Hvordan sælger du som PR-medarbejder din historie til en journalist? Her er 3 sætninger, du i hvert fald ikke skal sige, ifølge PR-eksperter.
Både journalister og kommunikationsfolk kender samtalen. En PR-mand ringer og vil sælge en historie. Men nu har PR-sitet Ragan's samlet tre sætninger, kommunikationsmedarbejderen IKKE skal sige til journalisten.
1. »Jeg har aldrig set noget lignende.«
Lad være med at puste projektet op til et revolutionerende niveau, det ikke kan bære, lyder første råd fra PR-folkene.
»Bevar perspektivet. Hav tillid til, at det er et glimrende produkt, men lad være med at stille det op på en piedestal, særligt over for journalister. De har hørt det før, igen og igen,« skriver Ragan's.
2. »Hvornår kan vi forvente, det bliver bragt?«
Journalister bryder sig ikke om at blive presset af PR-medarbejdere, der vil have deres historie bragt hurtigst muligt. Sådan lyder andet råd.
»Det bedste, du kan gøre er at takke dem (journalisterne, red.) for deres tid og komme videre. Hvis historien bliver bragt, bliver den bragt. Hvis du ikke hører noget i et par uger, så send én e-mail. Jeg gentager: Én e-mail.«
3. »Jeg ved godt, det ikke er dit felt, men…«
»Det tager ikke ret lang tid at finde ud af, hvem du bør sende din historie til. De fleste aviser, magasiner, blogs og deslige har beskrivelser af medarbejderne og links til deres historier. Derudfra kan du normalt fastslå, hvem der er den rigtige journalist at kontakte,« skriver Ragan's.
Derfor er det tredje råd at undgå at sende en historie til den forkerte journalist. Det sender ifølge PR-eksperterne et signal om, at du ikke har lavet din research.
6