search

Det kan medierne lære af Se og Hør-sagen

ANALYSE. Se og Hør-sagen lærer os journalister, at vi skal passe meget på, hvis vi betaler kilder, at chefen har det største ansvar, og at det ikke er nogen undskyldning at holde sig i uvidenhed om, hvor oplysningerne kommer fra, skriver Poul Smidt

Hvis danske journalister skal drage en tydelig lære af dagens afgørelse i Se og Hør-sagen, så er det, at man skal være forsigtig med betalte kilder.

Det langstrakte forløb med fast betaling til tys-tys-kilden Peter Bo Henriksen var et klart og tydeligt signal om, at han ikke fik sine oplysninger på en passende måde fra et passende sted.

Det skulle de dømte have indset. Peter Bo Henriksen fik halvandet års ubetinget fængsel for at hacke sig ind på sin arbejdsplads. Han havde legitim adgang til meget, men ikke til det hele, og en så gylden kilde skulle være mødt med meget store betænkeligheder.

De kendtes lære af afgørelsen

Nu øste man af kilden, og det kostede tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup 12 måneders betinget fængsel med samfundstjeneste og tre måneders fængsel til afsoning. De tre måneder til afsoning fik han, fordi han generelt havde lagt en hård linje. Tidligere chefredaktør Kim Henningsens 12 måneders betinget fængsel er begundet med, at han kørte aftalen videre i tre år. Det samme gjorde journalisterne Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen, men de var journalister, der fulgte den lagte linje. Derfor blev deres fire måneders fængsel gjort betinget, og de ligger således også under de mellemchefer, der i tilståelsessagen i august fik seks måneders betinget fængsel.

Hvis de kendte, de kongelige og offentligheden skal drage en lære af afgørelsen, så er det, at den systematiske overvågning og udnyttelse af personlige data er en alvorlig forbrydelse, som straffes strengt. Det bør derfor ikke kunne ske igen.

De halvandet års fængsel til Peter Bo Henriksen begrundes netop med den grove krænkelse af de overvågede personer – mod systematisk betaling og til et formål, som ikke havde nogen samfundsmæssig betydning. I dommens præmisser, som endnu ikke findes skriftligt,  ligger nok en tilkendegivelse om, at noget havde været anderledes, hvis det havde været en sag om samfundsmæssig relevant journalistik.

Se og Hør-sagen drejede sig ikke om sladderbladets krænkelse af de kendtes privatliv og integritet ved at offentliggøre oplysninger. Det er kun indsamlingsmetoden, og kun denne bestemte indsamling af oplysninger fra en lukket database, der er pådømt. Den fysiske overvågning af de kendte er ikke blevet gennemlyst og vurderet. Paparazzi-metoderne er de samme i morgen som i går, og det vil være lovgivningsmæssigt mere end besværligt at dæmme op for de metoder, som den enkelte kan finde meget belastende.

Hvad sagen besvarede

Vi fik bekræftet, at ansvaret for strafbare journalistiske metoder også og måske især ligger på bestyrelsesgangen. Aller Media tjener sine penge på at udgive Se og Hør og var som juridisk person tiltalt i sagen og har betalt 10 millioner kroner for at lade ulovligheder foregå på redaktionen. Aller betalte med glæde.

Vi fik at vide, at den ansvarshavende redaktør skal bære ansvaret for ulovligheder begået af sig selv og sine ansatte. Men de ansatte har et selvstændigt ansvar for ikke at medvirke til straffelovsovertrædelser. Det hjælper et stykke ad vejen, men ikke hele vejen, at sige, at man handlede efter instruks. Man skal sige fra, når man er på usikker grund.

Hvad der mangler i Se og Hør-sagen

Retssagen i Glostrup er blevet fulgt af flere advokater, der forbereder erstatningssager på vegne af de krænkede – og det er ikke entydigt, hvem det er, og hvilke sager, der følger.

På den ene side er NETS/IBM ansvarlig for, at virksomhedens data-sikkerhed var, som den var, og den var ikke god nok til at standse tys-tys-kildens engagement på vegne af Se og Hør. Det kan betyde, at nogle af de krænkede privatpersoner også inddrager NETS i et søgsmål, der ellers må have adresse mod de dømte enkeltpersoner og Aller Media.

På den anden side er NETS/IBM også krænket af den ulovlige indtrængning i de kendte og kongeliges kreditkortbevægelser. Den blev iværksat af firmaets egen medarbejder, men stærkt inspireret og betalt af Se og Hørs redaktion. Her ligger et muligt erstatningsansvar på enkelpersoner og på Aller Media.

Og de krænkede personer har mulighed for at kræve erstatning for tort; de var konstant overvåget på en måde, der var stærkt krænkende, i hvert fald betød overvågningen at de gik rundt med mistanker og til tider paranoia. Der var jo nogle, som fortalte Se og Hør noget, som sladderbladet ikke skulle have at vide, og det gjorde dem urolige.

Se og Hør har tidligere vist sig betalingsparate for at undgå at videreføre krænkelser gennem langvarige retssager.  Der bliver nok at holde øje med samtidig med, at der kommer et interessant juridisk-politisk forløb, der er beskrevet her.

Kommentarer
2
Kaj Spangenberg
24.11.16 15:37
Det er svært at være uenig i
Det er svært at være uenig i noget af det, Poul Smidt her skriver. Især synes jeg, at det er vigtigt at bemærke, hvad han skriver om paparazzi-fotograferne og deres virke.
De og deres arbejde er jo ikke berørt af dommen. I hvor høj grad kommer lovgivning om privatlivets fred til at spille ind her? Her savner man et udspil.
Men hvem skal komme med det?
Fremhævet af Journalisten
Per Meinertsen
24.11.16 16:20
Og så er der dem som ikke har
Og så er der dem som ikke har lært noget. Kim Henningsen fx ville gøre det igen, for som han siger: "Det er enhver journalists opgave at have gode kilder".
Læren for ham er, at kilden blot ikke skal honoreres sort.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen