Det ser sort ud for Mecom

Risiko for konkurs. Regnskaberne er så dårlige, at revisionen tvivler på, at firmaet kan fortsætte. »Situationen er meget alvorlig,« siger økonomiske eksperter til journalisten.dk. Lisbeth Knudsen afviser at kommentere og henviser til Mecom (Opdateret 16:52 med svar fra Lisbeth Knudsen)

Tre uger før generalforsamlingen i Berlingske Medias ejerselskab Mecom er økonomien så presset, at revisorerne i en supplerende bemærkning rejser tvivl om, hvorvidt firmaet kan fortsætte.

”Det ser sort ud for Mecom lige nu. Selskabets datterselskaber bløder, og det er ikke kun i Danmark, men også i Holland. Der er nu ret stor sandsynlighed for, at selskabet simpelthen går konkurs,” skriver investeringsrådgiver Martin Lykke fra aktieanalysefirmaet NP Investor i en mail til journalisten.dk.

Martin Lykke kommenterer på indkaldelsen til Mecoms årlige generalforsamling. I indkaldelsen skriver Mecoms revisionsfirma Ernst & Young LLP i en supplerende bemærkning

”Emphasis of matter – going concern

In forming our opinion, which is not modified, we have also considered the adequacy of the disclosures made in Note 4 to the consolidated financial statements concerning the Group's ability to continue as a going concern. The conditions described in Note 4 indicate the existence of material uncertainties which may cast significant doubt about the Group's ability to continue as a going concern. The financial statements do not include the adjustments that would result if the Group was unable to continue as a going concern.” (journalisten.dks kursivering, red.)

Der skal tungtvejende grunde på bordet, før en revisor laver en supplerende bemærkning.

»Det, der indirekte står i revisorens bemærkning, er, at Mecom ikke har været i stand til at få banker og andre investorer til at garantere likviditeten de næste 12 måneder. I bund og grund har Mecom ikke kunnet dokumentere over for revisor, at firmaet ikke vil komme i alvorlige likviditetsmæssige vanskeligheder,« siger tidligere partner i Ernst & Young og nuværende direktør for bestyrelsesportalen Bestyrelsen.dk, Teddy Wivel.

Selskabet er presset

I efteråret 2012 slog koncernchef for Berlingske Media og chefredaktør på Berlingske, Lisbeth Knudsen, fast, at Berlingske Media kun ville blive solgt som et samlet hele.

I dag afviser Lisbeth Knudsen i en mail til Journalisten at kommentere revisorernes bemærkning til Mecoms regnskaber og henviser i stedet til Mecom i London.

Ifølge både Martin Lykke og Teddy Wivel kan det blive nødvendigt for Mecom at droppe planerne om et ”samlet pakke”-salg.

”Selskabet er nu så presset, så havde det været let at sælge Berlingske, så var det sket. Man kan derfor sagtens forestille sig en situation, hvor man begynder at sælge Berlingske i småbidder, da man ikke kan sælge det i en stor bid, hvilket ellers hidtil har været strategien. Men bejlerne står bestemt ikke i kø, og jo længere tid, der går fra nu af, jo mere begynder panikken at brede sig, uagtet at man naturligvis udadtil forsøger at udstråle ro,” skriver Martin Lykke.

Teddy Wivel slår fast, at han ikke har indgående kendskab til Mecom. Men:

»De forhandler sikkert for fuld kraft, og der bliver sikkert også lavet en aftale med bankerne. Nu ser de sikkert på, hvilke aktiver Mecom kan skille sig af med. Vil et samlet salg af Berlingske give penge i kassen? Vil det kunne afhænde nogen investorer, og dermed gøre den rentebærende gæld mindre? Eller har Mecom nogle aktiver, der med fordel kan afhændes særskilt?« siger Teddy Wivel.

Martin Lykke vurderer, at Mecom er tæt på at gå konkurs. Hvad er din vurdering?

»Alle banker og investorer er interesserede i at få deres penge, og det er først, når du er helt ude i det håbløse, at nøglen bliver drejet om. Nu skal jeg passe på, men jeg tror ikke, at der er risiko for, at Mecom drejer nøglen om i morgen …,« siger Teddy Wivel.

Enhedslisten: Staten skal kunne hjælpe med salg af Berlingske

Hvis Mecom og Berlingske Media går konkurs, vil Enhedslisten stå klar med en hjælpende hånd.

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at vi vil putte egentlige statslige midler i Berlingske. Men jeg synes bestemt, at det vil være en god idé, hvis Kulturministeriet engagerede sig i sagen og hjalp med at finde en måde, så mediehuset kunne fortsætte,« siger medieordfører for Enhedslisten Per Clausen.

Han mener, at en eventuel konkurs vil være et demokratisk tab for Danmark.

»Berlingske Media laver jo ikke kun landsdækkende aviser, og en lukning vil betyde, at danskere vil miste deres lokale aviser. Derudover vil det kunne blive problematisk for mangfoldigheden i medieverdenen, hvis Danmark kun har et stort landsdækkende mediehus med fokus på aviser ved JP/Politikens Hus,« siger Per Clausen.

Journalisten.dk arbejder på at få en kommentar fra Mecom.

Opdateret 16:52 med svar fra Lisbeth Knudsen.

3 Kommentarer

Steen Ole Rasmussen
23. APRIL 2013
Berlingske medier er en af
Berlingske medier er en af dansk presses sikre fortalere for det fri marked. Som en af de tidligere konservative og højborgerlige fortalere for den stærkes ret til at sætte vilkårene for at skelne mellem succes og fiasko, er det vel kun befordrende for selverkendelsen, at disse så historisk stolte institutioner får markedets velsignelser at føle. Hellere i dag end i morgen, som den sidste gamle rorgænger sagde. Vi fejer intet ind under tæppet. Vi træder stolt ind i skyggernes rige, den realitet som vi har levet af at italesætte på offentlige subsidier og uden blusel gennem hele vor fortid.
Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten
22. APRIL 2013
Vi skriver:

Vi skriver:

I dag afviser Lisbeth Knudsen i en mail til Journalisten at kommentere revisorernes bemærkning til Mecoms regnskaber og henviser i stedet til Mecom i London.
Brian Jakobsen
22. APRIL 2013
Hvor er Knudsens' svar ?
Hvor er Knudsens' svar ?