Dønningerne fra Milena Penkowa-sagen havde dårligt lagt sig, før en ny skandale skyllede ind over den danske universitetsverden. Den tyske musikprofessor på Aarhus Universitet Linda Maria Koldau gik i sommeren 2011 i pressen og advarede mod et rystende lavt niveau på de musikvidenskabelige uddannelser og i dansk humaniora generelt.
Og i februar 2012 kunne pressen så fortælle, hvordan hun nu blev straffet for sin kritik med mobning, chikane og urimelige ledelsespålæg.
”Aarhus Universitets fire påbud til professor” lød rubrikken midt på forsiden af Information. Avisen berettede, hvordan Koldau blandt andet var tvunget til at være under opsyn af en konsulent ved alle møder, og at hun skulle bede om lov til at forlade arbejdspladsen inden for arbejdstid.
Og ud fra dette kunne især landets to ’akademikeraviser’, Information og Politiken, i flere måneder berette om Koldau som symbolet på universitetets systematiske knægtelse af kritik og ytringsfrihed, et benhårdt ledelsesregime og en generel faglig deroute.
”Dekanen er ekspert i moderne kinesisk, og her har hun måske hentet inspiration til synet på ytringsfrihed og ledelse,” lød det eksempelvis i Politikens leder om behandlingen af Koldau.
Men mens kampen for ansattes ytringsfrihed rasede i de to aviser, sad forskere og studerende på Aarhus Universitet og undrede sig. Det vil sige, i begyndelsen undrede de sig, siden græmmede de sig i frustration over, at påstandene om deres og fagets inkompetence, mobning af Koldau og uviljen til at tage imod kritik blev ophøjet til almindelig sandhed i pressens artikler og den efterfølgende debat.
Og ingen, følte de, var tilsyneladende interesserede i deres udlægning af tingene.
Musikvidenskabsstudiet på Aarhus Universitet er en del af Institut for Æstetik og Kommunikation. Det er cremen af jysk symbol- og kulturanalyse, der har taget bolig i og omkring den gamle kaserne på Langelandsgade. Her er medarbejderne om nogen vant til at se mønstre i kommunikation og fortællinger, og i Koldau-sagen ser de nogle helt klassiske forløb.
»Koldau er ekspert i sin offer-retorik. Hun er blevet mobbet, hun er et offer og så videre. Læser man sagens akter igennem, er der ikke et eneste sted, hvor hun påtager sig skyld eller ansvar for det dårlige samarbejde. Og medierne spiser den bare. Ingen spørger kritisk til hendes egen ageren,« siger lektor Steen K. Nielsen, der på instituttet havde nabokontor til Linda Koldau.
Henrik Kaare Nielsen er professor i æstetik og kultur og sidder således ikke i Afdelingen for Musikvidenskab, men dog på samme institut. Han var en af dem, der tog til genmæle og gik imod strømmen af støtteerklæringer til Koldau og mishagserklæringer mod AU-ledelsen.
»Jeg oplevede en tiltagende væmmelse ved ensidigheden i pressedækningen. I og med at jeg kender situationen på instituttet, vidste jeg, at der simpelthen var synsvinkler, der systematisk blev fortiet. Der blev etableret en sandhed om, at Kol-dau var mobbeoffer. Det blev en uanfægtet præmis for pressens behandling af sagen. Og mine kolleger stod uden mulighed for at tage til genmæle,« fortæller han.
Hans indlæg blev trykt, men han oplevede ikke, at det ændrede det store.
»Information og Politiken kørte videre med den ensidige offervinkel, som de havde lagt sig fast på, og som i mine øjne ikke blev modereret,« siger han.
»En af de ting, vi snakkede enormt meget om, var, hvor desillusioneret man blev, og hvor mistænkelig man blev i sin avislæsning. Hold kæft, er det sådan, alle sager bliver håndteret?« fortæller Jan Løhmann Stephensen, postdoc i æstetik og kultur.
For ham var det største chok næsten, at det skete i den avis, han altid har betragtet som et troværdigt holdepunkt i den kværnende mediemølle.
»Man troede jo, at Information var en lødig avis, der undersøgte sagen grundigt. Men fornemmelsen var, at der ikke blev tjekket fakta, at faktaboksene gav en fordrejet fremstilling, at enhver udtalelse fra ledelsen blev drejet til at handle om, at de ville tysse sagen ned og ikke ville udtale sig,« siger han.
Spørgsmålet går igen blandt stort set alle de kilder på Aarhus Universitet, Journalisten taler med om sagen: Hvordan kan en enkelt kvindes udsagn føre til en så ensidig kritisk dækning?
Set udefra var sagen oplagt. Linda Maria Kol-dau havde i sommeren 2011 optrådt i Politiken med et skarpt indlæg, hvor hun oplistede en række kritikpunkter omkring den musikvidenskabelige uddannelse og dansk humaniora, som hun afsluttende betegnede som en skandale. Et halvt år efter kom så nyheden om, at Koldau som følge af sin åbenmundede kritik var blevet truet med fyring og stillet over for fire opsigtsvækkende krav.
Her var ikke alene tale om en ydmygende menneskelig behandling, her var også tale om knægtelse af en forskers ytringsfrihed og den faglige kritik, der ses som et adelsmærke i den danske universitetsverden.
”Det vil være en lille skandale, hvis en sagligt formuleret kritik af faget i medierne er medvirkende til at udløse en fyreseddel,” som en Politiken-leder slog fast.
Koldaus fagkritiske indlæg i Politiken, der startede hele balladen. Eller gjorde det? Nej, balladen var der i forvejen, siger Koldaus kolleger.
Forsvaret for Koldau og fordømmelsen mod AU-ledelsen strømmede ind over medierne og i debatterne.
Lægmænd, forskere, studerende, fagforeningsfolk og arbejdsretseksperter stod på nakken af hinanden for at kritisere behandlingen af Koldau og den uvilje, universitetet havde mod at tage en tiltrængt debat om det faglige niveau, der i de flestes øjne var på vej i afgrunden.
”Den forhenværende dekan headhuntede en trane til at danse med vrangvillige hjemlige spurve, og en svag ledelse i Aarhus har i misforstået, kortsigtet angst for deres ’brand’ valgt at kanøfle tranen i stedet for at forholde sig til det åbenlyse kvalitetsproblem, den påpeger,” lyder det for eksempel i et læserbrev fra en ph.d.-studerende i mikrobiologi.
For lærerne på Afdelingen for Musikvidenskab var det især frustrerende, at deres egen arbejdsplads i pressedækning og debat blev gjort til selve arnestedet for alle problemerne. Det hører med til historien, at den musikvidenskabelige uddannelse ved AU efterfølgende – i sommeren 2012 – planmæssigt blev evalueret af ACE (Akkrediteringsinstitutionen). Både kandidat- og bacheloruddannelsen fik bedst mulig bedømmelse i alle fem kategorier.
»Det var lidt som at leve i en parallelvirkelighed. Det er meget mærkeligt at se sin arbejdsplads beskrevet på en måde, hvor man intet kan genkende. Det, som jeg møder, er jo engagerede og dygtige studerende, glade censorer og aftagere, og i det hele taget en uddannelse, der fungerer. Men i pressen blev det et helt forvrænget billede,« fortæller Pia Rasmussen, der er fagleder på Musikvidenskab.
En gennemgående præmis i de artikler, der blev skrevet om Linda Koldau, er, at hun fik sin advarsel med tilhørende krav, fordi hun havde ytret sig kritisk om sit fag i medierne. For eksempel lød det i Information den 14. februar: ”… en faglig strid på Musikvidenskab på Aarhus Universitet er endt med en advarsel til professor Linda Koldau efter hendes offentlige kritik af universitetet.”
Med Ritzaus mellemkomst spreder historien sig på få dage til både landsdækkende og regionale medier – fra JydskeVestkysten til Dagbladet Køge – med samme ordlyd: Professor får advarsel efter kritik af arbejdspladsen. Og selv om dekan Mette Thunø bliver refereret for at sige, at det ikke handler om ytringsfrihed, ændrer det ikke kritikernes opfattelse af en ensidig dækning.
”Den figur – at Koldaus ytringsfrihed er blevet knægtet – er helt umulig at afmontere. Det står sågar i avisernes fakta-bokse. Det bliver et faktum,« siger Steen K. Nielsen, der som lektor i musikvidenskab var kollega til Koldau.
Informations journalister har selvsagt haft tilgang til Koldaus advarsel. Det samme har Journalisten. Brevet opridser baggrunden for advarslen i fem punkter. De handler blandt andet om uberettigede mobbeanklager mod kollegerne, højt fravær og uvilje til at indordne sig under omstændighederne på afdelingen. Et punkt handler om, at kollegerne ikke mere har tillid til Koldau. Det skyldes, at hun har videresendt internt materiale og interne mails til en journalist, at hun har brudt en aftale om ikke at tale med pressen, mens to konsulentudredninger stod på, og at hun har rettet kritik mod faget og således også kollegerne i pressen frem for at diskutere det internt.
Denne sidste sætning er den, der konsekvent bliver trukket frem, når pressen forklarer, hvorfor Koldau fik sin advarsel. Advarslen i sin helhed giver dog et større billede, hvori det virker mere plausibelt, når dekan Mette Thunø gang på gang gentager, at sagen ikke handler om ytringsfrihed, men om samarbejdsproblemer, og når fællestillidsrepræsentanten for DM – Koldaus fagforening – på AU, Erik Strange Pedersen, udtaler præcis det samme til Jyllands-Posten.
Men ytringsfrihed var til gengæld den krog, der kunne få medierne til at bide på. Det konstaterede Koldau selv.
»Der var mange andre punkter, jeg gerne ville have haft medierne til at tage op – dårlig ledelse, dårlig uddannelse og så videre – men det var der ikke så stor interesse for. Men jeg kan godt forstå, at det bliver lidt for komplekst for medierne, og så holder de fast i det, der har førsteprioritet for dem selv, nemlig ytringsfriheden,« siger Koldau.
Emil Rottbøll, der sammen med Lise Richter dækkede sagen for Information, bekræfter, at spørgsmålet om ytringsfrihed var afgørende for, om sagen fik dækning.
»Hvis det ikke havde været et spørgsmål om ytringsfrihed – hvis det bare var samarbejdsvanskeligheder – ville det ikke være relevant for os at tage op. Det var hele præmissen,« siger han.
Både han og Lise Richter afviser dog, at Information skulle have givet et fortegnet billede af, hvad advarslen blev givet for.
»Vi har fokuseret på punktet, der vedrører en professors ytringsfrihed på et universitet, for det er det, der gør sagen principielt vigtig for andre. Men vi omtaler også de øvrige elementer af advarslen, der vedrører personlige forhold i et samarbejde, der er gået galt,« siger Emil Rottbøll.
Han henviser til en af de første artikler i februar, hvor der står, at ”Koldau har fået en advarsel for blandt andet illoyalitet og samarbejdsvanskeligheder”, samt at hun står til fyring ”for sin opførsel og udtalelser i pressen”.
Jan Løhmann Stephensen, postdoc i æstetik og kultur, mener dog ikke, at en nuancering i en enkelt artikel redder dækningen.
»Det er jo ikke noget, der på nogen måde skinner igennem. Jeg har fulgt meget med i sagen, og jeg kan ikke huske en eneste artikel, hvor det er nuanceret. Præmissen bygger hele tiden på samme kausalitet: Hun får en advarsel, fordi hun er kommet med kritik i pressen, og det er simpelthen ikke en korrekt fremstilling. Det var en kendt sag, at der allerede var store samarbejdsproblemer, inden hun gik i pressen,« siger han.
Linda Koldau synes omvendt, at medierne giver en god fremstilling af sagen.
»Jeg synes, den er helt korrekt. Hele advarslen og de konsulentudredninger, universitetet sætter i gang, er en konsekvens af min fremtræden i medierne,« siger hun.
Også på studentersiden blev der rystet på hovedet af udlægningen i pressen. I første omgang fordi de følte sig hængt ud af Koldau.
»Hun blandede forskellige linjer sammen, miskrediterede studerende på færdighedssiden. Hun skrev, at niveauet var latterligt lavt, at der nærmest ikke blev undervist i musikhistorie, og at studerende ikke kan noder,« fortæller Christian Sloth, studerende på Musikvidenskab.
Og da spørgsmålet om ytringsfrihed kom på banen, var det for Sloth, som om det satte to streger under hendes kritik.
»Så blev hendes kritik af musikstudiet ligesom valideret. Pludselig bakkede alle Koldau op, fordi hun havde fået de der dessiner fra ledelsen. Vores opfattelse var bare ikke, at hun havde fået dem, fordi hun var gået til medierne. Og journalisterne går ikke i kødet på hendes kritik, for de vil ikke undergrave deres egen historie om ytringsfrihed,« siger Christian Sloth.
Mundkurv. Mobning. Karaktermord. Med disse stikord opsummerer Dorrit Saietz behandlingen af Linda Koldau på Aarhus Universitet.
En af de artikler, der for institutleder Niels Lehmanns vedkommende fik troen på en fair pressedækning til at briste, handlede om de mobbeanklager, Koldau rejste mod tre kolleger på afdelingen. I Information-artiklen fortælles det, at Lehmann som institutleder opfordrede Koldau til at rejse mobbeanklagerne, som så senere blev brugt som bevis på, at Koldau selv var skyld i samarbejdsproblemerne. Påstanden dokumenteres med et udsnit af en mail, hvor Lehmann spørger Kol-dau, om hun vil fastholde mobbeanklagerne.
Niels Lehmann var rystet over artiklen, der i hans øjne fremstiller det, som om han lagde en fælde for Koldau.
»Jeg sætter jo ikke systemet i gang, hvis hun ikke har et klart ønske om det. Så jeg sender en mail, hvor jeg stilfærdigt spørger, om hun vil fastholde anklagerne. At det kan udlægges som bevis for, at jeg har lokket hende, fatter jeg ikke. Hvad skal man gøre over for en så kreativ udlægning? På det tidspunkt må jeg konstatere, at jeg ikke har en stemme. Jeg er fastlåst som ’bad guy’,« siger Niels Lehmann.
Artiklen i Information står da også i modstrid til en tekst, man kan finde på forsknings-bloggen proffessorvaelde.blogspot.com, hvor Koldau faktisk udtrykker tilfredshed med, at Lehmann som institutleder har sat en udredning omkring mobningen i gang. I et dagbogsnotat dateret 30. juni 2011, postet under titlen ’Hendersons datter’, skriver hun:
”Kære dagbog, nu har også min institutleder truffet en rigtig klog beslutning: Han vil nu endelig ansætte en konsulent for at kigge på den der mobbende mail, som jeg fik i januar! Min fagforenings-tillidsrepræsentant havde jo opfordret ham med det samme, da jeg fik mailen, men det tog nok lidt tid, indtil han kunne træffe denne beslutning.”
Rottbøll og Richter mener dog ikke, der er noget forkert i Informations udlægning. De støtter sig til en passage i Niels Lehmanns redegørelse til ombudsmanden.
»Han skriver, at han spørger hende, om hun ønsker at rejse mobningsanklagen. Det lyder jo som en opfordring,« siger Lise Richter.
Hun mener, at substansen af artiklen er, at ledelsen ikke havde forsøgt sig med mæglingsløsninger som alternativ til de officielle mobbesager.
Linda Koldau synes dog også, at vinklen her blev en kende for skarp.
»Det var en uheldig artikel, hvor det blev formuleret på en måde, der er vildledende,« siger hun.
Hun mener dog, som Lise Richter skriver i Information, at Niels Lehmann burde have forklaret hende konsekvenserne.
»Jeg havde ingen anelse om, hvad en mobningsanklage er, for den slags kører ikke på tyske universiteter.«
Hendes synspunkt modsiges dog af instituttets tillidsmand, Per Dahl, der tidligere har udtalt, at han flere gange snakkede med hende om alvoren af at rejse mobbeanklager.
»You’re damned if you do, you’re damned if you don’t,« siger Niels Lehmann om den måde, pressen har skildret hans arbejde som institutleder i Koldau-sagen på.
Sådan oplevede han det også omkring de konsulentudredninger, der i efteråret 2011 blev iværksat for at afklare samarbejdsproblemerne mellem Koldau og hendes kolleger.
Som skrevet på professorvaelde-bloggen hilste Koldau det selv velkomment, at der blev tilknyttet konsulenter. Efterhånden som arbejdet skred frem, skrev hun på samme blog, hvordan hendes tilfredshed vendes til skepsis, til hun til sidst, da rapporterne efterfølgende slog fast, at hun selv var den primære grund til samarbejdsproblemerne, omtalte det som angreb mod hende.
I AU-ledelsen synes man, at investeringen i to eksterne konsulenter vidner om, at man tager problemerne seriøst og har et reelt ønske om at få samarbejdet op at køre igen.
På Information deler Lise Richter imidlertid Koldaus forargelse over konsulentudredningerne. Det kommer blandt andet til udtryk i den sidste, afrundende leder, Richter skriver om sagen, hvor hun konstaterer, at det åbenbart ”er i orden at pudse konsulenter på folk og udstikke ultimative advarsler, når der er problemer med åbenmundede og besværlige ansatte”.
Til Journalisten forklarer Lise Richter, at hun trods sin negative udlægning ikke synes, konsulenttilknytningen i sig selv var forkert.
»Det undrer mig bare, at man ikke forsøger at løse problemet på anden vis først. At man ikke prøver at mægle, men i stedet hyrer nogle konsulenter. Det virker som en absurd og fremmedgjort måde at løse samarbejdsproblemer på,« siger hun.
Et helt lille kapitel for sig er billedsiden. Koldau er en spinkel skikkelse med et magert ansigt. Hun giver et skrøbeligt indtryk på de mange billeder, der på relativt kort tid er blevet taget af hende.
De mange portrætbilleder, der illustrerede artiklerne og sagen, fik en anden lektor fra instituttet – dramaturgi-forskeren Erik Exe Christoffersen – til at skrive et indlæg til Politiken om, hvordan Koldaus sag i stigende grad var blevet det, han kalder en personlig selviscenesættelse, som udnytter mediernes sans for det iscenesatte:
”I Jyllands-Posten lod hun sig for et par måneder siden fremstille som uskyldig balletdansende lillepigeprofessor i lyserød trikot, og for nylig portrætteres uskylden i Information med sort gaffatape for munden. Koldau kommer til at fremstå som offer for statsmagten. Men billederne er ikke uskyldige, de er manipulerende, fordi de efterlader et visuelt statement, der ikke lader sig diskutere.”
I efteråret deltog Koldau i et debatmøde i Trykkefrihedsselskabet, hvor hun fortalte om sin sag.
Steen K. Nielsen har set en videooptagelse fra arrangementet, og han blev slået af, hvor god hun er til at fremlægge sin historie.
»Hun har et stort emotionelt engagement i sin fortælling, og man får indtryk af, at hun virkelig tror på de ting, hun siger. Hvis jeg ikke havde vidst noget om denne sag, så ville jeg være rasende indigneret på hendes vegne.«
Koldau iscenesætter sig selv som offer og udnytter mediernes sans for det iscenesatte, lyder kritikken fra dramaturgi-forsker Erik Exe Christoffersen. – foto Jan Dagø
Linda Koldau selv afviser, at hun bevidst spiller på en offerrolle.
»Jeg har jo været et offer for AU’s strategi i forhold til den stilling og de rettigheder, jeg har haft. Men jeg kan ikke se, i mine analyser af min retorik, at jeg har fremstillet mig som offer. Og det, at jeg går til medierne og siger, at noget er galt, fremstiller mig jo ikke som et offer,« siger hun.
For de ansatte på Musikvidenskab kom den ultimative iscenesættelse af Koldau i offer-rollen med artiklen ’I husarrest i eget kontor’ i Information. Det var en artikel, hvor Koldau i dagbogsform fortæller om sine fem første arbejdsdage, efter at hun i længere tid har været fraværende på grund af sygdom.
Her beretter hun om sine arbejdsmæssige sysler, men krydrer også med beskrivelser af kollegernes kulde mod hende, samt af de fysiske smerter, hun konstant må trækkes med. Hendes beretning er fortalt til Emil Rottbøll.
Lektor Steen K. Nielsen har noget tid før denne artikel haft en lang telefonsnak til baggrund med Lise Richter. Da han ser artiklen, skriver han en vred mail til hende om, at al kontakt nu vil stoppe.
»Jeg reagerede meget voldsomt. Jeg syntes, det var noget svineri. Pludselig er ens arbejdsplads blevet et realityshow. Alt, hvad vi foretager os på en ganske almindelig arbejdsdag, kan læses i den nationale presse dagen efter, i Koldaus udlægning vel at mærke. Er der da slet ingen grænser?«
Niels Lehmann er især indigneret over den skrevet-af/fortalt-til form, artiklen har fået af journalist Emil Rottbøll.
»Den slags hører til blandt de mere giftige retoriske greb. Emil Rottbøll tiltusker sig en udsigelsesposition, som han alligevel ikke står ved. Et partsindlæg kan selvfølgelig være krast. Men så bør det fremgå klart, at der er tale om et parts-indlæg. Her bliver det utydeligt, fordi du har en journalist, der holder mikrofonen. På den måde kan hverken journalist eller afsender hænges op på det, der bliver sagt. Helt ærligt finder jeg det usmageligt.«
Emil Rottbøll medgiver, at artiklen giver Koldau lov til at fremstille sig selv som offer.
»Det er 100 procent Koldaus version, og det lægger vi også klart frem for læserne. Det er et interview med hende, skrevet i jeg-form, og der står ’fortalt til’ i bylinen. Vi vælger at skrive det den dag, fordi vi synes, det er interessant at høre, hvordan hun oplever at være tilbage på sit kontor,« siger han.
Han er dog ikke enig i, at Information skulle have adopteret Koldaus vinkling af sagen i dækningen generelt.
»Vi har hørt Koldau og efterprøvet hendes udlægninger. Grundlæggende står vi med den udfordring som journalister, at det kun er den ene part i sagen, der vil udtale sig. Så vi har afprøvet det med andre kilder og støttet os til advarslen, til konsulentrapporterne, til mailudvekslinger og senere også til Lehmanns redegørelse til ombudsmanden,« fortæller Rottbøll.
Blandt de ansatte på Musikvidenskab udlægger man dog tingene lidt anderledes. Her oplever man, at man gerne har villet forklare og argumentere imod, men at journalisterne ikke reelt har været interesseret i synspunkter, der ødelægger deres vinkling.
»Jeg har også talt med Emil Rottbøll, men det var helt indlysende, at han ikke var interesseret i at få et nyt syn på sagen. Uanset hvad jeg sagde, kom artiklen til at se præcis sådan ud, som han havde tænkt at vinkle den,« fortæller Niels Lehmann.
Han mistede til sidst troen på, at det gjorde nogen forskel at tale med pressen.
»Som interviewoffer bliver man ofte spundet ind i en kontekst, som allerede er skabt. Journalisterne sidder med hele overblikket, og man oplever det tit, som om de blot venter på, at man siger det, der kan få kasketten til at sidde rigtigt. Det er journalisten, der iscenesætter ens tale, og det er en ekstremt magtfuld position.«
Samme følelse havde Pia Rasmussen, der er fagleder på Musikvidenskab.
»Vi har også som lærergruppe følt os sat skakmat. Efterhånden som vi læste mediebilledet og forsøgte at skrive noget, så følte vi, at vi lige så godt kunne lade være. For vi var castede på forhånd. Det var os – de fodformede – mod den internationale kapacitet,« siger hun.
Dorrit Saietz, der har skrevet flere af artiklerne om Koldau i Politiken, synes, det er ærgerligt, når Koldaus kolleger klager over ikke at være blevet hørt.
»Jeg har virkelig prøvet. Jeg tror, jeg har ringet eller mailet rundt til samtlige på afdelingen. Nogle snakker lidt med mig, men jeg får ikke noget at vide, som vender sagen på hovedet, og kun en enkelt vil gå til citat. Ingen tvivl om, at Koldau er en vanskelig person, og det gør vi også tydeligt. Men udgangspunktet er, at den faglige kritik må der være plads til på en akademisk arbejdsplads med højt til loftet. Og man kan ikke nægte at udtale sig og så bagefter klage over, at man ikke bliver hørt. Så må man komme ind i kampen,« siger Dorrit Saietz, der dog kunne citere adjunkt Martin Guldberg Jensen for at mene, at det i højere grad var afdelingen, end det var Koldau, der var et offer.
Lise Richter bekræfter, at der har været talt til baggrund med flere af de ansatte om problemerne med Koldau, men at de ikke ønskede at stå frem.
»De har fortalt om samarbejdsproblemerne og om, hvordan Koldau var. Men vi skal jo ikke gå ind og vurdere en persons karaktertræk. Vi skal vurdere, om en person er troværdig og efterprøve vedkommendes argumenter. Jeg mener, at man som professor på et universitet er troværdig,« siger hun.
Samtidig mener hun – og Emil Rottbøll – ikke, at det er deres opgave som journalister at holde Koldau op på, om hun har skiftet mening om sin egen sag.
»Vi kan vurdere kritisk, om de faktuelle argumenter, hun har, holder stik. Men hvad hun mener om sin egen sag, det mener jeg ikke vi skal stille os kritiske over for,« siger Emil Rottbøll.
Steen K. Nielsen anfægter dog, at journalisterne har gjort sig store anstrengelser for at få medarbejderne til at udtale sig.
»Jeg havde en lang baggrundssnak med Lise Richter den 27. februar, hvor hun ikke beder om udtalelser til citat. Inden da har jeg ingen henvendelser fået fra pressen. Først i slutningen af marts bliver jeg bedt om en kommentar fra først Richter og kort efter fra Saietz. Men det er jo langt henne i processen, og på det tidspunkt er jeg så vred på pressen, at jeg afviser,« fortæller han.
Ligesom Richter og Rottbøll siger Dorrit Saietz, at hun i mangel af informationer fra AU har måttet verificere Koldaus udlægninger i den skriftlige dokumentation.
»Det gør det naturligvis svært at dække sagen. Og så kan man jo diskutere, om universitetet bruger tavshedspligten til at dække sig ind. Men jeg har læst tonsvis af sagsakter, så når jeg skriver, at sagen i sit udgangspunkt handler om brud på en professors ytringsfrihed, så er det noget, jeg slutter ud fra en grundig research.«
Hun konstaterer også, at sagens udgang viser, hvordan magtforholdet i sagen har været.
»Det er Koldau, der i dag må forlade universitetet, og derfor er historien ikke, at hendes kolleger er kede af at blive hængt ud i pressen. Hun er taberen, som universitetet presser til at sige op med sine usædvanlige krav,« siger Saietz.
Jan Løhmann Stephensen konstaterer, at fortællingen var sat – uanset hvor meget Koldau selv måtte have skabt problemerne, og uanset hvor meget AU reelt måtte have gjort for at løse dem.
»Det er den lille enkeltperson mod det store, bureaukratiske system. Den lille, akademiske whistleblower, der siger, at kejseren ikke har noget på. Det er jo en sag, der er umulig at vinde for universitetet.«
Linda Koldau fratrådte sin stilling på Aarhus Universitet 31. december. Hun er i øjeblikket ved at skrive en bog om sagen, der udkommer til foråret på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.
Koldau-sagen
Î Linda Maria Koldau (født 1971) er tysk forsker i musik- og kulturhistorie. Hun søger i 2009 to institutleder-stillinger ved Aarhus Universitet, som hun ikke får. Men hun ansættes i en midlertidig stilling som professor i musikvidenskab. I april 2010 gøres ansættelsen permanent.
Î I løbet af 2010 vokser Koldaus utilfredshed med den faglige linje på Afdelingen for Musikvidenskab. Hun føler sig fejlplaceret og ønsker at blive overflyttet til en anden afdeling. Hun beder sig også fritaget for at deltage i lærermøderne.
Î I efteråret 2010 får hun kontakt med Klaus Wivel på Weekendavisen. Da dekan Mette Thunø i sommeren 2011 afviser hendes ønske om at blive flyttet, giver Koldau grønt lys til Wivels artikel.
Î Koldau følger op med en kronik i Politiken, hvor hun kalder forholdene i dansk humaniora for en skandale.
Î Dekanen tilknytter to erhvervspsykologer på grund af det dårlige samarbejde på afdelingen og Koldaus anklager om, at hun bliver mobbet. To rapporter konkluderer, at problemerne primært kan føres tilbage til Koldaus egen opførsel. På den baggrund tildeles Koldau en advarsel og et krav om at ændre adfærd inden for tre måneder.
Î Da dækningen i medierne for alvor tager til, beslutter ombudsmanden at kigge på sagen. Den 25. marts 2012 opsiger Kol-dau sin stilling fra årets udgang. Et par uger efter indgår Koldaus fagforening, DM, en aftale med Aarhus Universitet om hendes resterende tid på universitetet.
Î Ombudsmanden går ikke videre med sagen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Jacob
læs lige denne gennemgang af Koldausagen
Måske kunne en analyse af denne sag føre til lidt journalistisk selv-rensagelse -
også på Politiken.
Mange hilsner
Anders