Det her er til dig, Joe, hvis du er derude

Det amerikanske præsidentvalg tog en ny drejning i går, da 'Joe the Plumber' blev hovedperson. Journalist Marie Louise Sjølie ser på mediefænomenet i sit andet postkort fra New York. 

Det amerikanske præsidentvalg tog en ny drejning i går, da 'Joe the Plumber' blev hovedperson. Journalist Marie Louise Sjølie ser på mediefænomenet i sit andet postkort fra New York. 

Det er han. Blikkenslager-Joe er derude. Han er også derinde i medierne nu. »A new celeb« blev han døbt i aviserne i går. Ikke mindre end 26 gange blev han nævnt i den sidste af de tre præsidentdebatter på det festklædte Hofstra University på Long Island onsdag aften. Økonomien blev nævnt 16 gange. Irak: 6.

Blikkenslager-Joe mødte Barack Obama på gaden i Tuledo, Ohio. I virkeligheden hedder han Samuel Joseph Wurzelbacher, er 34 år gammel, enlig far og selvstændig. Og så er han bekymret over udsigten til at få demokraten Barack Obama som USA's næste præsident. Fordi Obama gerne vil »sprede rigdommen«.
»Med din skatteplan kommer jeg til at betale mere i skat, ikke?« spurgte Samuel Joseph Wurzelbacher demokraternes præsidentkandidat.
Jo det er muligt, lød svaret.

Bingo, tænkte John McCains kommunikationsrådgivere. Her er vores chance for at vende meningsmålingerne. Du skal tale til Blikkenslager-Joe, sådan mand til mand og kigge lige på ham igennem kameralinsen, når du sidder ved siden af den elitære Barack Obama under debatten. Det gjorde John McCain. »Min ven,« sagde præsidentkandidaten flere gange, selv om det var Obama, ikke McCain, der havde mødt Wurzelbacher.

Og vinderen er …
Forestil dig, at Anders Fogh havde adresseret 'Hans Håndværker' 26 gange under en partilederrunde under valget sidste år. »Hans, min ven«. Vi ville nok have tænkt, at det var at lefle lige rigeligt for Hans og hans kammerater.

Det synes amerikanerne åbenbart også.
I hvert tilfælde her på kaffebaren på Bedford Avenue i Brooklyn, hvor man ikke har meget til overs for Blikkenslager-Joe-retorikken. Det er et billigt trick, der i øvrigt skræmmer de sidste intellektuelle republikanere væk, siger en ung journalist, der sidder ved siden af mig og arbejder på et indlæg til The New York Times.

Og i medierne er valget nærmest afgjort.
»Og vinderen er«, stod der med fede typer på forsiden af avisen Newsday. De mente Barack Obama. »Det er virkelig virkelig ovre«, skrev The New Republic, der dømte den demokratiske kandidats præstation overlegen i både indhold og stil.

OK. John McCain fik taget et par stik. Blandt andet da han huskede Barack Obama på, at han ikke var oppe imod George W. Bush. Hvis du gerne ville have stillet op imod Præsident Bush, skulle du have gjort det for fire år siden, sagde John McCain. Og de fleste medier mente, at McCain var i bedre form, end han havde været til de andre to debatter. Men også at den republikanske kandidat trådte i karakter alt, alt for sent.

Valgkampens vigtigste mand
Men kan republikanerne ikke være ligeglade med, hvad mediefolk og hipsters i Brooklyn og på Manhattan mener? Måske. Men også nogle af dem, John McCain forsøgte at nå i onsdags blev mere og mere vrede, som debatten skred frem. Folk som Joe er ikke en gimmick eller et slogan. Hvis de to præsidentkandidater havde haft nogen respekt for Joe, ville de have kaldt ham Mr. Wurzelbacher, skriver en kvinde, der præsenterer sig som datter af slagteren Guy, på Washingtonpost.com.

Hovedpersonen selv var ret overrasket over pludselig at være valgkampens vigtigste mand.
»Det er ret surrealistisk, mand, at mit navn bliver nævnt i en præsidentvalgkampagne,« sagde han til Associated Press, der havde fået fat på ham i går. Det er en underdrivelse, at hans navn »bliver nævnt«.
Samuel Joseph Wurzelbacher vil ikke afsløre, hvem han stemmer på den 4. november.

0 Kommentarer