Steffen Hou tog til Balkan for at lave hovedopgave om menneskesmugling. Med livet som indsats.

Han er bange. Sindssygt bange. Pistolen er presset smerteligt hårdt mod tindingen, og han bliver med et fast greb i armen ført forbi den mennesketomme parkeringsplads. Kun de rustne bilvrag er stumme vidner til den henrettelseslignende seance. Bødlen skubber ham om bag et lille træskur.

Han skal dø nu, det er han sikker på, og hans tanker går til familien.

Det lyder som et mareridt, og det var det også for den nyuddannede journalist Steffen Hou, da han i foråret var på Balkan for at skrive sin hovedopgave om menneskesmugling.

En artikelserie, som gav ham et 13-tal og Jyllands-Postens pris for bedste udenrigspolitiske opgave.

Men det var ikke prisen værd. Døden kom for tæt på ved den øde parkeringsplads i den Jugoslaviske hovedstad Beograd.

"Jeg skulle være et besynderligt menneske, hvis jeg kan stå i ti minutter og tro, at jeg skal dø og så sige, at det er jeg parat til."

Han er med egne ord ikke længere en lille drengerøv. I april beslutter Steffen Hou og hans partner på hovedopgaven på Danmarks Journalisthøjskole, Kenneth Mikkelsen, sig til at prøve kræfter med menneskesmuglingen på Balkan. Destinationen er Beograd, og inspirationen er fundet i en EU-rapport, som konkluderer, at cirka 200.000 illegale kinesiske indvandrere venter i den Jugoslaviske hovedstad på at komme videre ind i Vesteuropa.
Bagagen er proppet til randen med idealisme. Men de har ingen ide om, hvilke konsekvenser undersøgende journalistik kan medføre i et land uden lov og orden.

"Vi var som to 16-årige knægte på tunede knallerter, der skulle se, hvor langt vi kunne køre den ud," mindes Steffen Hou.

Kinesisk mafia
Da Steffen Hou og Kenneth Mikkelsen ankommer til Beograd, tager de ud til bydelen Novi Beograd – et trist landskab, hvor den ene udtjente betonblok afløser den anden. Titusindevis af kinesiske tilflyttere har de seneste år sat deres præg på bydelen, og man ser hele tiden flokke af kinesere på de små caféer eller med små risskåle på områdets bænke.

Tilstedeværelsen er tydeligst i indkøbscenteret Blok 70. Tidligere var her serbiske butikker – i dag er der kun kinesere, som forsøger at skrabe penge sammen til menneskesmuglerne, den kinesiske mafia, som kontrollerer centeret. Steffen Hou og Kenneth Mikkelsen taler med nogle få illegale kinesiske indvandrere, men centeret er praktisk talt tomt, eftersom det er den 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag. De falder imidlertid i snak med en serbisk kvinde, som de formoder arbejder for kineserne. Hun opfordrer dem til at komme tilbage nogle dage senere, så skal hun nok være kontaktled til kinesiske indvandrere.

Et par dage senere er Steffen Hou og Kenneth Mikkelsen tilbage ved centeret, men de når kun lige inden for døren, før de bliver omringet af bevæbnede vagter – menneskesmuglere.

"De vidste med det samme, hvem vi var, for de sagde: I er de to danske journalister fra den danske avis. I skal have tilladelse til at være her – følg med os. Vi adlød og fulgte med dem," fortæller Steffen Hou.

Han og Kenneth Mikkelsen bliver ført ned på et kontor, hvor de længe bliver udspurgt om, hvorfor de er der, og hvad de har i sinde at skrive. Og så vil vagterne i øvrigt have både kamera og film.

"Den får I ikke," siger Steffen Hou. Men vagterne bliver mere og mere aggressive og truende, og Steffen Hou tænker, at den eneste mulighed for at redde filmen er ved at smutte på toilettet og gemme den.

Men planen er naiv. Vagterne følger efter ham ind på toilettet, smider de trængende ud og danner atter ring om Steffen Hou og beordrer ham til at udlevere filmen.

"I har ikke ret til at få den film," gentager Steffen Hou, hvorpå de fire vagter hiver lommebøger frem for at vise Steffen Hou billeder af dem selv fra Kosovo, da de var udsendt som serbiske soldater. På billederne poserer de med våben og enkelte af dem har sågar store dolke mellem tænderne.

"We kill many albanski terroristi," siger en af vagterne truende.

"Jeg fastholder, at de ikke får den film ud fra tesen om, at vil de have den, så kan de også tage den. Det vil ikke tage mange sekunder for fire store mænd at fravriste mig den film," siger Steffen Hou med slet skjult henvisning til sin beskedne højde på 175 centimeter.

Vagterne tager ikke filmen, men i stedet kopier af Steffen Hou og Kenneth Mikkelsens presselegitimation, og de to journalister fortsætter arbejdet i centeret – dog under overvågning.

Pistol mod tinding
Da historierne er på blokken, forlader Steffen Hou centeret før Kenneth Mikkelsen.

Pludselig bliver han grebet bagfra og får presset en pistol mod tindingen. Steffen Hou bliver af sin ukendte overfaldsmand ført ud til en afsides parkeringsplads. Samtidig bliver hans partner Kenneth Mikkelsen passet op af en anden vagt med ordene:

"Følg med stille og roligt, ellers bliver din ven skudt."

Overfaldsmændene er menneskesmuglere, der er blevet nervøse over de to journalisters nærgående spørgsmål – de vil have film og kamera. Denne gang parerer Steffen Hou ordre, og vagterne valser nonchalant derfra, men efterlader en utvetydig besked: "Forsvind herfra. Kontakter I politiet, så dræber vi jer."

"Da jeg får presset pistolen mod tindingen, stopper mit liv i en brøkdel af et sekund. Du ved, at menneskeliv på Balkan ikke er meget værd. I de ti minutter på parkeringspladsen var jeg overbevist om, at jeg skulle dø. I sådan en situation føler man en afmagt og bliver dybt påvirket af, at retten til at leve er taget fra dig. Du lever på andres nåde, og det er en skræmmende tanke, som får en til at reflektere over, hvor lille man er."

Steffen Hou og Kenneth Mikkelsen tager lynhurtigt tilbage på deres hotel, hvor Steffen Hou straks ringer til den danske ambassade i Beograd og fortæller, hvad der er sket. Den kvindelige funktionær lægger ikke fingrene imellem.
"Det er for farligt at blive. I skal ud af landet med det samme, og vi skal nok hjælpe jer."

I stedet for at blive lettet over denne besked, går der næsten panik i Steffen Hou.

"Jeg er i gang med min hovedopgave. Hvis jeg rejser nu, falder alt på gulvet, og jeg skal starte forfra. Det drejer sig om min fremtid."

Den kvindelige funktionær prøver endnu en gang at tale Steffen Hou til fornuft:

"Lad mig sige det på en anden måde. Hvis du bliver her og fortsætter dit arbejde, så har du måske ingen fremtid."

Men det hjælper ikke – Steffen Hou og Kenneth Mikkelsen bliver i Beograd.

"Det klogeste i den situation ville selvfølgelig have været at forlade landet straks. Men jeg var i chok," husker Steffen Hou.

Tæt på sammenbrud
I dagene efter overfaldet hænger nerverne uden på tøjet især hos Steffen Hou. Han frygter konstant, at han vil støde ind i menneskesmuglerne, og det slider hårdt på ham. Han føler sig alene med sine tanker og får det rigtig skidt.
"Kenneth havde ikke en reel dødstrussel presset mod kroppen og en dødsfrygt inde på livet på samme måde som jeg, og jeg havde svært ved at tale om hændelsen."

Kun det daglige arbejde og ambitionerne med hovedopgaven holder det sammenbrud på afstand, som Steffen Hou føler ånder ham i nakken.

"Jeg gjorde mig hård. Jeg ville udføre den opgave for enhver pris, og det ville være en fiasko at vende hjem med et nederlag i bagagen. Så jeg fik overbevist mig selv om, at jeg kunne fortsætte, selvom jeg var sindssygt bange."
Fire dage efter episoden er Steffen Hou og Kenneth Mikkelsen imidlertid parate til at rejse. Steffen Hou ringer til den danske ambassade:

"Vi forlader Beograd. Nu tager vi til Bosnien."

"Du skal ikke regne med, at tilstandene er bedre der," siger den kvindelige funktionær til Steffen Hou. Og hun får ret.

Steffen Hou og Kenneth Mikkelsen kommer igen i Sarajevo for tæt på menneskesmuglerne. Endnu engang frygter de for deres liv og flygter derfor i ly af natten fra deres hotel. De næste 14 dage gentager de flugten yderligere to gange for at være sikre på, at de ikke bliver forfulgt.

Vil ikke dø for journalistikken
Efter tre uger på Balkan lander Steffen Hou i Københavns Lufthavn, og for første gang i de tre uger føler han sig tryg og i sikkerhed – tre ugers konstant frygt for at miste livet er forbi, mareridtet er slut.

Men opholdet har sat sine spor. Under skriveprocessen til hovedopgaven viser oplevelserne på Balkan atter sit grimme ansigt.

"Jeg sov næsten ikke i en måned, og når jeg gjorde, havde jeg mareridt."

I dag har Steffen Hou fået bearbejdet Balkan. Han har talt med kolleger, som har været ude for lignende oplevelser i krigszoner, og det har været en unik hjælp for ham til at se fremad og ikke tilbage.

"Jeg vil egentlig gerne kaste mig ud i lignende projekter igen, men næste gang er jeg ikke parat til at sætte mit liv på spil for journalistikken," siger han.

Når lysten til undersøgende journalistik alligevel er til stede, skyldes det, at Steffen Hou føler, han sammen med Kenneth Mikkelsen gjorde en forskel.

"Det vi lavede, var journalistisk set så uendeligt meget anderledes end at sidde og skrive om ventelister på danske sygehuse. Det var undersøgende journalistik, som der ikke er mange, der laver, og jeg er stolt af at have været så tæt på. Men i dag er jeg mere bevidst om, hvornår jeg skal sige stop."