Til Citat: I serien Til Citat møder Journalisten en kollega og stiller tre spørgsmål: Hvorfor blev du x? Hvad er den største udfordring, branchen står over for? Og hvad er løsningen?

Hvorfor blev du en del af mediebranchen?
Jeg har altid skrevet og kommunikeret meget skriftligt. Da jeg var otte år, udgav jeg et magasin, som jeg selv lavede. Det handlede om dyr og havde vist et oplag på omkring 10 eksemplarer, som jeg selv kopierede på min fars kopimaskine og delte ud til klassekammeraterne.

Alligevel valgte du ikke journalistik, men religionsvidenskab – hvorfor?
Jeg interesserede mig meget for, hvorfor samfund udvikler sig, som de gør, og der er religion enormt interessant. Men jeg skrev opgaver om tv-prædikanter, tog fag om religion i fjernsynet og var i det hele taget meget draget af alt det, der havde med medier at gøre. På et udvekslingsophold i USA opdagede jeg, at ingen holdt øje med, hvilke fag jeg tog – så der sneg jeg mig med til en masse fag om film- og tv-produktion. Og pludselig følte jeg mig vildt meget i mit es.

Du har været kommunikationsansvarlig hos Dansk Bredbånd og siden indholdschef hos 3. Hvad drev dig i de stillinger?
Jeg kunne enormt godt lide udfordringen i, hvordan man kommunikerer tekniske ting i et sprog, så almindelige mennesker kan forstå det. Det var afgørende, hvis man skulle have brugerne med. For hvis man spørger folk, om de vil have en pakke med ’mobile content’, vil de flestes svar nok være nej. Men hvis man spørger, om de kunne tænke sig at læse nogle nyheder på mobiltelefonen, er svaret et helt andet. Feltet mellem mennesket og teknologien har altid interesseret mig – så det var en enormt fed opgave.  

Hvad fik dig så til at springe ud som selvstændig i 2009?
Jeg har altid gerne villet være selvstændig. Så da min stilling hos 3 blev skåret væk, gik jeg hjem og åbnede skrivebordsskuffen, hvor der allerede lå en køreplan for det, jeg gerne ville. Jeg syntes, det var tankevækkende, hvor dårlig teknologibranchen var til at inkludere kvinder som deres målgruppe. De blev betragtet som en niche, der skulle have lyserøde telefoner uden for mange knapper at trykke på i kampagner med sommerfugle og cupcakes. Og så lavede jeg Elektronista, som taler mere til mennesker end til køn! Jeg ville have det indhold, jeg så i gadget-magasinerne, men samtidig den form og det kommunikationssprog, jeg så i livsstilsmagasinerne. Og det var helt oplagt, at jeg skulle lave det medie.

Mange læsere vil kende dig som vært på programmet Elektronista på Radio 24syv. Hvad er den største udfordring for dig som radiovært?
Du skal være personlig, og du skal have en holdning, fik jeg at vide, da jeg startede. Jeg tror, det er den helt rigtige måde at tænke medier på, men det var – og er også stadig – ret grænseoverskridende for mig. Det strider mod et eller andet at skulle fremhæve sig selv og sine holdninger som vært.

Hvad er den største udfordring for mediebranchen?
Det er jo en gammel branche med en masse erfaring. Det kan selvfølgelig være en fordel, men samtidig er det også en masse tung bagage at slæbe rundt på. Det tror jeg kan være rigtig farligt. Hvis man skulle lave en avis helt forfra i dag, ville den nok ikke ligne dem, vi kender i dag. Den ville i hvert fald ikke være på papir, og den ville slet ikke udkomme på samme måde. Dagen efter Nelson Mandelas død tweetede jeg et billede af en af udgaverne af Politikens forside, hvor der ikke stod et ord om dødsfaldet, fordi det var sket efter avisens deadline. Det viser jo med al tydelighed, at papiravisen har udspillet sin rolle. Som nyhedsmedie i hvert fald.

Hvad er det for en udvikling, du mener, papiravisen har misset?
Som bruger forventer jeg at kunne linke, at kunne dele og at kunne interagere med indholdet. Sådan vil forventningen også være hos de kommende generationer af mediebrugere – men de forventninger kan avisen simpelthen ikke indfri. I dag får jeg selv alt mit medieindhold fra Twitter, som er blevet en helt afgørende distributionskanal for mediehusene. Men også for din værdi som journalist på arbejdsmarkedet. Du er en distributionskanal i dig selv, og derfor er din værdi højere, hvis du har 15.000 followers, end hvis du aldrig har hørt om Twitter. Det vil være provokerende for mange, men hvis man som journalist nægter at være på Twitter, så synes jeg, man har den forkerte mentalitet til at være i mediebranchen i dag.

Hvad er løsningen på branchens udfordringer?
Der er ingen tvivl om, at tilpasningsvillighed er helt afgørende. Det nytter ikke bare at sidde og synes, det er træls, at brugerne hopper uden om ens paywall for eksempel. Jo længere tid man bruger på det, jo mindre tid har man til at finde ud af, hvordan man følger med dem. Og så handler det sgu også om at gå ind i det med kampånd og begejstring! For det er jo en fantastisk situation, vi står i; der bliver forbrugt indhold fuldstændig sindssygt, og fordi produktionsapparatet er så nemt at få adgang til, kan enhver jo lave sit eget medie. Derfor har der heller aldrig været lige så meget brug for dygtige journalister, redaktører og skribenter, der kan sortere i alt det her indhold. Det har aldrig været federe at være journalist!

Blå bog
Født i 1973 og bor i København.
Uddannet fra Medievidenskab i 2004 med religionsvidenskab som sidefag.
Praktikant og siden kommunikationsansvarlig hos tv-produktionsselskabet Easy Film (nu Eyeworks). Efterfølgende kommunikationschef hos Dansk Bredbånd og indholds- og innovationschef hos teleselskabet 3.

Står bag virksomheden og medieuniverset Elektronista, som bl.a. rummer en blog med 40.000 unikke brugere om måneden, et radioprogram på Radio24syv og et digitalt magasin. Alt sammen gratis og om teknologi, digital kultur og livsstil.
Laver derudover strategisk medierådgivning og holder foredrag om digitale trends.
Har et iPad-magasin i støbeskeen, som udkommer, så snart det er godkendt i app-store.