Det sidste skib forlader Papirøen

I 23 år har truckførerne tømt skibet "Trans Dania", der leverer avispapir til danske trykkerier. Det tager godt 6 timer at tømme skibet på Papirøen midt i København. Nu er det sket for sidste gang. Og truckførerne er fritstillet
29.11.2012 · 14:04

I 23 år har truckførerne tømt skibet "Trans Dania", der leverer avispapir til danske trykkerier. Det tager godt 6 timer at tømme skibet på Papirøen midt i København. Nu er det sket for sidste gang. Og truckførerne er fritstillet

Midt i København ligger dansk dagspresses ukendte hjerte: Papirøen. Egentlig hedder øen Christiansholm, men på Christianshavn bliver den aldrig kaldt andet end Papirøen, og selv kommunen har tilføjet det uofficielle navn i lokalplanerne.

Det er her, dagspressen oplagrer avispapir i enorme lagerhaller, der ligger tæt på Operaen, Forsvarskommandoen, Det Kongelige Skuespilhus og restaurant Noma på det yderste Christianshavn. Der findes ikke en mere attraktiv byggegrund i hele København.

Og det er her, det store orange papirskib "Trans Dania" i 23 år er ankommet fra skiftevis Norge, Sverige og Finland med flere tusinde store ruller avispapir. Før det sejlede andre skibe på ruten, og sammen har de udgjort hovedpulsåren for danske aviser siden begyndelsen af tresserne. Her var hjertekammeret, som havde lagre til en måneds avisproduktion for hele nationen.

Men den æra er slut. Mandag den 26. november kl. 14.45 blev den sidste papirrulle losset over kajkanten, og kl. 15.13 blev den sidste trosse kastet, og "Trans Dania" sejlede forbi Operaen, Langelinje og Trekroner-fortet for sidste gang.

Trucks_paa_papiroeen. Foto: Ernst Poulsen

 Hurtigt og effektivt kører trucks de sidste, tunge papirruller fra skibet ind i lageret på Papirøen (Foto: Ernst Poulsen)

Tilbage står de gråtonede lagerbygninger med de røde porte midt i Københavns centrum. Så anonyme, at turbådene ikke nævner dem på rundfarten, selv om de sejler rundt om øen dagen lang, og ankrer op ved øen om aftenen, når den sidste turist er sat af.

For fremtiden skal avispapiret til Sjælland og Bornholm leveres direkte på lastbil fra Sverige af danske, svenske og østeuropæiske chauffører. Det handler som altid i disse år om at spare penge.
På papirøen arbejder 10 personer for Pressens Fællesindkøb, men inden ugen er omme, vil alle truckførere - undtaget en enkelt - blive fritstillet. "Nu skal vi arbejde for staten," lyder det sarkastisk, når man spørger til fremtiden. Ingen af dem har udsigt til andet arbejde, selv om det er et rutineret hold, hvor nogle har kørt avispapir i 15 eller 25 år. Forude venter et login til Jobnet og de faste kontrolture til arbejdsformidlingen.

I gangen foran kantinen hænger et gulnet, 22 år gammelt brev på norsk. Et vidne om fagligt stolthed. Det er en opgørelse, der omhyggeligt udregner, at de danske truckførere kan tømme skibet mere effektivt end kollegerne i Finland. Danskerne kan tømme skibet på 6½ time.

Linesman_kaster_fortoejning. Foto: Ernst Poulsen

En linesman er kommet kørende på knallert. Han kaster for sidste gang fortøjningerne til papirskibet, inden han hurtigt kører videre. (Foto: Ernst Poulsen) 

Holdet på land er de fastansatte, mens holdet nede i skibets lastrum hovedsageligt består af efterlønnere og havnearbejdere, der bliver kaldt ind, når skibet skal losses. I dagens anledning har 3F sendt en faglig medarbejder, men der er ikke revolution på kaj-kanten, blot en resigneret konstatering af, at tiden er løbet fra lageret.

Billigere og mere risikabelt

"Ideen er selvfølgelig, at vi går over til just-in-time-levering direkte fra papirfabrikken i Hylte nord for Halmstad til de forskellige trykkerier. Vi regner med at kunne spare 12-14 millioner kroner på lønninger, husleje, skatter og bedre drift af "Trans Dania," siger Michael Petersen, der er logistikchef hos Pressens Fællesindkøb. Og når dagbladene er presset, så skal der spares.

"Tidligere blev aviser trykt på 45 grams papir. Nu trykker halvdelen på 42,5 grams papir, og den anden halvdel er gået ned til 40 gram. Det betyder en besparelse på 2-3 %, og selv om det ikke lyder af meget, så kan det godt blive til et stort beløb hen over året," fortæller Michael Petersen.

Besparelsen kommer dog ikke uden en øget risiko, vurderer han. Hvis der er strejke på papirfabrikken i Halmstad eller snevejr, så er der mindre buffer, før avisen vil stå uden papir. Trykkerierne skal også regne med selv at stå for losning af lastbilerne. Til gengæld kan man stadig bruge lageret i Kolding som buffer.

Trosserne kastes

Trans Dania's kaptajn Trond Nilsen er lidt trist ved udsigten til ikke at skulle besejle Papirøen længere. København er en hyggelig by med mange attraktioner, og det har i årevis været en tradition, at præsten fra Den Norske Kirke kiggede forbi.

Mens kaptajnen besvarer mails, holder en kollega øje med skibets ballasttanke, der skal fyldes, efterhånden som papiret bliver losset. Det meste kører automatisk, men der skal alligevel være et øje på overvågningsskærmene og videobillederne fra lastrummet.

Skibets besætning er alle fra Rumænien eller Polen. Et par sømænd kigger forbi kaptajnen, giver hånd og siger pænt farvel for denne gang. Et par andre er netop ankommet til Kastrup og forventes at ankomme kl. 13. En varebil ankommer med reservedele og forsyninger, og i samme øjeblik de er hejst om bord, kommer skibets motor op i omdrejninger.

En vagt fra Copenhagen Linesmen kommer forbi for at kaste trosserne. Han kaster sig hurtigt på scooteren og drøner videre til næste opgave.

Ingen står på kajen og vinker. Truckførerne er for længst taget hjem, og tilbage er kun en enkelt mand med et kamera. Han tager billeder for en entrepenør, der allerede forhandler med det offentlige ejerselskab "By & Havn" om øens fremtid.

Kommentar

Seneste jobopslag

Pressekonsulent

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
Ansøgningsfrist: 13.05

Kommunikationsmedarbejder til Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Ansøgningsfrist: 06.05

Studentermedhjælper til SoMe og kommunikation til Danske Mediestuderende

Danske Mediestuderende
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikationsmedarbejder (journalist)

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 10.05

Journalist til kommunikationsopgaver i Helsingør Stift

Helsingør Stift
Ansøgningsfrist: 04.05

Kommunikationsansvarlig

Kunstforeningen GL STRAND
Ansøgningsfrist: 01.05

Information søger korrespondenter

Information A/S
Ansøgningsfrist: 30.04

KOMMUNIKATIONSCHEF

Krifa
Ansøgningsfrist: 14.05

Kommunikationskonsulent med teknisk snilde og politisk flair

FARMAKONOMFORENINGEN
Ansøgningsfrist: 08.05

Højskolelærer til undervisning på journalistlinjen

Rønde Højskole
Ansøgningsfrist: 23.04