“Jeg synes, vi oplever, at der er en respekt for, at historier kan fortælles på flere forskellige måder.”

Sådan siger Søren Pagter om udviklingen i fotojournalistikken siden 1992, hvor DMJX startede sin uddannelse for fotojournalister. Han har været underviser på uddannelsen siden 1998 og leder af den siden 1999.

DMJX fejrer de 25 år med udstillingen “Life exposed” på Gasværksgrunden i København med værker af tidligere og nuværende fotostuderende på DMJX.

På udstillingen bliver der vist 10 fotojournalistiske projekter. Fem fotografiske projekter og fem videoproduktioner. De skal samlet vise den variation, der er i fotojournalistikken og på fotouddannelsen i dag. Videoproduktionerne er forskellige dokumentarer, der blandt andet handler om tvangsoverspisning, en stripper, og hvordan det er at slå igennem som dansk-top-band.

“Det er blevet mere tilladt at lave historier på mange forskellige måder. Der er kommet mere variation i det visuelle sprog og typerne af historier. Det er også blevet mere tilladt at sætte et personligt afsæt i sin historiefortælling,” siger Søren Pagter.

Derfor blev uddannelsen startet

Fotografiet og fotojournalisternes rolle har udviklet sig positivt, mener han.

“Det handler ikke længere kun om at fotografere. Det handler om at formidle en historie i en sammenhæng. Dengang man startede uddannelsen, ville man give pressefotograferne en mere teoretisk og journalistisk baggrund,” siger han.

I dag synes han, at fotojournalisterne, som blandt andet fotoredaktører, bidrager mere til det daglige redaktionelle miljø og idéudvikling på historier.

“Presset på traditionelle medier”

Mens pressefotografiet er blevet mere personligt eller essayistisk, og dokumentariske videofortællinger fylder mere, er det også blevet sværere at være fotojournalist, mener han.

“Der bliver fyret fotografer på dagbladene, og priserne for det, der produceres, er for nedadgående. Faget er presset på traditionelle medier, men samtidig bliver der lavet rigtigt meget fotojournalistik, og det har enormt stor gennemslagskraft. Det er et paradoks,” siger han og tilføjer, at der bruges flere og flere og flere billeder – men:

“Der er to modsatrettede veje i branchen lige nu. Nogen satser meget på det visuelle med originale og nye fotos. Og så er der nogen, der i høj grad skærer ned på fotojournalister, men stadig bruger masser af gratis billeder eller private billeder.”

Han håber, at fotojournalistikken fortsat vil have en stor rolle at spille i fremtiden. Det er nemlig nødvendigt, siger han.

“Fotojournalistikken er rigtigt vigtig i en tid, hvor vi bliver bombarderet med billeder, som skal behage os og sælge os ting. Den er en uundværlig modvægt. Den viser virkeligheden og får folk til at reflektere over den.”

Nedenfor fortæller Søren Pagter om fem eksempler på billeder fra fotoudstillingen på Gasværksgrunden, der repræsenterer forskellige stilarter i moderne fotojournalistik.

The Neglected, Mikkel Hørlyck, Danmark, 2016 

“Det er det klassiske reportagefotografi. Det kunne sagtens have været lavet i 90’erne. Det er sort-hvid, og det er et meget råt udtryk.

Mikkel er flyttet ind hos de her børn på børnehjemmet i en længere periode og følger livet og gengiver deres følelser og dagligdag i fotografiet.

Han får også indsamlet en masse dokumentation og fortællinger fra stedet, så man som beskuer føler, man er til stede på børnehjemmet. Det er en typisk historie i fotojournalistikken, hvor man går i dybden med noget i længere tid.”

Narko Stop, Evgeny Makarov, Rusland, 2014

“Det er det afslørende, hardcore nyhedsfoto. Men hele serien afslører ikke kun, at de her selvtægtsgrupper overfalder narkohandlere.

Den adskiller sig fra det klassiske, ved at den også går bagom og fortæller, hvad der giver de unge mennesker trangen til at tage loven i egen hånd.

Den viser, hvem de er, når de ikke gør det, og den viser også accepten i samfundet. Den graver en tand dybere.

Jeg synes, det fortæller noget om, at fotojournalistikken har flyttet sig fra at være et enkelt, afslørende nyhedsbillede. Der er også et behov for at fortælle en større historie. Det var der også for 25 år siden, men det er mere udpræget nu.”

Damage is Done, Ella Kiviniemi, Finland, 2015

“Hvis man skal snakke om en anden yderpol i fotojournalistikken i dag, og den udvikling det har været igennem, så kunne det her godt være et eksempel på det.

Det er i langt højere grad en personlig historie, hvor hun ikke har involveret andre mennesker end sig selv. Det hele handler om hendes anoreksi og skaderne efter det, og hvordan man kæmper med det. Det er mindre reportage og mere konceptuel fotografi. Det er en del af den stil, der har bevæget sig ind i fotojournalistikken.

Det gør historien interessant for alle andre, at hun selv kan fortælle den og vise, hvad det rent faktisk gør ved hendes krop. Hun graver i dybden af sig selv. Det tror jeg ikke, man havde fokuseret på for 25 år siden på fotouddannelsen.”

Banned Beauty, Heba Kamis, Egypten, 2016

“Historien handler om, at mødre ikke vil have, deres døtre bliver for seksuelt attraktive i Cameroun, så de flader deres bryster med varme sten.

Det bliver til portrætter og fortællinger, hvor det er pigernes egen stemme, der kommer frem. Serien gør også brug af pigernes egne tegninger, så vi kan se, at de stadig er børn. Det er meget respektfuldt og alligevel afslørende over for de her piger.

Det er forholdsvis traditionel og dybdegående journalistik. At man rejser til stedet og bruger lang tid på at få kontakt til de her børn.”

The Wild Within, Ulrik Hasemann og Mathias Svold Maagaard, Danmark, 2016

“Det er en meget stille historie. Tre af de andre historier rummer et journalistisk problem, som man afdækker. Det er en historie om Rold Skov og en undren over, hvordan naturen er i Danmark. Og så har man taget en smule af den vilde natur, vi har i Danmark, og talt med folk, der rent faktisk bruger den.

Det viser både den industrielle og den spirituelle brug af skoven. Det er en mere antropologisk og smuk fortælling om, hvad det er for et land, vi lever i. Det er mere essayistisk, kan man kalde det. Det er en rejse ind i skoven.

Det har et meget moderne udtryk og en moderne måde at gribe fotojournalistikken an på.”