search

Det populistiske tv-valg

Tvs valgdækning produktudvikles ligesom biler og grydeskeer - og kritiske journalister med politikere i krydsild er for kedeligt tv. Derfor var det vælgerne, der skulle være i fokus i udsendelserne, lyder det fra DR TV. »Snyd!« »Pis!« lyder det fra to politikere, DRs studievælgere var jo bare en flok partisoldater.

Tvs valgdækning produktudvikles ligesom biler og grydeskeer – og kritiske journalister med politikere i krydsild er for kedeligt tv. Derfor var det vælgerne, der skulle være i fokus i udsendelserne, lyder det fra DR TV. »Snyd!« »Pis!« lyder det fra to politikere, DRs studievælgere var jo bare en flok partisoldater.

»Vælgerne skal sætte dagsordenen – for det er dem, det handler om.« Sådan lød den helt korte udgave af konceptet bag valgudsendelserne på DR TV, formuleret af valgkoordinator redaktør Flemming Christiansen.
Derfor blev så mange af spørgsmålene til politikerne i DRs valgudsendelser stillet af ‘vælgere' i studiet – og ikke af journalisterne.
»Det er et forsøg på at tage konsekvensen af den kritik, vi tidligere har fået. Da blev valgudsendelserne kaldt indforståede, elitære diskussioner – med dagsordener sat af journalister og politikere,« siger Flemming Christiansen.
»Hvad blev der af den kritiske journalistik på tv?« spørger den radikale leder Marianne Jelved.
»Jeg har fuld respekt for, at tv forsøger at finde nye former – men det her blev alt for springende og for ukritisk. Formen gjorde det vanskeligt at få gang i en egentlig politisk debat,« siger Marianne Jelved og sigter direkte til DRs afsluttende vælgermøde på Holmen.
»Det er fint at have vælgere til at stille spørgsmål, men jeg synes, at journalisterne i langt højere grad kunne stille opfølgende, konfronterende spørgsmål. Man kunne da glimrende tage afsæt i de brydninger, der ligger mellem de politiske modstandere.«
Hun prøvede gang på gang at få Uffe Ellemann-Jensen og Per Stig Møller til at svare på, hvordan de ville finansiere lettelsen i lejeværdien.
»Når de ikke ville svare på mit spørgsmål, så burde en journalist bide sig fast og få svaret. Ikke for at få en teknisk, økonomisk udredning, men for at få belyst de forskellige politiske prioriteringer,« siger Marianne Jelved. »Det må da være i vælgernes interesse.«
Også Søren Søndergaard fra Enhedslisten mener, at DRs vælgermøde havde åbenlyse svagheder:
»Som politiker er det alt for let at snakke udenom, når der ikke stilles opfølgende spørgsmål.«

Irriterede seere
DRs Flemming Christiansen afviser kritikken:
»Jeg synes faktisk, at vores journalister prøvede at få det svar, men det er en hårfin balance. Seer-undersøgelser viser, at hvis journalisten spørger fem-syv gange, så bliver seeren irriteret – ikke på politikeren, men på journalisten eller tv-stationen. Det ødelægger simpelthen tv-udsendelsen.«
Selv om valgudsendelser ikke er decideret underholdning, så har man i DR forsøgt at finde en form med den
største underholdningsværdi. Svaret var flere almindelige mennesker ind i udsendelserne.
»Tv skal jo fornyes hele tiden. Det skal produktudvikles, akkurat som grydeskeer og biler. Den gamle form med et par velforberedte journalister, der udspørger politikere, oplevede flere seere som uvedkommende, ja kedeligt tv. Det var tv for en begrænset, engageret gruppe. Den form, tror jeg ikke, kommer igen,« siger Flemming Christiansen.
Han nævner, at DR har hentet inspiration til ‘de elektroniske vælgermøder' i England, hvor tv-stationer som BBC og ITM op til valget i maj sidste år sendte flere programmer med flere hundrede vælgere i studiet.

Forklædte politikere
Også i DRs daglige præsentationsudsendelser var aktive vælgere, der stillede spørgsmål i studiet, et fast element. De skulle være menigmands repræsentant og sørge for, at man kom ud over de akademiske diskussioner.
»De skaber en mulighed for, at seerne kan identificere sig med det, der diskuteres,« forklarer Flemming Christiansen.
»Sådan noget pis!« lyder det kontant fra Enhedslistens Søren Søndergaard. Det er en illusion. Det var jo ikke almindelige vælgere, men en flok politikere forklædt som vælgere. Og de stillede spørgsmål af rene politiske hensyn – ikke af oprigtig interesse ud fra noget, de selv oplevede som et problem i hverdagen.«
Også Marianne Jelved synes, at flere af vælgernes spørgsmål havde en hul klang.
»Det er lidt snyd,« siger hun. »Man lader som om, det er almindelige mennesker, men det er jo taktiske partisoldater, der kun stiller spørgsmål, som er taktisk kloge for deres eget parti.«
Helt grotesk synes Søren Søndergaard, at det blev ved afslutningsdebatten på Holmen. I løbet af det tre timer lange, direkte transmitterede vælgermøde, hvor omkring 500 folk fra vælgerforeningerne skulle stille spørgsmål til partilederne, blev spørgsmålene mere og mere ufarlige for politikerne. Spørgerne stillede nemlig spørgsmål til de politikere, de i forvejen var enige med.
Det gjorde Enhedslistens folk jo også?
»Det blev de da nødt til,« svarer Søndergaard. »I starten stillede de spørgsmål til de andre partiers ledere for at få en debat om deres politik, men så opdagede de, at de andre kun stillede spørgsmål til deres egne partiformænd. Det betød, at Enhedslistens Frank Aaen totalt var ude af udsendelsen i den første lange tid. Så måtte de jo ændre taktik og også begynde at stille den slags ‘pseudospørgsmål' – det var simpelthen nødvendigt for at få taletid, men viser jo hvilket skuespil, der var tale om,« siger Søren Søndergaard.

Fokus på form
Overordnet set er DR TV godt tilfreds med valgdækningen.
»Vælgerne er kommet til orde,« siger Flemming Christiansen. Valgredaktionen har løbende evalueret udsendelserne, men trods tilfredsheden er der elementer, man overvejer at ændre.
»Vi overvejer, om vi skal udvælge publikum anderledes. Måske skulle man næste gang lade meningsmålingsintitutterne sammensætte et repræsentativt publikum,« siger Flemming Christiansen.
Både Søren Søndergaard og Marianne Jelved mener, at tv-stationernes valgdækning har været for fokuseret på form.
»Uanset valg af metode så bør målsætningen for en valgudsendelse være, at seerne får svar på det, de som vælgere gerne vil vide,« siger Marianne Jelved. »Men det er som om, tv-stationerne denne gang har placeret sig i rollen som en slags arrangør, iscenesætter.«
Søren Søndergaard oplevede at blive skældt ud, fordi han sendte en anden repræsentant fra partiet til en tv-udsendelse.
»Jeg kunne ikke komme den aften – og det var slet ikke mit stofområde, så jeg sendte én, der var bedre inde i stoffet end mig. Men det var journalisten fuldstændig ligeglad med. Det skulle være mig, fordi jeg matchede så godt med en af de andre gæster, fik jeg at vide. Det er som om, man er ligeglad med indholdet – bare der kan skabes en underholdende boksekamp, hvor journalisterne kan indtage den tilbagelænede kampleders rolle,« siger Søren Søndergaard.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen