helt har udviklet deres visuelle udtryk endnu. Så en stor del af opgaven for os var faktisk at finde ud af, hvordan hun visuelt skulle kommunikere som artist. Pauline var selv meget inspireret af havet og Sverige og børnebøger, og hun havde lavet et moodboard med muslingeskaller, mumitrolde og forsiden af ’De små synger’. Det skulle være sommerligt, nostalgisk, blødt og barnligt – lidt naivt måske også.
Jeg fotograferede analogt for at skabe det nostalgiske udtryk, og bagefter sendte jeg et stort kontaktark til grafikeren. Billedet med møllen var virkelig en darling for mig. Der er noget eventyrligt over det – det ligner, man er trådt ind i en svensk børnebog. Og så er lyset bare virkelig dejligt og forårsagtigt. Måden, det kommer ind bagfra og spiller i hendes hår og nederdel gør det meget taktilt for mig.
Pladeselskabet valgte det dog fra og gik i stedet med nogle mere abstrakte billeder og enklere portrætter, hvor hun er fotograferet tættere på. Det passede nok bedre til en helt ny artist, der skulle have sit ansigt frem, at hun selv spillede en større rolle i billedet. Jeg tror, at møllen var lidt for forstyrrende.”
–
Har du selv et fravalgt billede, der står dit hjerte særligt nært og gemmer på en god historie, så send det til keb@journalisten.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.