search

Det ser sort ud

   Jyllands-Postens medarbejdere risikerer om en uge at stå uden tillidsfolk, fordi ingen vil påtage sig hvervet. For en del af de ansatte er situationen symptom på en alvorlig krise i forholdet til ledelsen, der beskrives som »hårdhændet« og »despotisk«.  

Jyllands-Postens medarbejdere risikerer om en uge at stå uden tillidsfolk, fordi ingen vil påtage sig hvervet. For en del af de ansatte er situationen symptom på en alvorlig krise i forholdet til ledelsen, der beskrives som »hårdhændet« og »despotisk«.

BLACKOUT. Efter seks år på posten trækker Jyllands-Postens (JP) tillidsmand, Erik Vohnsen, sig, når medarbejderforeningen den 14. april holder generalforsamling. Old news, vil mange sige, for Vohnsen har i længere tid varslet sin afgang. Det nye er dog, at der ikke er nogen til at afløse ham.

»Vi har gennem de seneste to-tre år efterlyst nye kandidater, men det har vist sig umuligt at finde en, der vil afløse mig som tillidsrepræsentant. Det vil være en meget ulykkelig situation at stå uden tillidsfolk på Jyllands-Posten,« siger Erik Vohnsen.

Ingen af de fire andre bestyrelsesmedlemmer i Journalisternes Faglige Gruppe har lyst til at overtage posten. De mener ligesom Vohnsen, at de har aftjent deres værnepligt. De har dog indvilget i at tage en tørn mere, hvis en ny formand for gruppen melder sig. Tilbage står, at hvis der ikke bliver valgt en ny tillidsrepræsentant, bliver det Dansk Journalistforbund (DJ), der må tage over og varetage medarbejdernes interesser i det daglige og i forhold til overenskomsten.

Også ledelsen er kede af situationen:

»Jeg undrer mig dybt over, at det ikke er muligt at få besat den post. I ledelsen foretrækker vi lokale folk som tillidsfolk, fordi de har et intimt kendskab til arbejdspladsen,« siger ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste.

Han roser det afgående hold af tillidsfolk, særlig for deres indsats i forbindelse med de seneste års fyringsrunder. Men samtidig oplever han, at der ikke er så mange decideret faglige problemer på Jyllands-Posten.

»Vi er midt i en stor modernisering af både ledelsesformer og organisation, hvor vi inddrager alle. Vi lægger ansvar ud til medarbejderne og giver dem mulighed for at påtage sig ansvar og få medindflydelse. Det udtømmer måske nogle af de opgaver, der har ligget i det faglige. Derfor afspejler tillidsmands-krisen nok også, at det faglige system i nogen grad har udlevet sig selv,« siger Carsten Juste.

Det kunne altså ligne et tilfælde af faglig træthed på avisen i Viby. Men for adskillige af de medarbejdere, Journalisten har talt med, er situationen symptom på en krise, der stikker langt dybere. En krise, der handler om dårligt arbejdsklima og et meget anstrengt forhold mellem ledelsen og de ansatte.

»Vi har i dag et så betændt arbejdsklima, at det trodser enhver beskrivelse,« som en medarbejder udtrykker det.

Han ønsker ligesom alle de andre redaktionelle medarbejdere, som Journalisten har talt med, at være anonym. Det har Journalisten været nødt til at acceptere for at kunne skrive denne artikel. Begrundelsen er lige så klar, som den er gennemgående:

»Ingen kan vide sig sikker, og ingen tør stikke snotten frem af frygt for ledelsens repressalier. Der skal ingenting til, så er du kørt ud på et sidespor. Du behøver bare gå rundt på gangene, så vil du se, at der ligger en hel stribe overkørte folk,« som en medarbejder forklarer.

Flere fortæller, at kritik i al almindelighed er bandlyst.

»Debat er forbudt. Det interne debatforum eksisterer, men har ligget nærmest dødt i halvandet år, fordi ledelsen slog hårdt ned på folk, der kritiserede avisen eller ledelsen,« fortæller én.

»Ledelsesstilen er meget hårdhændet og despotisk, og hvis man kritiserer noget, kommer man i bad standing hos ledelsen,« siger en anden medarbejder.

Carsten Juste giver »ikke fem potter pis« for en kritik, der ikke udtrykkes af »folk, der fægter med åbent gevir«.

»Jeg oplever intet af det, du der beskriver. Det kan simpelthen ikke undgås i så stor en virksomhed, at der er nogen, vi kommer til at gøre nogle grimme ting ved. Men mit indtryk er, at langt den overvejende del af de journalistiske medarbejdere er mere end godt tilfreds med at være her,« siger Carsten Juste.

Blandt de ledelses-repressalier, Journalisten har hørt om, er tvungne forflytninger til andre stofområder, pres på faglige rettigheder, psykisk stress og chikane.

»Det er fuldstændig bullshit,« siger Carsten Juste.

– Folk opfatter dig og chefredaktør Jørn Mikkelsen som despotiske. Hvad er din egen opfattelse?

»De må jo mene, hvad de vil. Jeg mener, det er helt hen i vejret.«

Krisen på Jyllands-Posten er tilsyneladende isoleret til Ravnsbjerg Bakke i Viby.

»Jeg kan ikke genkendende beskrivelserne her. Jeg er utrolig glad for at være her. Jeg oplever også, at når jeg har problemer, kan jeg fint snakke med ledelsen om dem,« siger en af dem, der arbejder i København.

Flere er inde på mentalitets-forskellen mellem hovedsædet i Århus og redaktionen i København. Én siger, at når det hedder ’udfordringer’ i København, hedder det ’problemer’ i Århus. Nogle taler om, at medarbejderne i Viby, som generelt er dem, der har været ansat på bladet længst tid, nidkært sidder og vogter personalegoder og privilegier, som blev erhvervet under andre og mere lysende konjunkturer.

Nogle forklarer også, at den faglige bevidsthed er større i Århus end i København. I det seneste år har de 70 medarbejdere på redaktionen i København for eksempel stået uden tillidsmand, på trods af at medarbejderforeningens vedtægt siger, at mindst én af de fem tillidsfolk skal vælges i København.

Endelig fremhæver flere medarbejdere som en afgørende forskel, at udbudet af job er større i hovedstaden. Derfor er der mere cirkulation på redaktionen i København. Én beskriver ligefrem Viby som et fængsel:

»Hvis du er i Jylland, er du på røven. Du ved, at det er meget svært at få job andre steder i området, hvis du forlader Jyllands-Posten. På den måde er man ufri, og det skaber frustrationer. Men jeg ved ikke, om ledelsen bevidst bruger det til at stramme skruen.«

Også Carsten Juste er inde på kulturforskellen:

»Der er større udskiftning på redaktionen, fordi konkurrencen om den journalistiske arbejdskraft simpelthen er hårdere i København. Viby er sådan en ø i journalist-havet, hvor man har udviklet nogle selvtilstrækkeligheder og en særlig kultur. Men vi er i en konkurrence-situation, hvor det ikke er nok at passe sit arbejde. Man skal være udfarende, idérig og selv tage initiativer, og der er der nok nogle i Viby, som føler sig trængt, fordi de ikke er i stand til at besvare de udfordringer,« mener den ansvarshavende chefredaktør.

Omstruktureringer, nye redigeringsrutiner, nye arbejdstider og øgede krav til produktiviteten er nogle af de fysiske forandringer for de cirka 170 redaktionelle medarbejdere på Jyllands-Posten. Noget andet er selve psykologien på avisen.

De fleste af dem, Journalisten har talt med, fremhæver, at der var »højere til loftet« under den tidligere rorgænger, Jørgen Ejbøl.

»Ejbøl var speciel, benhård og kontant. Men også rummelig. Han kunne favne flere synspunkter, man kunne have en dialog med ham. Det kunne også ses på avisen. Under Ejbøl blev det stuerent at holde Jyllands-Posten, selv i København. I dag er dialogen med ledelsen pist væk, og avisen har ændret sig radikalt. I dag har vi ikke den journalistiske frihed, vi havde under Ejbøl. Avisen er stram og topstyret, og det giver sig udslag i journalistikken. Jyllands-Posten er på vej til at blive som i gamle dage: Sort som ind i helvede,« lyder en forklaring fra en af medarbejderne.

En karakteristik, som ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste undrer sig over:

»For de særligt indviede er udtalelserne om Ejbøl dybt morsomme, og jeg tror ærligt talt, at Ejbøl selv vil få sig et stille grin,« siger han.

Men hvis der er noget om det, medarbejderne siger, forklarer det måske også, at ledelsens hjerte ikke banker særlig varmt for det faglige arbejde.

»De ser røde faner overalt,« siger én.

»Hvis man er fagligt aktiv, bliver man kaldt ærke-kommunist eller dét, der er værre,« siger en anden.

Tilbage står dog, at selv om tillidsmanden er beskyttet, er der ingen, der har mod på at påtage sig hvervet. Og ifølge en del af dem, Journalisten har talt med, er der ellers nok at kaste sig over:

»Det er en svær tid med udlicitering og outsourcing af stof og tillæg. Og det er lettere chokerende at høre folk tale i krogene om, at det ikke kan blive ved med at gå. Jeg spørger da også mig selv, om det virkelig kan passe, at ingen tør gå i kødet på ledelsen? Sagen er nok, at dem, der turde, er væk. Det er de dikkende lammehaler, der er tilbage. Dem, der kan styres,« siger en medarbejder, der heller ikke selv har lyst til at stille op som tillidsrepræsentant.

Endnu har ingen kandidater meldt sig til at afløse Erik Vohnsen som medarbejdernes bannerfører over for ledelsen. Men hvad med ham selv?

»Jeg er meget spændt på, hvad jeg skal lave, når jeg holder som tillidsmand,« siger Erik Vohnsen, der inden sit faglige arbejde var fri reporter på forbrugerredaktionen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen