Hvilken fremtid har Urban og MetroXpress,og hvordan vil de påvirke resten af avismarkedet? Vi har spurgt to kloge hoveder?
Niels Krause-Kjær.
Uddannet fra DJH i 1990. Tidligere journalist på Jyllands-Posten og pressechef i Det Konservative Folkeparti. Er i dag afdelingsleder på journalistliniens anden del på Journalisthøjskolen i Århus.
Hvorfor kommer der pludselig to gratisaviser på markedet?
– Nu har vi vænnet os til, at der er gratis nyheder i fjernsynet, i radioen og på internettet – og så skal der naturligvis også være gratis nyheder på papir. Tidligere var nyheder noget, man så i fjernsynet klokken 19.30 eller fik gennem den prestigeindpakning, som man kalder en avis. Nu har vi også fået gratis nyheder på papir. Det er da logisk.
Hvilken slags journalistik skal der til, for at københavnerne vil læse gratisaviserne?
– Jeg tror, gratisaviserne er nødt til at være kønsløse – ligesom Stryhns leverpostej. Det er jo et hamrende godt produkt, fordi det ikke vækker anstød hos for mange. Det er da godt lavet! Så det kønsløse og det gratis hænger uløseligt sammen. Avisen skal både kunne passe til en ung bz'er og en direktør.
Hvad kan gratisaviserne tilbyde, som man ikke får andre steder?
– De er gratis, de er lettere at have i inderlommen, og så står der mennesker om morgenen og rækker avisen til én. Det er hele tre fordele i forhold til en morgenavis, som koster 3.000 kroner i abonnement om året. For dem, der bare lige vil klædes på, giver gratisaviserne et hurtigt overblik.
Hvad burde være de andre avisers modtræk til gratisaviserne?
– Jeg håber, at gratisaviserne vil give næring til en diskussion om vigtigheden af avisernes identitet. Man skal kunne mærke, at der er en afgørende forskel på, om det er den ene eller den anden avis, man sidder med. Man kan sige, at metroXpress næsten er en karikatur af det, aviserne har gjort i lang tid, nemlig at tilbyde det midtersøgende. Nu bør aviserne koncentrere sig om at skabe sit eget billede af verden. Det er jo dygtige menne-sker, der sidder på morgenaviserne, og man kan håbe, at de gratis aviser kan give anledning til at dreje skuden – det ville i hvert fald være tiltrængt. Når der er gratis leverpostej til folket, så skal de andre aviser være et festmåltid med tre-retters menu.
Er du bange for, at konkurrencen fra gratisaviserne samlet set vil forringe mulighederne for at lave god journalistik?
– Næh. Samtidig med at nogle aviser bukker under, bliver folk pludselig enormt bange, fordi nogle nye aviser dukker op. Det undrer mig. Herregud – hvis et produkt som metroXpress er en trussel mod de danske morgen- og formiddagsaviser, så fortjener de ikke bedre. B.T. og Ekstra Bladet frygter nok metroXpress mest, men de må bare tage sig sammen.
Hvad vil afgøre, om gratisaviserne overlever?
– Det handler jo om penge, hvor meget man vil satse på det, og hvor stor tålmodighed, man har. Jeg tror, der er plads til mindst én gratisavis i en by af Københavns størrelse. Man kan jo se, at de gratis aviser klarer sig fint, selv om der kun er et minimum af journalistisk indhold i dem. Sammenlignet med dem er det journali-stiske niveau i metroXpress og Urban ganske højt.
Hvis du skulle købe metroXpress eller Urban i løssalg, hvor meget ville du så give for den?
– Hvis jeg stod klokken 7 om morgenen og skulle med S-toget på arbejdet, kunne jeg godt finde på at give et par kroner for den. Jeg synes, det er et par kroner værd, at nogle mennesker har gjort en indsats for at tygge døgnets begivenheder igennem for mig.
Læs også: Maskinagtig udbening og Et skoleblad og en nyhedsmaskine
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.