Navn: Trine Larsen
Nyt job: 1/2 fra Ekstra Bladet til Billed-Bladet
Alder: »er fyldt 40«
Jobforløb: Er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984, tilbragte de 18 måneders praktik på Ekstra Bladet. Har siden hen arbejdet for Politiken, B.T., Nordisk Film, TV2, Billed-Bladet, Ekstra Bladet og er nu vendt tilbage til Billed-Bladet igen.
Hvorfor valgte du at skifte job? Jeg var rigtig glad for at være på Ekstra Bladet, men Billed-Bladet tilbød mig en stilling, hvor jeg skulle skrive om de kongelige og kendte, og jeg sagde ja, fordi jeg aldrig har oplevet en bedre arbejdsplads end Billed-Bladet. Det er et lille hyggeligt sted med utroligt søde kolleger, et sted hvor man glæder sig til at komme på arbejde. Når man er så få om at lave Danmarks måske bedste ugeblad, så opstår der en særlig ånd og gejst omkring produktionen.
Hvordan gik det til, at du nu skriver om de kongelige? Det er faktisk lidt af en tilfældighed, og ikke fordi det er det eneste, jeg har lyst til at beskæftige mig med. På B.T. arbejdede jeg som reportagejournalist og blev sendt ud til alle de store katastrofer og begivenheder. Det må være en journalists job at kunne skrive om hvad som helst, og det har tit undret mig, at arbejdsgivere kun tror, at man kan én ting.
Hvordan er det at skrive om de kongelige? Anderledes. Den historie med Prins Joachim, der kørte for stærkt, den har jeg aldrig set dokumenteret noget sted. Men den blev slået stort op, uden at kongehuset kunne give tilbage. I Danmark er der jo ikke tradition for, at de kongelige går ind og kommenterer på den slags. Det kan være for nemt at slå på folk, der ikke kan slå igen. Men ellers er det et af de sværeste emner at skrive om, fordi der er så få tilgange til stoffet. For ikke så længe siden fik kongehuset en pressechef, men det er ikke, fordi det er blevet nemmere siden da. Vedkommende ligger normalt ikke inde med de historier, som læserne gerne vil have. Derfor handler det i stedet om at have erfaring og et kildenetværk.
Er det blevet sværere gennem årene at skrive om de kongelige? Ja, der er blevet flere blade om budet nu. Ikke alle gør det med lige stort held, men det har givet mere konkurrence. Det gælder også fra andre mediers side, og jeg synes, at de burde overlade ugebladsstoffet til ugebladene. For eksempel kunne tv godt have brugt tid på andre lige så vigtige ting i stedet for udelukkende at sende Frederik og Marys bryllup fra syv morgen til tre nat – på begge kanaler.
Hvad havde Prinsesse Benedikte på til Frederik og Marys bryllup? Hmm, det kan jeg ikke huske, for jeg beskæftiger mig ikke egentligt med hende. Men jeg ved, at hun altid er elegant klædt. Til gengæld kan jeg huske, hvad Alex havde på dagen før sit bryllup, og at Frederik har fødselsdag den 26. maj, og hvad hans mellemnavne er.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.