Journalistens serie om ordspin er slut. Der kan trækkes røde tråde fra nutidens spekulation i sproglig forførelse til
strategien bag den retorik, nazisterne benyttede sig af, sammenfatter ekspert.

HISTORISK. Ord kan virke som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.

Ordene kommer fra bogen "LTI – Lingua Tertii imperii – Det tredje riges sprog". Den blev skrevet af den jødiske filolog Victor Klemperer og udgivet lige efter Anden Verdenskrig. Mens han gradvis fratages alle rettigheder og til sidst må gå under jorden, betragter Klemperer, hvordan sproget og de enkelte ord bliver en central faktor i nazi-partiets forførelse af det tyske folk.

Bogen blev udgivet på dansk sidste år af retorikeren Knud Lindholm Lau, og det har han blandt andet gjort, fordi han mener, vi i dag ser nogle af de samme sprog-greb hos politikere og magthavere.
»Jeg siger ikke, vi er på vej samme vej, men man kan bruge bogen til at få øje på den samme spekulation i sproglige mekanismer,« siger han.

Bogen giver en lang række eksempler på, hvordan enkelte ord i nazi-retorikken er med til at forme tyskernes verdensanskuelse. Et eksempel er ordet 'historisk', som bliver brugt til at ophøje partiets og førerens handlinger og beslutninger. Og Lau trækker en parallel til nutiden.

»Da den nuværende regering tiltræder, hedder det, at den har etableret et systemskifte. Det bruger man jo normalt ikke, bare fordi et nyt parti får magten – sidste systemskifte var ved parlamentarismens indførelse i 1901. Men nu har vi så et nyt systemskifte, og det er jo meget historisk. Det er lidt de samme klange, og det får lov at passere uhindret gennem journalisterne,« siger Lau.

Han efterlyser en større sprogkritisk indstilling hos danske journalister.
»Når regeringen fremlægger en ghetto-plan, og man selv bruger ordet ghetto-plan, så har man overtaget det verdensbillede, der skaber ghettoplanen. Det er ikke bare et neutralt navn for et lovforslag. Det antyder, at de her mennesker ikke kan opføre sig ordentligt, og alene det, at de bor sammen, er et problem. Jeg savner en kritisk forholden sig til de sproglige mekanismer, der skaber politikken lige så meget som de egentlige handlinger.«

En anden grundbog i sproglig manipulation er George Orwells roman "1984". En af bogens omdrejningspunkter er det nysprog – newspeak – som det totalitære regime bruger til at "forme en ønsket mental holdning" hos brugerne.
Professor i retorik ved KU Christian Kock ser en lang række eksempler på newspeak i dagens sprog.

»Kan man få folk til at bruge bestemte ord, for eksempel 'krigen mod terror', så påvirker man deres syn på ting uden argumenter, og uden at de tænker over det. Jeg kalder det 'omvendt lommetyveri' – man lister noget ned i folks lommer,« siger Christian Kock.

Christian Kock slår fast, at den sproglige magtudøvelse er en ældgammel disciplin, som romerne for eksempel udøvede, når de kaldte deres rige 'Pax Romana' – den romerske fred – selv om det byggede på erobringer og undertrykkelse.

6. Og sidste afsnit: Lykkepiller
Observeret: 1957 (i nuværende brug 1994)

300.000 danskere på lykkepiller. 350.000 danskere på lykkepiller. 400.000 danskere på lykkepiller.
Historierne om de ulyksalige lykkepillers fremmarch løber som en føljeton i danske medier og vækker næsten epidemiske associationer.

Men ifølge både fagfolk og brugere er det ikke den antidepressive medicin i sig selv, der er ulyksalig. Det er faktisk den populære lykkepille-betegnelse, som medierne dagligt er med til at cementere, i sig selv.
»Ordet signalerer nogle forkerte ting. Man får jo ikke lykke af den medicin. Det er en tilbagevenden til normal tilstand med gode og dårlige dage. Og så er der det lille ord 'på'. Man skriver aldrig 'på insulin', men lykkepiller er noget, man er på, ligesom et narkotium,« siger Kasper Tingkær, sekretariatsleder i Depressionsforeningen.

Depressionsforeningen har løbende forsøgt at kæmpe imod brugen af lykkepille-ordet.
»Når journalister ringer til os, er det ofte med spørgsmålet: Hvor mange danskere er på lykkepiller? Der siger vi så, at vi helst ser, man ikke bruger det ord, da det er stigmatiserende. Og så lyder modargumentet, at folk ved, hvad det er, og det er nemmere at skrive. Problemet er bare, at sådan vil det fortsat være, så længe journalister reproducerer begrebet,« siger Kasper Tingkær.

Kampen har dog ikke været forgæves. I 1994 besluttede Jyllands-Posten, Politiken og en række andre medier nemlig konsekvent at undlade at bruge ordet lykkepiller. Det er så vidt vides det eneste eksempel på en fælles-boykot af et ord.
Brugen af 'lykkepiller' er dog langtfra udryddet. En hurtig Infomedia-søgning giver masser af hits – også på medier, der i sin tid gik sammen om at afskaffe det.

»Da Politiken gik i brechen, virkede det i fem-seks måneder med enkelte undtagelser. Men så fortonede effekten sig, og det er min klare opfattelse, at det nu er gået i sig selv,« siger Kasper Tingkær.

Godt ord i rubrikkerne
Jyllands-Posten besluttede på eget initiativ at forbyde brugen af ordet lykkepiller i avisen omtrent samtidig med Politiken. Og det forbud gælder stadig, siger Jørn Mikkelsen.
»Udtrykket er stærkt misvisende. Pillerne kan dæmpe en depression. Det er ikke noget, du bliver lykkelig af,« siger han.

Betyder det, at alle redaktionssekretærerne har en sort ordliste hængende?
»Det er noget, man som redaktionssekretær har på rygraden.«

Jørn Mikkelsen vil dog ikke udelukke, at ordet smutter ind i avisens spalter af og til – hvilket en Infomedia-søgning da også hurtigt afslører.
»Hvis nogen siger ordet i et citat, må vi jo skrive det. Og så er det et godt ord at bruge i rubrikkerne – det er problemet,« siger Mikkelsen.

På Politiken vil læsernes redaktør, Bjarne Schilling, imidlertid ikke gå så langt som til at bruge ordet forbud.
»Det er ikke ultra-forbudt, og jeg er lidt imod lister over ord, man ikke skal bruge. Hvis man for eksempel skriver om tv-serien "Lykke", vil det da være mærkeligt ikke at kunne bruge ordet. Men hvis ordet støder nogen, og det oven i købet ikke er præcist, så skriv da noget andet,« siger Bjarne Schilling.

I Journalisten nummer 8 gik vi bag om begrebet ”Krigen mod terror”. »Når først der er blevet sagt krig, så er man nødt til at bruge militære midler.« Poul Villaume, professor i samtidshistorie. ”Lykkepiller” er sidste ord i føljetonen