Skive Folkeblad har vendt oplagsnedgangen. Opskriften er blandt andet babybilleder, quizzer og 112-stof.
Simone blev født den 20. marts 2003. Hun vejede 3.270 gram og målte 49 centimeter.
Simone ved det ikke, men hun er med til at vende Skive Folkeblads oplagsnedgang. Alle nyfødte i Skive og opland kan nemlig komme i avisen. Forældrene går bare til en af to portræt-fotografer, som avisen har en aftale med. Så kommer billedet i avisen. Det benytter rigtig mange forældre sig af, så hver dag prydes bagsiden af en eller to nyfødte.
»Vores »brand« eller »mærkevare« er det lokale stof, som læserne ikke kan få andre steder. Det er vores styrke,« siger chefredaktør Ole Dall.
Flere mennesker i avisen har også været med til at få flere til at abonnere på avisen. Første halvår af i år var oplaget på 13.046, mens oplaget året før var på 12.755.
Skive Folkeblad er ikke den eneste lokalavis, der oplever oplagsfremgang. Ifølge Dansk Oplagskontrol gør Kjerteminde Avis, Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet Skjern-Tarm og Lemvig Folkeblad det samme.
»Man kan følge med i udenrigspolitik og landsnyheder på mange måder, via radio, tv og nettet. De lokale nyheder kan kun læses i lokalavisen. Dermed har de lokale aviser en styrke, som de eksperter, der lagde lokalaviserne i graven, må have overset,« siger Ole Dall.
Babybilleder er ikke den eneste årsag til flere læsere. Avisens journalister tog selv initiativ til et idekatalog, der skulle få flere mennesker i avisen.
Et udrykningshold kan tirsdag til fredag rykke ud og lave lokalreportage og vox-pop.
»Vi gør mere ud af 112-stof. Udvalgsdagsordener og referater bliver nu oftere note-stof, mens vi skriver flere artikler om mennesker. Vi har hanket op i hinanden og er begyndt at se ud over den daglige avis,« mener tillidsmand Thomas Johansen.
Avisen har indført en weekendvagt, og der sker et større samarbejde på tværs af redaktionerne.
»Vi arbejdede ud fra ideen om den perfekte avis. Vi vil selvfølgelig gerne have flere folk, men meget kan lade sig gøre med den nuværende bemanding. Nu tager vi lige en puster, men vores plan indeholder flere projekter,« siger Thomas Johansen.
Markedsføring på en ny måde har givet mange nye læsere.
»Vi kørte en avis-quiz, som nærmest gav trafikkaos ved bladhuset. Vi slog på det lokale, som vi gør hele vejen igennem avisen. Forsiden har kun to spalter indenrigs- og udenrigsstof, resten er lokalstof. Vi skriver selv vores leder, som gerne skal være markant, vi har en levende debatside, vi kører ikke med faste »ghetto-kommunerubrikker«, men har vænnet læserne til at interessere sig for hele udgivelsesområdet. Vores bagside har – ud over babybillederne – ofte en lokal, kuriøs historie,« siger Ole Dall.
Markedsføringskampagnen gentages her i efteråret.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.