Carsten Nymann bytter redaktørstillingen i DR Viden ud med en stilling som redaktionschef for radio og lyd i Det Nordjyske Mediehus. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Med stillingen som redaktionschef kommer Carsten Nymann til at stå i spidsen for Danmarks næststørste, kommercielle radiostation, ANR og Radio Nordjyske.
Han får desuden ansvaret for at udvikle mediehusets nye podcastsatsning.
”Jeg går ind til opgaven med lige dele begejstring og ydmyghed. ANR og Radio Nordjyske er to af landets absolut største kommercielle lokalradioer, og der er både priser på kaminhylden og talent bag mikrofonerne. Som jeg ser det, er alle forudsætninger til stede for at accelerere udviklingen yderligere og ikke mindst lægge skulderen til hele podcastområdet,” siger han i pressemeddelelsen.
Carsten Nymann tiltræder stillingen 15. november.