search

Det organiske sprog

Hanne-Vibeke Holst driver sin egen blandede freelance-landhandel med journalistik, forfatterskab, foredrag og hvad der ellers falder for.

Hanne-Vibeke Holst driver sin egen blandede freelance-landhandel med journalistik, forfatterskab, foredrag og hvad der ellers falder for.

Korn. En kvælende varm sensommerdag i midten af 80'erne sad Hanne-Vibeke Holst på Berlingske Tidende og skrev på et interview med en kulturkoryfæ, da hun fik en ubændig lyst til at skrive ordet »korn« i artiklen. Helst mange gange. Korn, korn, korn. Helst ikke andre ord overhovedet.
»Og så tænkte jeg, at det her kan ikke blive ved med at gå. Jeg kunne mærke, at der var et organisk sprog, som trak i mig. Jeg måtte ud i korn og mark og jord.«
»Jeg havde tilbragt halvandet år på den redaktion, og jeg vidste stort set ikke, hvad årstid det var. Og den dag fornemmede jeg, at nu måtte jeg nok hellere finde ud af, hvad jeg ville. For hvis jeg blev, blev jeg ædt. Jeg var god til det og vild med det, så der var alle mulige grunde til at gå under i den dødsspiral, der hedder journalistik i det høje gear.«
Siden har hun ikke haft fast arbejde, men bestyrer sin egen blandede freelance-landhandel. Og blandet – det er den. I denne tid har forfatteren Hanne-Vibeke Holst netop udsendt bogen »En Lykkelig Kvinde«, mens journalisten Hanne-Vibeke Holst samtidig laver en række forfatterportrætter til DR 2.
Hvor meget er du forfatter – og hvor meget er du journalist?
»Det skifter jo med tiden, men jeg har ikke oplevet det som et bevidst valg. Jeg har taget, hvad der kom – sagt ja og gjort det. Og der har jeg altid oplevet journalistikken som det nemme, det man altid kan lave, og derfor har jeg holdt fast ved at kalde mig journalist. Mens jeg har en meget mere ydmyg tilgang overfor at være forfatter. Men i øjeblikket overvejer jeg at tage det mere seriøst og kalde mig forfatter.«
»Det er blandt andet noget, jeg er kommet til at tænke over ved at lave forfatterportrætterne til DR 2, fordi jeg har opdaget, at forfatterne bruger utrolig meget tid på ikke at lave noget. På det rekreative, at meditere og mærke verden. Og det gør jeg ikke. Jeg har bare knoklet løs i tyve år.«
»Jeg ville virkelig få problemer, hvis jeg skulle lave et forfatterportræt af mig selv, for jeg kan godt lide at de gør et eller andet – skyder med bue og pil eller noget. Men selv gør jeg ikke en pind. Jeg arbejder og læser avis. Så derfor er jeg begyndt at overveje, om jeg skulle prøve at koncentrere mig lidt mere om det der forfatterskab.«

Journalister bliver spist
Hanne-Vibeke Holst er født ind i en forfatterfamilie i 1959 – og som barn drømte hun om også selv at gå samme vej. Men på et tidspunkt blev den boheme-agtige yoyo-økonomi for ustabil for hende, og hun besluttede sig for at hendes ungdomsoprør skulle bestå i at få en uddannelse, et fast arbejde og en regelmæssig lønseddel. Valget faldt på journalistikken af den væsentlige årsag, at det var det eneste fag, hvor man kunne lære at skrive – så det var muligt at holde ved forfatterdrømmen.
»Det viste sig, at journalistik passede perfekt til mit utroligt nysgerrige temperament. Jeg er meget lyttende, og jeg elsker at høre på folk – mine børn må nogen gange hive i mig, fordi jeg sidder med åben mund og falder i staver over, hvad de andre i toget siger. Jeg er virkelig den type, så det passede mig enormt godt.«
»Jeg blev kulturreporter på Berlingeren, og det var jeg helt vild med. Jeg knoklede løs. Men jeg havde også debuteret med nogle ungdomsbøger, og det trak i mig. Og jeg kunne godt se, at jeg viklede mig mere og mere ind i journalistikken.«
»Hvis man er journalist for alvor, så bliver man spist. Så er der ikke plads til andet, så kan man ikke skrive bøger – ikke ret meget i hvert fald. Det er to modsatrettede temperamenter. Hvis man laver journalistik skal man jo være på beatet, på døgnet og nyheder, og man skal være fuldstændig vild i varmen for at få et scoop og nu er vi foran, og de andre er bagefter, alt det der adrenalin-kick. Og jeg kan huske, at jeg arbejdede virkelig meget, og det var enormt fedt, det kørte bare og var meget sexet, og jeg var hooked.«

Elsker hårdkogthed
Indtil altså den augustdag, hvor kornet dukkede op. Og fik Hanne-Vibeke Holst til – med lettelse – at sige sit faste job op op for at følge med sin mand, da han fik et job i Moskva. Siden har hun kun brugt faget »con amore«, som hun siger.
»Der er mange sider af journalistikken, jeg er vild med, og jeg opfatter stadig mig selv som journalist. Jeg har bare brugt faget på andre måder, og det er selvfølgelig et enormt privilegeret forhold at have til journalistik. Men jeg er ikke til det andet. Jeg har ikke det der killer-instinkt.«
»Men jeg kan enormt godt lide den journalistiske hårdkogthed. Journalister er nok de mennesker, jeg er mest på bølgelængde med. Lasse Ellegaard og de andre seje udlandskorrespondenter – de er frygtelige, og jeg ville aldrig kunne udholde at være gift med en af dem i halvandet minut, men de er underholdende at være sammen med. Jeg kan godt lide, at det er råt, og jeg kan godt lide det maskuline. Jeg har altid været en drengepige. Ikke at jeg kører på motorcykel, men jeg har altid søgt min identitet ovre på den maskuline side.«
Hanne-Vibeke Holst er mest kendt for sine tre bøger om den afsindigt ambitiøse tv-journalist Therese Skårup. Men det kan være svært helt at adskille, hvor meget der er fiktion, og hvor meget der er fakta, når man læser bøgerne.
For der er Therese. Den myreflittige tv-journalist, der kæmper en sej kamp med sig selv og sine nærmeste for at undgå at blive konfronteret med distraherende og uproduktive følelser. Og så er der Hanne-Vibeke Holst. Den myreflittige (tv)-journalist, der i syv år og tre bøger har beskrevet Thereses indre og ydre liv.

Kan lide magt-kvinder
Det ligger mere end lige for at betragte Therese som Hanne-Vibeke Holsts alter ego. Parallellerne er mange. Som når Therese i den seneste bog, En lykkelig kvinde, bliver sendt på en reportage-rejse til Centraleuropa med et tv-hold. Ligesom Hanne-Vibeke Holst tog på en tv-reportage-rejse fra »´Swinouj´scie til Odessa« for TV 2 for nogle år siden.
Men Hanne-Vibeke Holst understreger kraftigt, at Therese-trilogien ikke blot er redigerede uddrag af hendes egne notat-hæfter og dagbøger.
»Therese er overhovedet ikke bygget over en virkelig person. Der er mange kvindelige journalister, der får tics, når jeg kommer i nærheden, for de tror hver især og indbyrdes, at det er dem selv eller hinanden. Jeg tror, de er lidt bange for, at jeg skriver om dem. Men det gør jeg altså ikke.«
»Når jeg valgte, at Therese skulle være tv-journalist og endda en udenrigskorrespondent, var det udelukkende fordi, jeg ville have en ekstrem. Jeg ville have en kvinde, der var så maskulin, som hun overhovedet kunne være.«
»Og Therese findes jo som type – den der dybt ambitiøse kvindelige journalist, som ligesom mange mænd lægger sin koncentration i produktionen i stedet for i reproduktionen. Men det må ikke misforstås: Jeg kan enormt godt lide at være sammen med kvinder, som bevæger sig ovre i det maskuline. Som på den ene side er deres kvindelighed bevidst, men som på den anden side færdes hjemmevant og sikkert i den maskuline sfære. Jeg kan godt lide kvinder, som er ambitiøse, og som går efter magt. For eksempel kvindelige udlandskorrespondenter,« siger Hanne-Vibeke Holst og nævner TV 2s udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen og DRs korrepondent Mette Fugl som sine store forbilleder – på linie med Karen Blixen.

Politisk engagement
Sig navnet, Hanne-Vibeke Holst, og reaktionerne spænder vidt. Nogle synes, hun på en eller anden måde er for meget.
Måske skyldes de blandede følelser, at hun bevæger sig i flere – traditionelt uforenelige – baner samtidig. Klummer i ALT for damerne, reportagerejse gennem Centraleuropa og politiske debatprogrammer på TV 2. Også »En Lykkelig Kvinde« blev kritiseret for at mikse grundformerne – triviallitteratur med journalistisk dokumentation. Men selv er Hanne-Vibeke Holst meget glad for at have skrevet en dobbelthed ind i sine bøger:
»I »En Lykkelig Kvinde« er den journalistiske side, at Therese bliver sendt på en reportagerejse til Centraleuropa. Det er den store historie, temaet: Det vadested mellem det gode og det onde, som hele Central- og Østeuropa befinder sig i. Og det er et politisk og moralsk tema, som jeg har været meget optaget af, siden jeg oplevede det kommunistiske sammenbrud, mens jeg var i Moskva.«
»Derudover er det en kærlighedshistorie. Men det store tema spejler sig i de individuelle temaer. Når jeg fortæller om, hvordan Therese har det med sit liv og sin egen historie, og om hun svigter sin familie og sig selv, eller om hun tager forpligtelsen på sig, er det hendes historie, men det er også verdens og tidens. Og det har betydet meget for mig, at den politiske del var med.«
Er det vigtigt, fordi det er der, din journalistiske baggrund kommer i brug?
»Ja, og det er også der mit politiske engagement ligger. For der er et politisk engagement – det er der bare aldrig nogen, der interesserer sig for. Men det er vigtigt for mig at drage verden ind, og det er en af grundene til, at jeg har haft en journalist som hovedperson. En person, der forholder sig til tiden.«
Ligesom sin roman-heltinde kan Hanne-Vibeke Holst ikke lade være med at forholde sig til sin tid og dens ånd. Og derfor mener hun det nok heller ikke 100 procent, når hun lover/truer med at trække sig tilbage til fordel for et mere stille og indadvendt forfatterliv:
»Nej, jeg kan nok ikke slippe det helt. Men jeg vil gå ned i gear. Læse nogle bøger og den slags. For man bliver ikke kreativ, hvis man ikke er rekreativ.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen