search

Journalistens reporter har kortlagt hele sin årgang, og hun er her på billedet markeret med gult. De 134 personer er fordelt på seks hold og deres navne er i teksten markeret med holdets farve. Sara Galbiati

i

Det laver min årgang 2008 i dag

134 mennesker. Tre af dem har jeg boet med, et par andre har jeg været kæreste med, og en god håndfuld er mine gode venner. Flere ser jeg jævnligt i bylines. Men hvad med alle de andre, jeg startede på Journalisthøjskolen med? Hvad laver de i dag? Under halvdelen viste sig at være ansat på et medie

På forreste række, alleryderst til højre, sidder jeg. Billedet er taget 5. februar 2008, og det er min anden dag på Journalisthøjskolen. Jeg kender endnu ikke de 133 andre på billederne. Men de næste fire år skal jeg have forelæsninger med dem, drikke øl i fredagsbaren med dem, gå til Panikdag med dem og i sidste ende blive losset ud på arbejdsmarkedet sammen med dem. 

Jeg glædede mig til det hele. Og jeg forestillede mig nok – uden at turde sige det til nogen – at jeg skulle arbejde på en avis, når jeg var færdiguddannet. Information eller Politiken for eksempel. For det gør man vel som journalist?

Finanskrise-stemning

Det er otte år siden nu, og det er rundt regnet fire år siden, vi blev færdige. Jeg arbejder ikke på en avis. Det gør langt størstedelen af de 133 andre heller ikke. Arbejdsmarkedet var allerede i vores praktiktid i finanskrise-stemning. Gratisaviserne var lukket, og festen var slut. Der stod ansættelsesstop på menuen mange steder, og dimittendledigheden i Dansk Journalistforbund var hele 20 procent, et par måneder inden vi begyndte at blive udklækket.

Alligevel har jeg umiddelbart en oplevelse af, at det er gået strålende for rigtig mange af mine tidligere klassekammerater.

Anja, som jeg boede sammen med under studietiden i Aarhus, er fastansat på TV 2 Lorry. Kresten, som jeg delte lejlighed med i praktiktiden i København, er undersøgende journalist på DR’s databaseredaktion og var med til at vinde FUJ-prisen sidste år. Ida, som jeg boede med under et udvekslingsophold i Beirut på 8. semester, arbejder i dag i Jyllands-Postens gravergruppe, og Jakob – med efternavnet Sheikh – som vi også var på udveksling med, er ansat på Politiken og har inden for det seneste år både modtaget Kristian Dahls Mindelegat, Den Berlingske Fonds Journalistpris og Hørup Prisen for sin journalistik om Syrien-krigere og radikaliserede miljøer. For bare at nævne nogle af dem. 

Mange af de andre støder jeg på i bylines, eller de popper op i mit Facebook-feed, fordi de har fået fede jobs, har udgivet en bog, er blevet redaktører eller værter rundt omkring. 

Men hvad med alle de andre? Alle dem, som jeg ikke længere har kontakt til, og som ikke lige dukker op i min nyhedsstrøm på sociale medier – hvor er de havnet?

21 sprang fra

Omtrent halvdelen af de 126 kommende journalister og otte fotojournalister, der blev fotograferet op ad den rå beton i Journalisthøjskolens kantine den februardag i 2008, har jeg ingen idé om, hvor er i dag. En del kan jeg heller ikke huske navnene på. Med hjælp fra skolen finder jeg frem til, at 21 af dem aldrig gennemførte uddannelsen. Overraskende mange, tænker jeg. 

”Da det ikke altid er et positivt fravalg, at nogle stopper på studiet, vil jeg opfordre dig til at være lidt påpasselig i forhold til kontakt til dem, der ikke afsluttede,” lyder rådet på mail fra konstitueret uddannelses-administrationschef på DMJX Karin Løntoft Degn-Andersen.

Anne Bjerre Bisgaard, som jeg havde hængt meget ud med, siden første dag på skolen, stoppede hen mod slutningen af andet semester. Det kom bag på mig. Hun var en af de dygtige i klassen, og jeg var selv så opslugt af faget, at jeg havde svært ved at sætte mig ind i, at man kunne have lyst til at droppe det. Jeg kontakter Anne.

»Det var nok mest en fornemmelse af, at jeg var ved at gå forkert. Det var en meget fysisk reaktion – jeg var ked af det og vidste ikke, hvad søren jeg ville med det fag. Alt det med idéudvikling og konstant stræben efter en ny vinkel lå nok ikke så meget til mit temperament,« siger hun.

Til gengæld var hun glad for det personlige møde med interviewpersonen, fortæller hun mig. Kort tid efter at have forladt Journalisthøjskolen begyndte hun i stedet at læse til socialrådgiver, og i dag arbejder hun som kontaktperson for personer med stof- og alkoholmisbrug i Københavns Kommune.

Anne taler om en ’konstant stræben efter en ny vinkel’. Det fyldte meget på Journalisthøjskolens andet semester. Der var fokus på den problemudredende, undersøgende nyhedsjournalistik, man skulle konfrontere de ansvarlige i kritiske interviews – og det hele skulle helst ikke være fortalt før. Klassisk avisjournalistik, med andre ord. Og slet, slet ikke dækkende for, hvad rigtig mange af mine tidligere klassekammerater er endt med at arbejde med i dag, viser det sig hurtigt.

 

 

Mange i kommunikationsstillinger

En stor del af dem melder tilbage, at de er ansat i kommunikationsafdelinger. Arbejdspladserne tæller alt fra El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat over Kopenhagen Fur til FC Midtjylland, Ishøj Kommune, LO og Danske Bank – og blandt titlerne finder man blandt andet konsulent, copywriter, pressemedarbejder, kommunikationschef og markedsføringsansvarlig.

I alt er omkring 24 af de 133, jeg startede på Journalisthøjskolen med, fuldtidsansat i kommunikationsstillinger i dag. 

Som journalist på fagbladet Journalisten kender jeg selvfølgelig alt til historien om, at journaliststillingerne på de traditionelle medier bliver færre, mens antallet af journalister i kommunikationsstillinger er tredoblet på 15 år. Alligevel kan en fordomsfuld stemme inde i mig ikke lade være med forsigtigt at spørge: Var det virkelig det, de drømte om, da de søgte ind på Journalisthøjskolen?

Dén fordom tilbageviser Thilde Danielsen fra min årgang, da hun vender tilbage på min Facebook-besked. 1. februar i år skiftede hun et job som journalist i DR Nyheder ud med en stilling som pr-rådgiver i kommunikationsbureauet Advice. Og det er langtfra tilfældigt, at hun er endt i kommunikationsbranchen, skriver hun: 

”Jeg startede mit praktikforløb med at være på Danish Crown, og jeg vidste allerede dengang, at det var det, jeg gerne ville ende med at lave igen. Men jeg vidste også, at jeg skulle have erfaring fra mediebranchen for at blive rigtig god til det.” 

»På skolen var holdningen lidt, at rigtig journalistik var journalistik på medier – og særligt på aviser. Danish Crown var mit førstevalg, men jeg kan huske, at det lå lidt implicit i manges reaktioner, at de syntes, det var synd for mig,« fortæller Thilde Danielsen, pr-rådgiver i Advice.
Foto: Kristian Holm

Kommunikationsbranchen virkede næsten forbudt

Jeg ringer op til Thilde. Hun forklarer, at kommunikationsbranchen tiltrak hende, fordi det næsten virkede forbudt.

»På skolen var holdningen lidt, at rigtig journalistik var journalistik på medier – og særligt på aviser. Kommunikationsbranchen blev også nævnt, men det virkede mere fy-fy-agtigt. Og det gjorde mig sindssygt nysgerrig! Da vi skulle søge praktik, var alle vilde efter at komme på Politiken og Berlingske. Jeg søgte Danish Crown. Det var mit førstevalg, men jeg kan huske, at det lå lidt implicit i manges reaktioner, at de syntes, det var synd for mig,« fortæller Thilde.

Praktikantvejlederen på Danish Crown anbefalede hende at få erfaringer fra dagspressen. I næste praktikperiode søgte hun derfor TV 2, hvor hun også fik arbejde efter at være blevet færdiguddannet. Derefter startede hun i DR Nyheder. 

»Men jeg har hele tiden vidst, at jeg ville tilbage til kommunikationsbranchen, inden jeg fyldte 30. Det niveau, du kører i på en tv-nyhedsredaktion, ville jeg ikke kunne holde til i det lange løb. Deadline-ræset, al logistikken og de skiftende arbejdstider – jeg tror kun, at de, der selv har lavet nyhedsjournalistik på tv, forstår det ræs, der starter, når du møder ind klokken ni om morgenen og ved, at der skal ligge et indslag klar til 18:30’eren,« siger Thilde.   

I hendes verden er jobbet hos kommunikationsbureauet Advice drømmejobbet. Reaktionerne fra kollegerne i DR har da også være lidt anderledes, end de var, da hun fik praktik på Danish Crown.

»Der har selvfølgelig været alle de klassiske drillerier – folk, der siger: Åh-åh, nu går du over til ’the dark side’. Men sjovt nok har jeg også fået en del reaktioner fra folk, der gerne vil gøre det samme og vil have tips og tricks,« siger hun.

Thildes målrettede karriereforløb imponerer mig. Mit eget har været en del mere uforudsigeligt og præget af tilfældigheder. Og andres tilbagemeldinger viser mig da også, at de måske er endt et sted, som næppe stod øverst på ønskelisten, da de for første gang satte foden i Journalisthøjskolens grå haller for otte år siden.

"Langt hen ad vejen er det hele sket lidt tilfældigt"

En skriver, at han er ”noget så sindsoprivende som kommunikationskonsulent i en it-afdeling i det offentlige” – en anden svarer, at han har et ”spændende, spændende job i El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat”. Jeg ringer op til sidstnævnte for at spørge, om jeg overfortolker, når jeg læser lidt sarkasme ind i hans formulering. 

»Man kan sige, at det jo ikke er den mest glamourøse arbejdsplads, i forhold til hvor så mange andre journalister arbejder. Det var måske der, sarkasmen kom ind,« forklarer Kenneth Hansen.

Han har arbejdet i El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat i tre et halvt år og er eneste kommunikationsmedarbejder og eneste journalist på arbejdspladsen. Det betyder, at arbejdsopgaverne er alsidige, fortæller han: 

»Jeg laver vores brochurer og vores efteruddannelseskataloger og andet informationsmateriale. Jeg skriver teksterne, men derudover er jeg også grafiker og fotograf – det er mig, som layouter, tager billeder og laver video. Jeg tager også telefonen, hvis den ringer, og jeg laver også bordkort, hvis vi skal holde en konference,« siger han.

Jeg havde ikke gjort mig nogen tanker om, hvor en fyr som Kenneth skulle ende på den anden side af hovedopgaven. Men jeg kan huske, at han skrev digte, som han lagde på Facebook eller sendte ud på klassens fællesmail om fredagen. Umiddelbart en genre, der ligger langt fra at lave efteruddannelseskataloger for elektrikere og vvs’ere, tænker jeg. 

Hvad tænker du selv om det job, du har i dag?

»Hvis du var kommet hen til mig på Journalisthøjskolen og havde sagt ”El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat – kunne det ikke være noget for dig?”, er det klart, at det ikke havde ligget lige til højrebenet. Det havde jeg sgu ikke lige tænkt på. Men langt hen ad vejen er det hele sket lidt tilfældigt. Det var også lidt tilfældigt, at jeg overhovedet søgte ind på Journalisthøjskolen,« siger Kenneth.

Selv om det ikke var en del af pensum på Journalisthøjskolen at lave bordkort og layoute informationsmateriale, synes han alligevel, at han lærte ting, som han bruger i sit blæksprutte-kommunikationsjob i dag:

»Noget af det, man bliver god til af sådan en journalistuddannelse, er at sætte sig ind i nyt stof relativt hurtigt. Da jeg startede her, fik jeg ansvaret for at lave en ny designmanual. Det havde jeg jo aldrig prøvet før, men så satte jeg mig ned og begyndte at researche, som hvis jeg skulle skrive en lang artikel. De ting, vi kan, kan bruges på mange måder – det er bare noget med at sætte ledningerne sammen på en ny måde,« siger Kenneth.  

Det er først, da jeg har lagt på og sidder og kigger på mine noter fra interviewet, at jeg opdager elektriker-metaforen om journalistiske kompetencer som ledningerne. Inde i mit hoved bliver det hurtigt til et næsten poetisk billede på, hvor nemt man kan finde sig til rette på en hylde, man ikke vidste, man nogensinde skulle lande på. Jeg føler mig ret sikker på, at Kenneth – trods lidt sarkasme – er glad for sit job.

»De ting, vi kan, kan bruges på mange måder – det er bare noget med at sætte ledningerne sammen på en ny måde,« siger Kenneth Hansen, kommunikationskonsulent i El- og Vvsbranchens Uddannelsessekretariat.
Foto: Kenneth Hansen

27 er selvstændige eller freelancere

Kenneth og de omtrent 25 andre fra mit semester, som i dag er ansat i kommunikationsstillinger, er ikke de eneste, som ikke er ansat på et medie. Efterhånden som flere og flere tidligere klassekammerater begynder at vende tilbage på mit ’hvad laver du i dag’-spørgsmål, står det klart, at en del er freelancere eller selvstændige – typisk med en blanding af opgaver inden for journalistik, kommunikation, presse og pr.

Mette Skøtt er en af de cirka 27 fra min årgang, der er freelancer eller selvstændig i dag.

“Efter endt uddannelse shoppede jeg lidt rundt i tv- og bladbranchen, før jeg endelig turde erkende, at faste arbejdstider, en chef, rutiner og den samme udsigt hver dag ikke er noget for mig,” forklarer hun, da hun vender tilbage på min Facebook-besked. 

Hun laver især bolig-, livsstils- og menneskestof til fagorganisationer, blade og magasiner – men indimellem også advertorials. 

”Jeg hører til i den bløde ende af journalist-skalaen og befinder mig godt der,” skriver hun.

Mette er langtfra den eneste fra min årgang, der lader til at have fundet sin niche i freelance-verdenen. En melder ind, at han bor i Barcelona og primært skriver om fodbold for blandt andet UEFA og Tipsbladet, en anden har taget en kandidatgrad i journalistik og har nu egen virksomhed specialiseret i naturformidling, mens en tredje bor i New York, hvor hun underviser i creative writing på Columbia University, er redaktør for et litteraturtidsskrift og promoverer og oversætter dansk litteratur til det amerikanske marked.  

Enkelte er selvstændige i så fjerne hjørner af branchen, at jeg er fristet til at konkludere, at de har forladt medie- og kommunikationsbranchen. Det gælder blandt andet Jakob Sørensen. Han har netop sagt sit job som først redaktør og siden kommunikationsansvarlig i Danmarks Sportsfiskerforbund op for at blive selvstændig inden for markedsføring og salg af beklædning til sportsfiskere. Men, skriver han i en mail:

”Jeg mener på ingen måde, at jeg forlader branchen.” 

Over telefonen forklarer han: 

»Jeg skal arbejde med præcis de samme værktøjer, som jeg har gjort indtil nu. Budskaberne er nogle andre, og målgruppen er kunder i stedet for læsere eller medlemmer – men det handler stadig om at spotte og fortælle en god historie, om at sortere i stoffet, så det passer til målgruppen, og om at vælge de rigtige platforme til at få det ud på,« siger Jakob Sørensen. 

Han fortæller, at han først og fremmest har sagt sit faste job op for at få mere tid til familielivet. Med en søn på et år og lang transporttid til arbejdspladsen kom jobbet som kommunikationsansvarlig for Danmarks Sportsfiskerforbund til at fylde for meget, syntes han.  

»Hvis der for eksempel skete noget på den politiske scene med betydning for vores område, kunne jeg være sikker på, at pilen pegede på mig. Også selv om det var fredag aften eller søndag morgen,« siger Jakob Sørensen.

Jeg lægger røret på med det gamle mundheld rungende i hovedet: ”Journalistik kan føre til meget. Hvis man forlader det i tide.”

»Budskaberne er nogle andre, og målgruppen er kunder i stedet for læsere eller medlemmer – men det handler stadig om at spotte og fortælle en god historie,« siger Jakob Sørensen, som har forladt jobbet som kommunikationsansvarlig i Danmarks Sportsfiskerforbund til fordel for et arbejdsliv som selvstændig inden for marketing og salg.
Foto: Søren Astrup Jørgensen

På kanten af branchen

Andre er sværere at kategorisere. I nogle tilfælde fordi de befinder sig ”på kanten af branchen”, som min redaktør formulerer det, da jeg indvier ham i mine kvaler med at få presset alle ned i en af de snævre bokse, jeg har defineret i mit hoved. Bokse med overskrifter som ’freelance’, ’arbejdsløs’ og ’kommunikationsansat’ – men hvilken af dem placerer jeg for eksempel en fyr som Søren Staal i?

Søren var én af de otte fotojournalister, jeg også startede på Journalisthøjskolen sammen med. Ligesom de andre fotografer fra årgangen – på nær en enkelt, der læser på filmskolen – er han selvstændig i dag. Men det er ikke fotografi, han tjener de fleste af sine penge på.

»Jeg kan ikke leve af at være fotograf, som det ser ud nu. Én gang om ugen underviser jeg som fotolærer på en folkeskole, men derudover arbejder jeg som vicevært og handicapmedhjælper. Min hovedindkomst er fra lønarbejde, der er tilrettelagt på en måde, der giver mest mulig "fri" tid til at tage imod freelanceopgaver. Dem kommer der ikke så mange af. Jeg har kun én fast kunde i butikken,« fortæller Søren Staal, da jeg ringer til ham.

Jeg spørger, om han kan huske, hvilket arbejdsliv han drømte om, da han startede på Journalisthøjskolen.

»Jeg havde da helt sikkert en drøm om, at jeg skulle rejse rundt i verden og fotografere. Jeg tror, jeg havde en plan om at slå mig ned i enten Indien eller Kina og arbejde derfra i nogle år. Men så kom livet ligesom bare lidt i vejen,« siger Søren Staal, der fik to børn under uddannelsen. 

Ville du have valgt noget andet end fotojournalistuddannelsen, hvis du skulle vælge i dag? 

»Det er et svært spørgsmål. Når jeg tænker på min økonomi og kigger på min bundlinje, havde det da klart været belejligt for mig, hvis jeg havde valgt et andet fag. Men rent åndeligt ville jeg ikke have byttet den udvikling, jeg har været igennem som fotojournalist, for noget som helst,« siger han.

»Jeg havde da helt sikkert en drøm om, at jeg skulle rejse rundt i verden og fotografere. Men så kom livet ligesom bare lidt i vejen,« siger freelancefotograf Søren Staal, som supplerer fotoopgaverne med andre jobs.
Foto: Søren Staal
»Der er sindssygt mange om buddet. Der var 480 ansøgere til det sidste job, jeg var til samtale til,« siger Kirstine Dalsgaard Larsen, som arbejder fuld tid som skolelærer.
Foto: Privat

Mange om buddet

Kirstine Dalsgaard Larsen er en anden fra min årgang, som lige nu får arbejdslivet til at hænge sammen ved også at arbejde uden for medie- og kommunikationsbranchen. For cirka otte måneder siden skrev hun en åben statusopdatering på Facebook, der startede: 

”Okay, this is it: Jeg gider ikke at være på dagpenge mere.” Opdateringen sluttede med en efterlysning af et job som for eksempel lærervikar, pædagogmedhjælper eller tjener. Og så det lidt desperate ”Anything?” til sidst.

 

Okay, this is it: jeg gider ikke være på dagpenge mere. Jeg gider ikke søge jobs, jeg ikke kan få eller vil have, for at…

Posted by Kirstine Dalsgaard Larsen on Tuesday, June 9, 2015

 

Jeg ringer til Kirstine for at forstå baggrunden for, at hun var nået dertil. Jeg kan huske, at hun efter halvandet års praktik på Kristeligt Dagblad fortsatte direkte i et års vikariat som journalist på samme avis. Umiddelbart en usædvanligt god start på karrieren, tænkte jeg dengang.

»Jeg tænkte også, det var et godt job at få på CV’et. Det er ikke sådan et, man bare løber direkte ud i mediebranchen og river ned fra hylden,« siger Kirstine, som efter vikariatet vendte tilbage til skolen og gjorde uddannelsen færdig. 

Hun har siden haft fuldtidsjob som kommunikationsmedarbejder for Brorsons Kirken på Nørrebro, men efter halvandet år havde de ikke længere råd til at have hende ansat. Og efter et kortere vikariat på Alt For Damerne stod hun i januar 2015 uden job. 

»Jeg syntes, jeg gjorde alle de rigtige ting; jeg søgte alle de jobs, jeg skulle, jeg plejede mit netværk, og jeg gik til kurser i forbundet. Alligevel fik jeg ikke noget job. Det var en følelse af at slå i en dyne,« fortæller Kirstine. 

I dag arbejder hun fuldtid som skolelærer. Dertil freelancer hun med blandt andet bogredigering og pressearbejde og laver frivilligt kommunikations- og eventarbejde for en kønspolitisk organisation. Ved siden af det hele søger hun jobs, fortæller hun.   

»95 procent af de stillinger, jeg søger, er kommunikationsjobs. Men i udgangspunktet er jeg jo trænet og uddannet til at være meget klassisk avisjournalist – på papiret er jeg ikke uddannet til kommunikation. Og der er sindssygt mange om buddet. Der var 480 ansøgere til det sidste job, jeg var til samtale til,« siger hun.

Da jeg dagen efter interviewet sender citater til clearing hos Kirstine, skriver jeg et lille PS om, at jeg føler mig sikker på, at hun snart får hevet et journalist- eller kommunikationsjob i land. Andet kan jeg ikke få til at give mening. Hun takker og tilføjer: ”Sig det gerne videre til andre.”

Under halvdelen er journalister på uafhængige medier

Med nogle få undtagelser har jeg efterhånden fået overblik over, hvor alle 133 fra min journalisthøjskole-årgang er i dag. Det er tid til at gøre tallene op: 

Ud over de 21, der droppede ud, er der rundt regnet en håndfuld af dem, som færdiggjorde uddannelsen, der i dag er arbejdsløse, i gang med en ny uddannelse eller har skiftet branche. Dertil kommer 24 ansat i kommunikationsstillinger og omkring 27 freelancere. 

Under halvdelen af dem, jeg startede på Journalisthøjskolen med, er ansat som journalist på et uafhængigt medie. Ret langt fra det indtryk, jeg havde, før jeg begyndte at tjekke op på mine tidligere klassekammerater. Men måske et meget godt billede på mediebranchen anno 2016?

Flere af dem arbejder på relativt nye medier, og i alt 15-20 stykker er ansat i DR eller TV 2. Flere af dem har nået at få en redaktørstilling, mens andre er blevet et kendt ansigt eller en kendt stemme.

Kendte ansigter og stemmer

Det gælder for eksempel Nadia Filt, der er vært på TV 2 Sporten, Jens Jacob Juulsager, der kommenterer håndbold på DR, Martin Kampmann, der blandt andet har været vært på ’X-Games’ på DR3, og Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen, der i september løb med prisen som Årets Radiotalent ved Prix Radio for sin værtsrolle på ’P1 Dokumentar’. Alle sammen dygtige folk. Men når jeg tænker over det, havde det været præcist lige så umuligt at forudsige, at netop de fire otte år efter første skoledag på Journalisthøjskolen skulle ende i et profileret værtsjob, som at Kenneth Hansen skulle havne i en kommunikationsstilling hos El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat, eller at Kirstine Dalsgaard Larsen skulle være jobsøgende.

Og så er der Peter Falktoft og Esben Bjerre, der er blevet kendt som makkerparret Monte Carlo. Jeg arbejdede sammen med Esben på et tv-forløb på tredje semester, og vi var også lidt kærester i en kort periode, mens han var i praktik som helt almindelig, seriøs nyhedsjournalist i DR. Jeg ville aldrig have gættet, at han fire år senere ville være kendt for at lave satirisk radio og rejse rundt i verden med vores fælles tidligere klassekammerat. 

Det havde han heller ikke selv, fortæller han, da jeg ringer. 

»Grand Prix-vært var fandme ikke noget, jeg havde forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være, da jeg gik på Journalisthøjskolen! Vi blev jo undervist meget efter, at det fineste, man kunne komme ud at lave, var at arbejde på en avis. Men hvis vi skulle sige det højt, vidste vi jo godt, at det måske kun var fem af os, der faktisk skulle det,« siger Esben. 

Hans egne drømme gik også i mere klassisk retning dengang:

»Hvis jeg skulle drømme rigtig stort, ville jeg gerne være Christiansborg-reporter engang. Da jeg fik praktikplads på DR Nyheder, var min lykke gjort – jeg tænkte, at det var i den retning, det skulle gå. Da Peter ringede og spurgte, om jeg ville være med til at lave et radioprogram på P3, forestillede jeg mig egentlig bare, at den oprindelige plan blev sat lidt på pause. Men det er så resulteret i en noget anden karriere, end jeg troede, jeg skulle have,« fortæller Esben.

Jeg spørger Esben, om han kunne forestille sig en dag at vende tilbage til at lave mere almindelig journalistik. Det kunne han godt.

»Men måske lidt klog af skade har jeg droppet de der femårsplaner. For fem år siden sad jeg på Journalisthøjskolen og tænkte, at jeg bare skulle tilbage til DR og lave nyheder. Den næste dag var jeg kendt,« siger han.

»Grand Prix-vært var fandme ikke noget, jeg havde forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være, da jeg gik på Journalisthøjskolen!« siger Esben Bjerre, den ene halvdel af makkerparret Monte Carlo på DR.
Foto: Theis Mortensen

Fleksible fremtidsdrømme 

Jeg stirrer lidt på billedet af mig selv dernede i højre hjørne. I hvert fald var det jo ikke mig, der blev én af de fem fra årgangen, der faktisk endte på et landsdækkende dagblad, som jeg nok drømte om.

Spørgsmålet er, hvad jeg selv havde tænkt, hvis nogen første skoledag på Journalisthøjskolen havde kigget i krystalkuglen og fortalt, at jeg otte år senere skulle sidde her på fagbladet Journalisten og lave navlepillende journalistik om mig selv og min egen branche?

Hvis jeg skal sige det helt Æ R L I G T – som min redaktør med Caps Lock og ekstra mellemrum opfordrer mig til i en mail – så tror jeg faktisk alligevel, at jeg i hvert fald ret kort tid efter ville have været ret godt tilfreds. Selv fremtidsdrømme er jo heldigvis en relativ størrelse – og allerede da jeg skulle til Panikdag, søgte jeg både første og anden gang praktikplads på Journalisten. Jeg fik hverken pladsen første eller anden gang. Til gengæld fik jeg jobbet, da jeg halvandet år efter at have fået mit eksamensbevis fra Journalisthøjskolen søgte job på Journalisten.

Bagefter skrev jeg i en helt beruset statusopdatering på Facebook, at jeg havde fået mit drømmejob. Om nogle år er drømmejobbet nok et andet? 

 

 

De studerende, som ifølge DMJX ikke har gennemført uddannelsen, har vi valgt at sløre. Det samme gælder dem, som vi ikke har kunnet spore.

Oprindelige klassebilleder er taget af: Kristine Kiilerich.

 

 

 

Kommentarer
1
Joan Husted
03.03.16 13:00
Tak for et spændende indblik
Tak for et spændende indblik i din årgang fra betonen her på Oluf Palmes Allé. Den er allerede delt blandt vores studerende.
Mange af dem går rundt med forestillingen om, at de skal tænke i langsigtede karriereplaner for at få et godt arbejdsliv. Som studievejleder ser jeg heldigvis flere og flere, som ikke bare pejler efter, hvad de tror er prestigefyldt. Din fortælling er et godt eksempel på, at selv om drømmene, man sad med som journalistspire i Frøberts, ikke lige blev realiseret, viser der sig ofte noget andet godt. Det er vi vist en del gamle rotter rundt omkring, der har erfaret.

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen