search

»Det handler ikke om mennesker. Forstå det dog! Officinet er en finansiel case!«

Tre fjerdedele af chefgruppen har forladt bladhuset, siden David Montgomery overtog taktstokken. De går efter at have udtænkt store spareplaner. Og måske er det ikke slut - de første journalister er begyndt at lave redaktionssekretærens arbejde.

Tre fjerdedele af chefgruppen har forladt bladhuset, siden David Montgomery overtog taktstokken. De går efter at have udtænkt store spareplaner. Og måske er det ikke slut – de første journalister er begyndt at lave redaktionssekretærens arbejde.

BRAIN-DRAIN. »Jeg forstår simpelthen ikke, at den historie ikke bliver skrevet!«

Ordene springer ud af munden på mere end en af kilderne til denne historie. Besindige kilder, der har haft deres gang i en koncern, som ifølge redaktørerklæringen fra 1948 er baseret på konservative dyder.

Det Berlingske Officin. Danmarks suverænt største bladhus med mere end 2.500 ansatte, 14 dagblade og næsten 50 lokalaviser. Den tungeste enkeltspiller i mediemogulens David Montgomerys medie-investeringsselskab Mecom Group plc, hvor Officinet repræsenterer op mod 50 procent af omsætningen.

Historien er enkel. Siden september 2006, hvor den nye ejer David Montgomery begyndte at stramme trådene for at accelerere overskuddet, har omkring 20 topchefer forladt Det Berlingske Officin.

Og krisen breder sig. I gennemsnit er der siden 1. juni forsvundet næsten en journalist fra avisen om ugen.

Når man i et hjørne af Officinets mange forgreninger kommer til at sige, at man gerne vil beskrive den menneskelige historie om chefernes afgang, så formuleres det skarpt og irettesættende:

»Det handler IKKE om mennesker mere. Forstå det dog! Officinet er ikke en publicistisk case. Det er en finansiel case! Læs dog, hvad Mecon skriver til investorerne! Til Børsen! Det hele står der!«

Andre steder i koncernen klamrer man sig stadig til normaliteten. Prestigeudgivelsen Weekendavisen består jo og skal næsten ikke skære. Og måske havde Berlingskes chefredaktion bare tabt motivationen, som de to redaktører Niels Lunde og Elisabeth Rühne sagde, da de gik. Og de ansatte må hurtigt videre med fusionen mellem net og papir …

DE HAR FORSØGT at levere varen – men den var for brutal for mange.

Den direktørkreds, der mødtes over tre retter mad, god vin og lige dele strategisnak og skulderklap på udviklingsseminarer i Skodsborg, Ebeltoft og Kolding, rummer i dag kun godt en håndfuld af de op mod 30 chefer, der arbejdede for Officinet for godt et år siden.

En efter en er de forsvundet. Enten i stilhed eller med en nøgtern pressemeddelelse i ryggen:

Administrerende direktør Lasse Bolander: »Efter gensidig overenskomst …«

Økonomidirektør Anders Götzche: »Skal fremover holde styr på finanserne hos Lundbeck …«

Chefredaktør Niels Lunde: »Ikke længere motiveret til at bestride posten …«

Til tider kører svingdøren så hurtigt, at det bliver ufrivilligt morsomt:

31. juli i år glæder koncernchef Lasse Bolander sig til at samarbejde med Per Madsen fra Coca-Cola, der skal være økonomichef 1. oktober. Midt i august: Officinet leverer ikke det ønskede overskud. Lasse Bolander stopper. 18. september meddeler hans afløser John Allwood, at Per Madsen ikke vil være økonomichef alligevel – stillingen er lavet for meget om …

Eller et andet sigende eksempel: Officinet lancerede 1. oktober 2006 en ny tværgående ledergruppe, der skulle skabe 'langt større handlekraft' og udvikle koncernen. Der sad otte chefer i gruppen. I dag er kun de to tilbage.

DE KASSEREDE OG FLYGTEDE chefer kommer fra alle afdelinger og landsdele. Deres historier er forskellige. Men én ting går igen. De gik langt for at realisere Montgomerys strategi – sådan som den meget præcist er blevet skitseret i Berlingske Nyhedsmagasin i begyndelsen af 2007. Her blev Montgomery præsenteret som investorernes darling. En mand med visioner. Men også med disse ord:

»Montgomery er frygtet og respekteret for sin blodige fortid, hvor han som chefredaktør og direktør på britiske aviser har udkæmpet drabelige slag …«Det er i dette spændingsfelt, at de nu forhenværende chefer har levet. Begejstrede for visionen – udmattede af metoden. De gik så langt, de kunne – men han ville have dem til at gå endnu længere. Fokus var ikke på vækst, men på besparelser, der ikke handler om virksomhedens langsigtede overlevelse, men om at tjene penge til en kortsigtet ejerkreds.

Kilderne får glød i stemmerne, når de taler sig varme om Officinet. De har ikke ondt af sig selv. De er ikke rasende. Mange fastholder, at deres egen afsked med Officinet var udramatisk. Men de fortæller samtidig en historie, der ridser i den pæne overflade.

Montgomery satte fart i planen, hvor Officinet udviklede sig fra over 20 aktieselskaber mod en samlet virksomhed, hvilket betød, at mange kongedømmer faldt. Det var fornuftigt at samle den rationaliseringsgevinst op. Der skulle rives op i åreknuderne, lyder det.

Og Montgomery var inde på noget af det rigtige. Før handlede det altid om det redaktionelle. Det var dejligt at ranke ryggen, når man selv sad med det mere økonomiske. Endelig kunne man mærke en kommerciel ånd i huset, der udfordrede en logik, hvor ordet publicisme kunne undskylde alle røde tal. En mand, der kunne lære redaktører og journalister, at de også skal tjene penge.

Men selv de mest kommercielt mindede blev nervøse. De så, at man ikke længere skulle tjene penge for at lave avis, men lave avis for at tjene penge. Og noget gik tabt undervejs.

Beretningerne lyder som triste genudsendelser med nye artister. Den norske journalist Kristine Moody beskrev i august 2006 i den danske udgave af Journalisten detaljeret David Montgomery, og hvad Det Berlingske Officin kunne vente sig af den nye ejer:

På sin første dag som koncernchef i Mirror-gruppen i 90erne lovede Montgomery, at der sandelig ikke var planer om at nedlægge stillinger. Men planerne kom frem fra skuffen. Og resultatet blev hundredvis af nedlagte stillinger.

Montgomery betragter avistitler som et lige så stort aktiv for forretningen, som mennesker er en udgift.

Journalisten Richard Scott var redaktør under Montgomery og beskrev ham i interviewet med fagbladet Journalisten som brutal: »Jeg vil hellere voldtages af et syfilis-inficeret næsehorn end arbejde en dag mere med den mand.«

I dag vandrer der en bog på chefgangene i Officinet. Journalisten Andrew Marrs bog »My Trade«, hvor 10 sider er viet beskrivelsen af Montgomery. Marr fortæller blandt andet, at han blev sat til at fyre så mange journalister på The Independent, at han nægtede at parere ordre, fordi avisen ville blive så tynd, at den ville dø. I stedet blev Andrew Marr selv fyret per fax.

MONTGOMERY ER ALLE VEGNE i Officinet. Det første møde er ofte positivt. Han kan tale med om avisdrift. Kan vinkle en historie og sågar foreslå, hvordan kulturstoffet forbedres.

Ingen har umiddelbart studset over, at det ikke er den normale attitude hos en ejer, der tilmed ikke kender Danmark, at brillere med konkrete redaktør-idéer.

Senere træder andre karaktertræk frem. Hans idéer er ikke forslag. De skal ikke drøftes. De skal gennemføres.

Han er patriarkalsk og argument-resistent. En midaldrende englænder, der svarer med sammenbidte tænder, hvis der stilles spørgsmål. Han har forladt møder i arrigskab efter sammenstød med danskerne og har råbt så højt på sit kontor, at det kunne høres i venteværelset.

En tid forsøgte en kreds af ledere at opbygge en dæmning mellem medarbejderne og Montgomery, så rygterne om hans stil ikke drev ud i gangene. Men hans temperament kunne ikke dæmmes inde.

Han angreb ledelsen for ikke at have styr på tallene. Det var pinligt – især fordi han nogle gange havde ret.

Det blev en magtkamp, som andre tabte. Montgomery har et mål. Stå ikke i vejen.

For at forstå reaktionen på Montgomery, skal man forstå hans og Mecoms forretningsmodel, der står i skarp modsætning til Officinets historie.

ÅNDEN FRA TIDEN under A.P. Møller levede stadig i huset, da Montgomery ankom. De danske ejere accepterede, at aviser kunne tjene et formål, der var større end profit. Og Orkla Media, der købte Officinet af den danske ejerkreds, lagde sig i kølvandet på Møller og Co. Ganske vist annoncerede de et forventet afkast på 15 procent af investeringen. Forretningsdelen blev strammet op. Strategierne blev – som noget helt nyt – sågar skrevet ned. Der blev tænkt langsigtet. Det var slut med i al hast at skrive et forretningsgrundlag med løs hånd og prosa og drible det gennem bestyrelsen.

Men norske Orkla, der også laver chips og pizza, havde respekt for organisationen og fagforeningerne. De danske ledere blev taget alvorligt – de var ikke marionetdukker. I modsætning til Montgomery vidste Orkla nemlig ikke ret meget om aviser. Og Orkla tog aldrig konsekvensen, da afkastet ikke nåede målet. Bortset fra at sælge hele butikken.

I dag taler chefer fra Officinet om Orkla, som var det en hyggelig socialdemokratisk kapitalist-bamse.

 I det prospekt, David Montgomery forfattede, da han skulle rejse penge på den britiske børs til købet af Officinet, skrev han lige ud, at han havde 'identificeret signifikante potentielle ekstra effektiviseringsprogrammer.'

I tørre tal og klar tale: Mecoms krav til Officinets afkast er i penge cirka dobbelt så stort som Orklas. I runde tal: 400 millioner mod 200 millioner.

Montgomery er så præcis i sine løfter til investorerne, at han udpeger, at besparelserne vil findes ved 'centralisering af funktioner' og 'mere effektive arbejdsrutiner'. Sådan som han har gjort i Polen og Tyskland. Derimod findes ordene Human Ressource ikke på Mecoms søgemaskine.

1. januar 2006 blev Urban, Erhvervsbladet og Berlingske Lokalaviser samlet under et fælles navn: Berlingske Gratisaviser. Forklaring: Der skulle satses yderligere. Chef: Lars Bo Haber-Petersen.

I dag er Lars Bo Haber-Petersen fortid. Afdelingen Berlingske Gratismedier nedlagt. Og Arne Ullum, chefredaktør på B.T., er direktør for Urban. Forklaring: Røde tal hos Urban.

Devisen er: Vil du være med, så tager du den ekstra opgave. Ellers ved du selv, hvor svingdøren er. Hvis man bliver spurgt, er der kun ét svar.

 For at anskueliggøre over for danskerne, hvor der kan spares, går David Montgomery selv rundt på redaktionerne og praktiserer benchmarking. Det er 'strange', at der 40 mand ansat til at dække udland – når en lignende avis i Holland kan klare sig med otte …

Chefer har siddet over for Montgomery, der har vippet med en organisationsplan i hånden. Lidt tavshed. Lidt høflighed. Lidt snak om Italien, hvor han ynder at fremhæve, at han kommer meget. Og så har han krydset en række funktioner ud, rakt organisationsplanen fra sig – og hævet mødet.

Chefer, der tidligere havde været med til at lave sammenlægninger, der hen ad vejen måske udløste naturlig afgang, måtte nu lave planer, der udløste øjeblikkelige fyringer. Flere chefer har leveret den ønskede pakke, og så er de stoppet, da planen skulle føres ud i livet. Blandt andet fordi de indså, at planen ikke var livsnødvendig for avisens overlevelse, men kun nødvendig hvis den kortsigtede profit skulle forbedres.

 I sensommeren 2007 står det klart, at Mecom ikke kan levere det ønskede afkast. Danmark trækker ned i et regnskab, der ellers er positivt. Der tjenes ganske enkelt for lidt på de danske aktiviteter – Mecoms aktier falder otte procent. »Mecom sendt til tælling af danske aktiviteter,« kan Jyllands-Posten notere.

Det er bad business og skidt for investorernes nattesøvn. Kort efter forlader Lasse Bolander stolen som øverste chef i Officinet efter kun et år. Han forklarer, at han normalt godt kan lave resultater – men han opfatter ikke sig selv som brutal.

I meddelelsen til børsen og investorerne understreger David Montgomery, at den nye chef – John Allwood, der er hans gamle ven – er meget handlekraftig.

»Det er ikke sandsynligt, at Danmark samlet set kan leve op til forventningerne for hele året …« lyder det indledningsvist. Men: »Den nye ledelse er fokuseret på accelererende forbedringer gennem omkostningsreduktioner …«

Ro på bagsmækken over for pengemændene. Og så ved medarbejderne, hvilken vej vinden blæser. Den samme som før. Bare hårdere. Det totale opgør fortsætter. Dybest set er det et opgør med en speciel Berlingske-ånd, hvor man føler sin identitet forbundet med resten af Officinet. En arbejdsplads, hvor man engang slog fire knuder på sig selv for at få det hele til at lykkedes.

Montgomerys resolutte reaktion på, at ‚Denmark' ikke lykkes, skyldes ikke mindst, at han skal bevare investorernes tillid. Han er i gang med at flytte sin forretning fra den lille børs i London til hovedbørsen. Han skal lege med de helt store. Som det hedder i Andrew Mars bog om Montgomerys overordnede mission: »Han skal slå Rupert Murdoch!«

Samtidig skal Mecom ud at rejse penge til opkøb af Hollands største udgiver af regionale aviser – Koninklijke Wegener NV. Montgomery har budt lidt over seks milliarder kroner, kun godt et år efter at han for andre seks milliarder købte Officinet. Det er dyrt at låne, hvis ens forretninger ikke lykkes, og aktierne falder.

Paradoksalt nok er denne artikel god for David Montgomery. Mecom er i sin økonomiske filosofi styret som en kapitalfond – og investorerne kan lide konsekvens. Her handles hurtigt – uden for mange menneskelige hensyn. Og hans opbygning af Mecom beskrives som det største vækstprojekt i Europa. Fordi der er enorme muligheder for at skære dobbeltfunktioner og samle regionalaviser med broget ejerskab.

 Hidtil har David Montgomery ikke skåret gamle avistitler væk. For titler betyder annoncer, synergi og mulig vækst. Blandt andet derfor udkommer Århus Stiftstidende stadigvæk, selv om Montgomery har undret sig højlydt over, at man ikke kan udgive en avis med overskud i Danmarks næststørste by.

Flere af de tidligere chefer peger på, at næste trin i Officinets udvikling ligger i forlængelse af beskrivelserne i David Marrs bog. Funktioner skal overtages af andre.

Journalisterne skal fremover selv hælde historierne ned i præfabrikerede layout-forme, lyder en spådom.
Det gør man allerede på Berlingske Tidendes sportsredaktion.

Rettelse: Af afslutningen på denne artikel fremgik det oprindeligt, at en redaktionssekretær var blevet fyret fra Berlingske Tidendes sportsredaktion. Der var tale af om en fratrædelsesordning. Redaktionen beklager. 

David Montgomery har ikke reageret på mails vedrørende denne artikel.

Farvel og tak

Mindst 19 topchefer er stoppet i Det Berlingske Officin siden august 2006

Joachim Malling, koncernchef

Lasse Bolander, koncernchef

Tom Jørgensen, koncerndirektør

Anders Götzche, økonomidirektør

Niels Lunde, ansvarshavende chefredaktør

Elisabeth Rühne, chefredaktør

Lars Poulsen, chefredaktør

Niels Vorum, administrerende direktør, Berlingske IT

Erik Meier Carlsen, chefredaktør, B.T.

Elise Brøchner, HR-direktør

Lars Bo Haber-Petersen, administrerende direktør, Berlingske Gratismedier

Claus Kjær Jørgensen, administrerende direktør, Metropole Online

Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid, administrerende direktør, Berlingske Bladsalg og Service

Gregers-Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør, Berlingske Nye Medier

Svein Gilbu, administrerende direktør, Berlingske Lokalaviser

Mette Bock, ansvarshavende chefredaktør, JydskeVestkysten

Steen Breiner, ansvarshavende chefredaktør, Dato

Lars Lückow, administrerende direktør, Urban

Søren Østergaard Sørensen, udviklingsdirektør

Listen er et rekonstrueret ud fra offentligt tilgængelige oplysninger samt interviews til baggrund.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen