Sygeplejerskens mangeårige chefredaktør blev fyret for et år siden. Nu hiver Peter Skeel Hjorth sin tidligere arbejdsgiver i retten. Han mener, at sagen viser, at kommunikation og journalistik er to uforenelige størrelser.

KAMP. »Jeg tog hele lortet med.«

Peter Skeel Hjorth hiver tre hvide papskuffer op af en stor plasticpose. Papskufferne må høre hjemme i en lille reol, men nu er de arkiv for Sygeplejerskens tidligere chefredaktør.

Han kigger knapt op, men sætter sig hurtigt og begynder at bladre. Igennem dokumenter, breve, mødereferater, handlingsplaner og mails. Imens lyder hans stemme som en mumlende underlægningsmusik.

»Her sker det!« udbryder den 61-årige journalist.

På bordet lander et A4-ark med Dansk Sygeplejeråds røde logo i øverste højre hjørne. De første ord er: »Kære Peter.«

Brevet kigger op på ham – akkurat som da han så det for første gang den 16. marts 2004.

»Under henvisning til vore samtaler, senest samtalen i dag, bekræfter jeg herved, at du, indtil anden aftale er indgået, fritages for dine arbejdsforpligtelser som chefredaktør på Tidsskrift for Sygeplejersker.«

Brevet er underskrevet af formanden Connie Kruckow og er kulminationen på flere måneders strid mellem Peter Skeel Hjorth og Connie Kruckow. Mellem journalisten og politikeren. Eller som Peter Skeel Hjorth udlægger det: Mellem journalistik og kommunikation.

»Det her er det afgørende bevis for, at de ikke vidste, hvad de ville med tidsskriftet. De ville bare udøve magt.«

Peter Skeel Hjorth smider nogle løse ark på bordet.

'Kommunikationsstrategi', står der med fede bogstaver.

Han løfter blikket fra sin papirstak.

Siderne er næsten to år gamle, men de er vigtige for Peter Skeel Hjorth. Teksten er begyndelsen på Dansk Sygeplejeråds kommunikationsstrategi. Den slags er blevet et must for alle større virksomheder og organisationer. I samarbejde med kommunikationseksperter erkender direktørerne, at kommunikation ikke bare er bløde værdier og pæn indpakning, men en disciplin, der kan skabe sorte tal på bundlinjen og livsvigtig goodwill.

Også for Dansk Sygeplejeråd.

I løbet af et års tid får Sygeplejerådet sin egen strategi – med Sygeplejersken som en vigtig del af 'kommunikationsplatformen'. Ifølge strategien skal bladet bevare sin uafhængighed, men samtidig bidrage til opfyldelsen af rådets vision.

På den ene side uafhængig journalistik og på den anden side del af en kommunikationsstrategi.

Det skal vise sig at blive en ganske svær dobbeltrolle for fagbladet. I hvert fald med Peter Skeel Hjorth ved roret.

»Hvor fanden? Det ligger jo hulter til bulter.«

Peter Skeel Hjorth leder videre i en ny papskuffe og fortæller adspredt, hvordan søsterorganisationerne i Sverige og Norge fik kommunikationsstrategier, og hvordan først hans svenske kollega og derefter den norske kom under pres. Til sidst kom turen til Danmark og Peter Skeel Hjorth.

Det skete kort før jul 2003. Tre måneder før fyresedlen ramte bordet.

En medarbejder på Sygeplejersken skriver et nytårsinterview med formanden Connie Kruckow. Artiklen bliver sendt til godkendelse. Som kutyme. Men der sker noget uventet. Informationschefen skriver nye sætninger ind i teksten, som formanden ikke har sagt i interviewet.

Det kan Peter Skeel Hjorth ikke acceptere.

Han vifter med en mail, som han skrev til informationschefen. Han læser lynhurtigt et par sætninger:

»… jeg har fuld og hel forståelse for, at formanden har brug for at anvende Sygeplejersken som talerør. Det skal der ikke herske tvivl om. Men det skal ske på en måde, der også presse-etisk er i orden …«

Herefter modtager Peter Skeel Hjorth en lodret ordre om at bringe nytårsinterviewet. Det gør han. Men med informationschefens byline.

»Det er jo ikke journalistik længere.«

Den følgende tid bliver stemningen værre på sygeplejerskernes faglige hovedkontor i hjertet af København. Peter Skeel Hjorth begynder at skrive talesedler til møderne i forbundet.

»Hele situationen var totalt ude at flyve, så jeg blev nødt til at vide, hvad jeg havde sagt.«

Efter tre måneders iskold luft bliver Peter Skeel Hjorth præsenteret for en fyreseddel under et møde med Connie Kruckow og forbundets direktør.

Peter Skeel Hjorth fik et års løn. I dag er indbetalingerne fra arbejdspladsen gennem 30 år stoppet, og alle bånd klippet. Derfor er det først nu, han kan 'få røntgenfotograferet hele forløbet'. Peter Skeel Hjorth har en ny papskuffe liggende på låret. Han finder nogle sammenhæftede papirer, som han smider på bordet.

»Nå ja,« kommenterer han.

'Stævning', står der øverst på siden.

Den tidligere chefredaktør har for egne penge hyret en advokat, og nu hiver han Dansk Sygeplejeråd i retten. Han kræver 367.304 kr. for at være blevet fyret uden rimelig grund.

»Det er ikke så meget pengene,« siger Peter Skeel Hjorth.

»Jeg føler, at jeg har været udsat for en ærekrænkende og uværdig behandling.«

Han afviser, at der er tale om hævn. Men forklarer, at redaktionen mistede muligheden for at lave uafhængig journalistik.

»Jeg vil give en interessant detalje,« kommer det pludselig.

»Informationschefen sagde ordret på et møde: 'Journalistik er bare en teknik'.«

Peter Skeel Hjorth kigger op og løfter øjenbrynene:

»Journalistik er bare en teknik!« gentager han med tryk på hvert ord.

Han trækker vejret hårdt ind gennem næsen og spytter de næste sætninger ud:

»Jeg har en opfattelse af journalistik som et livssyn – og en vilje. En måde at tænke på, en filosofi og en etik. Som journalist skal man prøve at undgå, at læserne bliver ført bag lyset. Journalistikkens væsen er at stille kritiske spørgsmål.«

Papskufferne er tilbage i bæreposen. Han slynger posen over skulderen som en tung sæk.

»Nu har jeg givet de oplysninger, jeg kan. Jeg skal nok lade være med at blande mig i, hvad du gør med dem.«

Connie Kruckow og Dansk Sygeplejeråd har ikke ønsket at tale med Journalisten på grund af den kommende retssag. Parterne mødes den 12. og 15. august i Københavns Byret.