
Foto: Viacheslav Ratynskyi/Reuters/Ritzau Scanpix
Da Rusland den 24. februar sidste år – for præcis et år siden – invaderede Ukraine og startede en krig på det europæiske kontinent, ryddede de danske nyhedsmedier deres forsider og sendeflader og sendte alle mand af huse.
Og den massive dækning fortsatte i mange uger derefter.
Det viser en opgørelse af de seneste 12 måneders mediedækning af krigen i Ukraine, som Infomedia har lavet for Journalisten.
Opgørelsen viser, at mens der var absolut mest massiv dækning af krigen de første to til fire måneder efter invasionen, har antallet af daglige omtaler siden i sommer ligget på et nogenlunde stabilt niveau i omegnen af 600-900 daglige omtaler.
Og det er faktisk i sig selv bemærkelsesværdigt, mener lektor i journalistik ved Center for Nyhedsforskning på RUC, Hanne Jørndrup. Typisk daler dækningen af krige og katastrofer nemlig gradvist over tid.
”Det mest overraskende her er faktisk, at dækningen har været ret høj igennem hele året. De fleste krige og konflikter fortsætter jo i årevis, uden at medierne bliver ved med at dække dem, men med Ukraine har der ikke været noget tidspunkt, hvor man har tænkt: Argh, gider vi det mere?” siger Hanne Jørndrup.
Afspejler den politiske dagsorden
Ifølge opgørelsen fra Infomedia var der i både februar og marts sidste år i gennemsnit over 3.000 daglige omtaler af krigen i de danske medier.
”Det er helt klassisk, at dækningen er mest voldsom og massiv i starten. Det samme skete ved krigene i både Irak og Afghanistan. Men med Irak-krigen så man, allerede inden der var gået en uge, at Ekstra Bladet og B.T. holdt op med at lave forsider på krigen, fordi den ikke længere solgte aviser,” siger Hanne Jørndrup.
Når det forholder sig lidt anderledes med den aktuelle krig i Ukraine, tror hun især det skyldes nærhedsprincippet.
”At krigen er så tæt på os, og at vi aktivt har involveret os i den, gør, at dækningen faktisk har været ret høj gennem hele året. Mediernes dækning spejler jo i meget høj grad den politiske dagsorden, og Ukraine har på intet tidspunkt været ude af dagsordenen,” påpeger Hanne Jørndrup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.