Mens mænd gerne stiller op til interview, kræver det langt mere overtalelse at få kvinderne med. Det illustrerer en kvindelig svensk journalist med en lille sommeranekdote
»Nej, jeg synes hellere, du skal spørge en anden. Mit hår sidder ikke helt rigtigt i dag.«
Sådan lød en af kommentarerne fra en kvinde, da den svenske lokaljournalist Monica Lundbom bad en række tilfældige mennesker medvirke i en voxpop om midsommeren.
Hun skulle lave seks korte interviews. Det tog hende 40 minutter at finde de tre kvinder og 10 minutter at finde tre mænd. Det skriver Monica Lundbom i et blogindlæg på Mediamänniskan.se.
Pletter på træningstøjet
En af mændene var klædt i plettet træningsdragt og havde tøfler på fødderne. Alligevel sagde han ja uden at betænke sig.
»Jeg ser jo sådan her ud. Det havde alligevel ikke gjort nogen forskel, om jeg havde barberet mig eller redt håret,« forklarede han, inden han stillede op til fotografering.
Til gengæld var det svært at få kvinder i tale. En nydelig dame i 70-årsalderen syntes, hun var for gammel.
Nummer to troede ikke, hun ville se godt ud på billedet – hun havde en dårlig hårdag.
Selv kvinder i 40-årsalderen foreslog, at Monica Lundbom talte med yngre kvinder.
»Sådan nogle som mig ønsker ikke at se et billede af sig selv i avisen,« forklarede en.
Det krævede 17 forespørgsler at finde tre kvinder, og det tog 40 minutter.
Monica Lundbom tror, at forklaringen på kvindernes tilbageholdenhed er, at det almindeligvis er mænd og unge kvinder, der optræder i medierne.
»Det samlede mediebilledet er åbenbart ikke noget, som "almindelige" "midaldrende kvinder i en lille by kan identificere sig med,« skriver hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.