search

Det skal nok gå …

312 dage om året beviser to journalister på Kjerteminde Avis, at to er nok til at lave et dagblad – endda et dagblad, der giver overskud. På opslagstavlen hænger en lille lap med noget af forklaringen; "Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt".

På Kjerteminde Avis larmer det op til deadline. De syv fingre, der seks dage om ugen skriver Danmarks mindste dagblad, hamrer på tastaturerne. Det lyder nærmest som vuggestuebørn, der går amok på deres hamrebræt.
Klokken er 11 minutter over 12 en torsdag midt i marts. Helle Nordströms fire skrivefingre mangler stadig to noter og en lidt større ting fra byrådsmødet i Kerteminde i aftes. Om 19 minutter skal hun være færdig.

Halvanden meter fra hende – på den anden side af en væg – sidder chefredaktøren. Hans fingre banker en historie ind på Mac'en fra generalforsamlingen i sejlklubben i aftes.

"I starten kunne jeg næsten ikke klare deres larm … Helle er værst," siger kontordamen, som sidder og kan kigge ind på de to journalisters kontorer.

Gennem årene har hun vænnet sig til det, ligesom man til sidst vænner sig til larmen, hvis man bor tæt på en motorvej. Indimellem bliver det pludselig helt tyst i små ti sekunder, når de to journalister lige skal finde næste citat på deres blok. Og så kører hamrebrættet igen.

"Helle, hun er fandme hurtig – det vil jeg gerne medgive," siger chefredaktøren tydeligt imponeret.

Og klokken 12.30 har hun bevist det igen, igen. Hendes to sidste noter og den tospaltede historie bliver lagt på chefredaktørens bord.

"Man skal være hurtig for at kunne arbejde her. Vi har en vis øvelse i at få fingeren ud af gaskammeret," siger Jørgen Wind-Hansen, som i 20 år har været chef på det 122 år gamle dagblad.

 

Ikke kunst, men færdigt
"Jeg skal bare have rubrikken på plads, og når jeg har den, er historien nærmest stablet på plads inde i mit hoved. Så løber den bare. Og så har jeg i øvrigt meget svært ved at begrænse mig … og det er en stor fordel her," fortæller Helle Nordström og går over og piller en lille lap ned fra sin opslagstavle.

"Det skal ikke være kunst, det skal bare være færdigt," står der på lappen.

"Den siger ret præcist, hvad det handler om hos os … Men egentlig er jeg ikke sikker på, om jeg kunne bruge den ekstra tid, jeg ville have andre steder, til noget," siger Helle Nordström og sætter sig igen ved sin Mac. Bag hende har hun en anden computer, som har adgang til internettet – på pauseskærmen løber teksten: "Det skal nok gå …"

Og det gør det.

Som journalist har hun aldrig prøvet andet end Kjerteminde Avis. Hun var i praktik på avisen i 1985, og da hun året efter blev færdig på Danmarks Journalisthøjskole blev hun headhuntet tilbage til landets mindste dagblad.

Ansættelsen af Helle Nordström var en markant opnormering af det redaktionelle mandskab på dagbladet, som voksede fra at være en chefredaktør og en journalistpraktikant til at være en chefredaktør og en journalist.

Seks dage om ugen producerer de to et dagblad på fire sider til 1740 trofaste abonnenter – og derudover bliver der dagligt solgt små tyve stykker i Kertemindes tre kiosker.

"Vores hensigter og intentioner er de bedste. Jeg har oven i købet en gang lavet en redaktionel målsætning. Men virkeligheden, når man er to mand, ligger jo et andet sted. Og jeg siger dig, at vi må lave kompromiser hele tiden," forklarer chefredaktøren.

Der er optimisme på avisen, da en netop afsluttet telefonkampagne har skaffet 132 nye abonnenter. De nye avisabonnenter har fået kvartalsabonnementet 10 kroner billigere end stamkunderne. De nye nøjes med at betale 230 kroner.

"Det taler vi ikke højt om, for de faste abonnenter ville blive fornærmede, hvis de vidste, at de nye får 10 kroner i rabat," fortæller chefredaktør Jørgen Wind-Hansen, som glæder sig over fangsten på 132 abonnenter.

 

Tjener mere end de store
Han virker som én af de mest ubekymrede dagbladsredaktører, JOURNALISTEN har mødt i lang tid. Han indrømmer dog, at samtalen på avisredaktionen i Kerteminde nu og da også falder på bladdød.

"Men det er nu aldrig vores egen avis' liv, vi frygter for. Vi vil altid bestå," siger Jørgen Wind-Hansen uden forbehold.

Der er udsigt til endnu et år med et pænt overskud. Den lille avis mønstrer en bedre økonomi end flere af de store dagblade. Fyens Stiftstidendes oplag er for eksempel 36 gange så stort som Kjerteminde Avis, men indtjeningsmæssigt bærer Kjerteminde Avis den fynske førertrøje. 500.000 kroner er avisens overskud i år, hvor Fyens Stiftstidende slet ikke formår at komme på plussiden.

Chefredaktørens mund snører sig sammen, når man fritter efter en forklaring.

"Du kan godt tro om igen, hvis du tror, jeg vil sidde her i min lille hule og give de store bladledere gode råd."

I stedet finder vi måske et slags svar på bagsiden af avisens kuverter. Her har avisen trykt et af sine slogans; "En lille og vågen er bedre end …" Der er ingen tvivl om, at det at være Danmarks mindste ikke giver avisen mindreværdskomplekser. Tværtimod.

"På alle leder og kanter er vi et rigtigt dagblad. Vi har egne bude, vi er medejer af Ritzau, vi er medlem af Danske Dagblades Forening og Danske Dagblades Forenings Forhandlingsudvalg. Vi gebærder os på alle leder og kanter som et dagblad," fastslår Jørgen Wind-Hansen tydeligt stolt over at være med i de stores klub.

 

Typotekniker som A-mand
Ordet stolt og også faglig stolthed tager Jørgen Wind-Hansen gerne i sin mund.

"Vi er den avis i Danmark med den korteste produktionstid. Vi er den eneste lørdagsavis, som bliver lavet om lørdagen. Jeg ved godt, at vi ikke kan hamle op med timenyheder og internettet, men vi er det hurtigste dagblad. Det giver os faglig stolthed at få de seneste nyheder med fra Ritzau. Læserne tænker sikkert ikke over det, men vi må aldrig holde op med at tro på, at det har en betydning – om ikke andet så for, at vi kan pudse vores faglige glorie."

Forsiden på Kjerteminde Avis består af rene Ritzau-nyheder. Om morgenen vælger chefredaktøren en ti-femten Ritzau-telegrammer, som han lægger i en bunke til typoteknikeren Svend Lange. Han har været på avisen i 30 år, og de sidste 25 år har han fungeret som avisens A-mand.

"Mange års samarbejde har gjort, at Svend godt ved, hvad jeg vil have som top. Jeg vil have lidt slag i bolledejen øverst, og så går jeg meget efter historier, der går ind i alle hjem; skole og skat for eksempel er noget, alle godt vil orienteres om," forklarer chefredaktøren.

Denne torsdag har Svend Lange valgt en historie om praktikpladser som tophistorie.

"Det er noget, der interesserer de unge," siger Svend Lange, som synes, det er sjovt at lave forsiden.

"Jeg følger lidt med i, hvad der sker i samfundet. Og så ser jeg lidt tv-avis," fortæller forsidemanden.

"Inde på Fyens Stiftstidende sidder der, jeg ved ikke hvor mange redaktionssekretærer. Sådan noget har vi ikke her," konstaterer chefredaktøren og lyder som om, han også helst var fri for den slags.

 

Hopper forsiden over
Det er 20 år siden, at Jørgen Wind-Hansen kom til avisen som chefredaktør. Han kom fra et job som lokalredaktør på Sjællands Tidende i Slagelse, hvor både redaktionen og abonnementstallet var langt større end på Kjerteminde Avis.

"Jeg kom jo ude fra den store verden og skulle nok vise dem i Kerteminde, hvordan man lavede avis. Der skulle lokalhistorier på forsiden, som sagde spar to til alt … Det var jo barnelærdom, at den bedste historie skulle på forsiden. Men den unge redaktør måtte snart erkende, at verden var anderledes i Kerteminde …," fortæller Jørgen Wind-Hansen.

I Kerteminde starter læserne på side 2. Der har de lokale historier altid stået, og sådan skal det blive ved med at være.

"Jeg opdagede jo til min store overraskelse, at folk simpelthen ikke havde læst historierne, hvis de var placeret på forsiden."

Så det er derfor, den lokale avis er klinisk renset for egne Kerteminde-historier på forsiden.

Hele side to er til gengæld lokal med alt fra sportsresultater, kommunale historier og vejrudsigt til reportage fra første skoledag på seniorhøjskolen. Side tre er et mix af lidt lokalt stof og meget Ritzau, og bagsiden er tv-program, suppleret med lidt Ritzau-sportsnote-stof.

På side tre finder man også hver dag en bid af en roman – for det meste et lille tospaltet uddrag. Guldtræet hedder den for tiden, men den fylder ikke meget i chefredaktørens hoved.

"Jeg ved slet ikke, hvad romanen hedder for øjeblikket. Sørøverskatten … eller er det Konen med æggene … Det er bare én, vi har som elastik. Jeg har aldrig læst én eneste af de romaner, vi har bragt."

 

Afhængige af hinanden
Det med romanen er tydeligvis bare et nødvendigt sikkerhedsnet, som er spændt ud under de to journalister, der i seksten år har siddet på hver side af den samme væg.

"Vi har arbejdet sammen så længe, at vi nærmest går som et gammelt ægtepar og hakker på hinanden, men jeg tror ikke, at vi på nogen måde kunne se en dagligdag, hvor vi ikke var her begge to. Vi er vildt afhængige af hinanden," siger chefredaktøren.

Helle Nordstöm lægger ikke skjul på, at det indimellem er svært, at hendes eneste journalistiske kollega samtidig er chef.

"Jeg savner af og til nogen at stå sammen med," siger Nordström.

De hårde dage for dem begge to er, når de skal lave avisen alene, fordi den ene har ferie. Og de har seks ugers ferie.

"Jeg kan da godt stå og tænke sådan en sommeraften, hvor jeg i 14 dage skal lave avisen alene; kære Vorherre – send mig et mirakel. Men det går jo alligevel. Der har jo endnu ikke været trykt en avis med et stort hvidt felt, hvor børnene selv kan male …"

Der er ikke meget, der tyder på, at børnene i Kerteminde nogensinde får det hvide malefelt. Det-skal-nok-gå-holdningen gennemsyrer Wind-Hansen, Nordström, Lange og kontordamen, og selv den 30 år gamle trykmaskine ser ud som om, den har tilsluttet sig holdningen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen