Uddannelse

”Det må være løgn”: DMJX tilbød forældrepasning under Åbent Hus

Mellem linjerne er tilbuddet om forældrepasning til dette års Åbent Hus på DMJX en lille opfordring til forældrene om at ”tage et skridt tilbage”, ikke en decideret invitation, siger rektor

”Det må være løgn.”

Det var den tanke, der først strejfede Jyllands-Postens opinions- og eventredaktør, Palle Weis, da han i sidste uge faldt over et opslag fra DMJX.

Under overskriften ”Forældrepasning med rektor og prorektor” opfordrer uddannelsen forældre til nye studerende til at tage med til årets Åbent Hus-arrangement.

”Forældre er hjertens velkommen til Åbent Hus på DMJX. Endda i en sådan grad, at vi i år har lavet et programpunkt dedikeret til jer forældre, der står over for at skulle sende et ungt menneske til et uddannelsesforløb på DMJX,” står der i Facebook-opslaget.

I en klumme i Jyllands-Posten langer Palle Weis ud efter beslutningen, for i hans øjne er det et udtryk for tidens fremherskende curlingkultur, der pakker de unge ”ind i vat” og på den måde gør dem skrøbelige, uegnede til at være ”kritiske over for autoriteter” og uselvstændige. Det mener han ikke er givtigt for aspirerende journalister, der skal kunne gå magthaverne efter i sømmene.

”Man kan frygte, at det, der kommer ud af den evige forældredag, er en klynkende hob af krænkelsesparate uden modstandskraft i livet, fordi det altid er de andres skyld, når det fede ikke lige lander på ens tallerken,” skriver Palle Weis.

DMJX kommer forældrene i møde

Men kritikken er uberettiget, mener rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Julie Sommerlund. Hun forklarer, at formålet med at lave ”forældrepasning” har været at drille forældrene lidt og signalere til forældrene, at de gerne må være der, men også at de gerne må trække sig lidt tilbage og lade de unge komme til.

”Vi prøver at omfavne forældrene, samtidig med at vi siger: ’Overvej lige jeres rolle i det her’ på en lidt kæk måde.”

Invitationen til forældrepasning findes både i opslag på LinkedIn og Facebook. I invitationen byder DMJX forældrene til potentielt nye studerende velkommen til Åbent Hus med åbne arme og forventningen om, at ”rigtig mange uddannelsessøgende har mor og far med på slæb”.

Faktum er, at vi ikke kan holde forældrene ude af det her.
Julie Sommerlund, rektor på DMJX

Skolen har i den anledning lavet et særligt område, hvor forældre kan drikke kaffe og høre såkaldte forældreoplæg fra rektoratet, der skal give forældrene indtryk af, hvilken slags institution DMJX er. 

”Vi prøver at dyrke det gode ved forældrenes engagement frem, samtidig med at vi opfordrer til, at man ikke tager initiativet fra sine børn,” siger Julie Sommerlund.

I Jyllands-Posten lyder opfordringen fra Palle Weis, at forældrene skal blive hjemme, og at uddannelsesinstitutioner burde vide bedre og stoppe med at ”klæbe sig til tidsånden”.

Uberettiget kritik

Ifølge Julie Sommerlund har forældre deltaget i Åbent Hus-arrangementer på universiteterne i mange år, og det, mener hun, kan lige så vel være udtryk for en styrke som en svaghed i den unge generation.

”Jeg er ikke enig i kritikken, når den går på, at det bare er helt forfærdeligt, at forældrene er med, fordi børnene skal lære at stå på egne ben.”

”Derimod synes jeg, det er godt, at vi har en ny generation, hvor man er fortrolige og tillidsfulde og bruger hinanden på tværs af generationer – også når man er blevet voksen,” siger Julie Sommerlund.

DMJX ved ikke præcist, hvor mange forældre der har deltaget i Åbent Hus-arrangementet, ligesom de ikke har tal på den generelle udvikling i, hvor mange forældre der tager med til Åbent Hus på DMJX.

Jeg kan slet ikke genkende billedet af, at vores journalister er for bløde eller ikke kan lave magtkritisk journalistik, fordi deres forældre har blandet sig for meget.
Anton Dahl Andersen, næstformand i DSR

Ifølge rektoren er det dog ikke muligt at holde forældrene adskilt fra de unges liv og livsbeslutninger. Universiteterne oplever nemlig, at forældrene generelt er mere aktive og involverede i deres børns liv end tidligere.

”Faktum er, at vi ikke kan holde forældrene ude af det her.”

”Så det kan kun være bedre, at forældrene rent faktisk er informerede, når de taler med deres børn, når nu de har så stor indflydelse, som de har, uanset hvilket grundlag deres holdning bygger på,” siger Julie Sommerlund.

Studenterorganisation kalder kritikken ”fjollet”

Anton Dahl Andersen, der er næstforperson i De Studerendes Råd (DSR) og selv var med til Åbent Hus, mener heller ikke, at der er noget underligt i, at DMJX anerkender, at der plejer at være forældre repræsenteret, når de unge skal vælge studie.

”Jeg synes egentlig, at det er ganske besynderligt, at Palle Weis fremstiller det, som om det er en dårlig ting at anerkende forældrenes engagement. Det ville da være mærkeligt, hvis uddannelsesinstitutionen slet ikke forholdt sig til, at forældre potentielt kan komme med,” siger næstformanden.

En anden del af kritikken, som næstformanden bider mærke i, er, at Palle Weis skriver, at DMJX engang var ”skolen for læderhalse og hårdkogte hunde, der med smøg i flaben, Hof i hånden, forstørret selvoplevelse og foragt for alle autoriteter ville sparke døre ind for at afsløre ”magtens røvhuller”. Men at det var dengang.

At forældre måske er med til Åbent Hus-arrangementet, betyder dog ikke noget for, hvordan de kommende studerende bliver som journalister, mener Anton Dahl Andersen.

”Jeg kan slet ikke genkende billedet af, at vores journalister er for bløde eller ikke kan lave magtkritisk journalistik, fordi deres forældre har blandet sig for meget. Han skal være meget velkommen til at komme ud og besøge os på DMJX, hvis han vil have et indblik i, hvordan eleverne på studiet rent faktisk er,” siger han.

0 Kommentarer