Planerne om at angribe Jyllands-Posten med sprængstoffer og håndholdte våben har skræmt medarbejderne mere end nogensinde. Samtidig rammer truslerne også de ansatte på Ekstra Bladet og Politiken, der deler hus med JP i København.

Trussel. »Tanken om, at der har været en person inde i huset, er uhyggelig. Pludselig er det kommet meget tæt på,« siger tillidsrepræsentant på Jyllands-Posten Jørgen Rye.

Han og resten af medarbejderne på Jyllands-Posten er rystede. De har tidligere skullet håndtere bombetrusler og advarsler om terror, men denne gang har oplevelsen været anderledes hård. Et menneske har besøgt avisen med det formål og ønske at slå medarbejdere på avisen ihjel.

»Det er overraskende, når der dukker noget så konkret op – og mod så konkrete personer«, siger Jørgen Rye.
I sidste uge kom det frem, at to personer var blevet anholdt i USA for planer om terror mod Jyllands-Posten. Den ene har ifølge anklageskriftet erkendt, at han to gange har været i Danmark, hvor han har besøgt Jyllands-Postens redaktioner i både København og Århus for at undersøge muligheden for at angribe med både sprængstof og håndholdte våben. Angiveligt mente én af de terrormistænkte, at det var for voldsomt og planlagde i stedet at dræbe tegneren Kurt Westergaard og Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose.

Journalisterne på Jyllands-Posten har før været udsat for bombetrusler, men denne gang har det gjort langt større indtryk. Sidst der var bombetrusler mod Jyllands-Posten, hvor medarbejderne blev evakueret, var den 31. januar 2006.
»Det opfattede vi ikke som forfærdelig reelt, for der er altid nogle galninge derude, der bliver inspireret til at udløse falsk alarm i de situationer. Det her er meget værre. At der har været så detaljerede planer, er stærkt ubehageligt. Det, der nærmest har været fysisk ubehageligt, er, at de havde planer om at gøre som i Mumbai. Jeg ser for mig, hvordan der kommer fem mand ind med maskingeværer og mejer alle ned. En bombetrussel er mere "nå ja", for det er sværere at forholde sig til, hvordan det er,« siger journalist på Jyllands-Posten Else Boelskifte.

Hun sidder på kontor med journalist Maria Lützen på Puls-redaktionen i København ud mod Vester Voldgade. Maria Lützen hørte første gang om truslerne fra en kollega, der havde set det i en mail fra Ritzau.
»Umiddelbart tror jeg ikke, at situationens alvor gik op for mig. Jeg tænkte "åh nej, ikke igen", men uden at lægge mere i det. Så kom der flere og flere oplysninger i løbet af dagen både på vores eget og andre websites, hvor det blev afsløret, at der var detaljerede planer om at anskaffe håndvåben og sprængstoffer. Tanken om, at der pludselig kunne stå nogle i redaktionslokalet og udløse våben, var lidt voldsom,« siger hun.

Oplysningerne skulle også lige synke ind hos journalist Lone Andersen, før hun forstod alvoren. Hendes første tanke var også, at det nok bare var chikane fra skøre mennesker.

»Lige i starten tog jeg det meget roligt og kunne grine af det, men så læste jeg pressemeddelelsen. Det virkede ret velovervejet, og så syntes jeg ikke, at det var så sjovt. Da jeg kom hjem og så nyhederne og hørte de forskellige udtale sig om sagen – dér tror jeg, at alvoren gik op for mig,« siger hun.

SIDST DER VAR TRUSLER mod Jyllands-Posten, havde avisen en psykolog ude for at fortælle om, hvilke signaler folk skulle være opmærksomme på hos dem selv og andre. Jyllands-Posten har en fast aftale om psykologibistand med Falck Healthcare, som medarbejderne kan benytte sig af. Han og de andre tillidsrepræsentanter holder mobiler og mailbokse åbne for kollegaer, som har spørgsmål. Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer på sådan en trussel, og hvad de har brug for.

»Der er nogle, der joker lidt galgenhumoristisk med det, mens det måske sætter sig dybere hos andre, der bliver mere bekymrede. Det kan være, at de gennem længere tid bliver ved med at kigge sig over skulderen, når de går fra deres arbejdsplads,« siger Jørgen Rye.

I SEPTEMBER FLYTTEDE Jyllands-Postens københavnerredaktion fra Kongens Nytorv til JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen. Det betyder, at truslen mod Jyllands-Posten også indirekte rammer de nye naboer på Ekstra Bladet og Politiken.

Dagen inden afsløringen af terrorplanerne blev lagt frem, havde Politikens medarbejderforening netop siddet og diskuteret, hvad det betød for sikkerheden, at Jyllands-Posten var flyttet ind. Det fortæller stedfortrædende tillidsrepræsentant Pernille Mac Dalland. Da planerne kom frem, blev diskussionen om mere versus mindre kontrol aktuel på en helt anden måde.

»Hvis der pludselig kommer en lastbil fuld af sprængstof og kører ind i hjørnet af huset, kan man jo ikke forhindre det med et ekstra adgangskort. Det ville kræve, at vi forskansede os som den amerikanske ambassade. Det virker meget urealistisk,« siger Pernille Mac Dalland.

Tanken om et mediehus, der er totalt afskåret fra omgivelserne, bryder hun sig personligt ikke om.
»Det er vigtigt, at vi som medier er åbne over for omverdenen. På den anden side set kan vi ikke sidde truslerne overhørig,« siger hun.

Medarbejderne på Politiken havde i forvejen besluttet at bede sikkerhedsudvalget om at invitere PET til et møde i udvalget. De vil gerne have en førstehåndsvurdering af, om der kan eller skal gøres mere.
Jyllands-Postens tillidsrepræsentant, Jørgen Rye, har tiltro til, at ledelsen og PET tager de nødvendige forholdsregler, men er ikke af den grund fuldstændig beroliget.

»På den ene side har efterretningstjenesterne afværget et muligt terrorangreb, men samtidig siger PET, at der fortsat er en trussel. Der kan være andre, der arbejder med lignende planer. Som flere siger her på avisen, så er det noget, vi er nødt til at lære at leve med i lang tid frem,« siger Jørgen Rye.