DR lancerer den største omrokering længe. Planen er ikke at spare penge, understreger cheferne, men de vil ikke udelukke fyringer. Til gengæld vil den journalistiske kvalitet blive styrket, når Update lukker, og nyhederne flyttes til DR2. »Vi starter DR2 forfra,« siger mediedirektør Gitte Rabøl til Journalisten.dk.DR vil i 2013 gennemgå en af de største forandringer i lang tid. Kanalerne DR HD og DR Update bliver nedlagt, og DR3 og en ny børnekanal med arbejdstitlen "Lille Ramasjang" bliver lanceret.
Samtidig skal DR2 »opfindes forfra«, som mediedirektør Gitte Rabøl formulerer det over for Journalisten.dk. Det nye DR2 skal sende hele dagen, og ikke kun en halv dag som nu, og kanalen skal tilføres langt mere aktualitet og nyhedsstof.
Formålet med den store relancering er at styrke DR på tre felter: Nyheder og aktualitet, børn og unge samt kulturstoffet.
Helt konkret vil det betyde et løft for det journalistiske indhold i DR, siger Gitte Rabøl til Journalisten.dk.
I november 2011 blev DR's radiokanaler ændret. Her blev flere kanaler nedlagt, imens det journalistiske indhold på de tilbageværende kanaler blev opprioriteret. I marts i år gennemførte DR også en ændring af nyhedsfladen.
Og nu har DR altså vedtaget næste skridt. Planen er i dag blevet godkendt i DR's bestyrelse.
Samtidig understreger både Rabøl og generaldirektør Maria Rørbye-Rønn, at der ikke er tale om en spareplan.
»Det skal være en samfundskanal, der ikke bare sender nyheder, men også går bag om nyhederne og går i dybden. Vi vil bruge det meget stærke DNA, DR2 har i forvejen. Men nu skal DR2 også håndtere breaking news, og det skal være her, man søger hen i DR-porteføljen, hvis man vil være på pletten,« siger Maria Rørbye-Rønn.
Medieforsker Stig Hjarvard har hos Berlingske.dk været hurtigt ude med kritiske bemærkninger om det nye DR. Han advarer om, at det er »noget af et sats«, hvis DR overlader den lynhurtige nyhedsformidling til TV2 News.
»Dermed har DR overladt den bane til TV 2 med at levere løbende TV-nyheder 24/7. De vil så styrke baggrundsdækningen på DR2. Men det er måske akilleshælen i denne strategi, at de så stærkt vil satse på den baggrundsorienterede nyhedsdækning, siger han med henvisning til, at DR i dag fortæller, at der skal satses mere på mere perspektiv, baggrund og analyse af nyhedsstrømmen på DR2,« siger han til B.dk.
Men DR-cheferne understreger, at DR2 netop skal levere aktualitet og være med på breaking news, imens de sker. DR2 udvider som nævnt sendetiderne, og kanalen skal kunne afbryde udsendelser, hvis der sker breaking news.
Alligevel understreger Gitte Rabøl, at DR ikke kalder DR2 for en nyhedskanal, men en samfundskanal.
»Vi starter DR2 forfra. Hvordan ville kanalen se ud, hvis den skulle sende nyhedsopdateringer døgnet rundt? Men vi skal også bevare noget af det DNA, der har gjort DR2 til et af de stærkeste mediebrands. Det er planen, at vi styrker journalistikken i DR. Det sker også alene ved at flytte indholdet over på DR2 med det særlige greb, kanalen har på stoffet,« sagde Gitte Rabøl til Journalisten.dk.
Det er endnu uklart, hvordan DR1 og DR2 skal deles om nyhederne i fremtiden. Men en ting er sikker: Den undersøgende genre bliver på DR1, slog Rabøl fast.
»DR2 er kendt for dybden, men lige så meget for frækhed og for at bryde konventioner og tænke nyt. Det er alle de ting, vi skal have med. Det skal ikke blive en endnu mere dybdeborende kanal, og den undersøgende journalistik vil fortsat ligge på DR1.«
Når to kanaler lukker, kan det skabe frygt for fyringer. Det var en frygt, som ledelsen ikke slog ned på pressemødet. Tværtimod.
»Det er klart, at når der sker store ændringer, så kan det betyde omrokeringer. Sådan er det. Men det er vigtigt for mig at understrege: Det her er IKKE en spareplan. Det er ikke hensigten, at vi skal spare penge ved de her ændringer. Vi blander kortene,« sagde Maria Rørbye-Rønn.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.