I næste uge skal vi vælge ny formand i Pressefotografforbundet. Og det bliver en gyser.
Der er lagt op til et muligt systemskifte efter 20 år, og oprøret kommer indefra. Flere magtfulde medlemmer af vores bestyrelse peger på en ny leder, og næstformanden er med. De er trætte af langsomme arbejdsgange og manglende gennemsigtighed, fortæller de, når jeg spørger. Oprørerne peger på Johnny Frederiksen som ny formand.
På den anden side står vores nuværende formand, Lars Lindskov. Han har styret fagskibet i 20 år, igennem den digitale tidsalder. Men nu er han presset. Jeg oplevede det som en rystet formand, da det gik op for ham, at han har en modkandidat til posten som PF-formand.
Det er store udfordringer, vores gamle forbund står overfor. Men hvad er forskellen på de to kandidater, og hvorfor er det nødvendigt med et opgør? Det har jeg prøvet at finde ud af ved at tale med dem begge.
Fra mørkekammer til Photoshop
Lad os starte med Lars Lindskov. Landstræneren, som han bliver kaldt af kolleger. Folk, der kender noget til fagpolitik, ved, at hvis man sidder på posten i to årtier, så er man en stærk formand. En mand med mange trofaste støtter i ryggen.
Han blev formand en efterårsdag i sidste årtusinde. Den siddende formand, legendariske Hans Otto, trådte tilbage ud af det blå efter en kort valgkamp, og Hans Otto støttede klogt selv op om den nye løveleder i flokken. Det lykkedes Lars Lindskov at samle baglandet og vinde magten. Og med kameraet over skulderen gik han den digitale tidsalder i møde. (Hans Otto afviser denne beskrivelse af forløbet. Læs Hans Ottos udlægning her, red.)
Dengang stod forbundet over for den store digitale revolution. Fotograferne løb stadig rundt med film i kameraet, og var de i udlandet, havde de fremkaldegrej og en filmscanner med. Men det var i den periode, digitalkameraet blev fotografernes nye hurtige våben. Et digitalkamera kostede det samme som en mindre familiebil, og en stor avis havde kun to-tre digitalkameraer, som man delte.
Siden er det gået stærkt. Mørkekammeret er lukket.
Pressefotografer er blevet til fotojournalister, og vi arbejder i dag på flere platforme og skyder både billeder og video og laver kommunikationsarbejde. Filmrullen er blevet vintage.
Forbundet gik fra mørkekammer til Photoshop. Og selve navnet 'Pressefotografforbundet' er vel ikke længere tidssvarende. Alt dette har Lars Lindskov som formand navigeret igennem.
“Jeg er stolt af alt det, vi har opnået de sidste mange år i PF. Jeg har forhandlet medieaftalen, O-aftalen og haft fokus på efteruddannelse,” fortalte Lars Lindskov, da jeg tog en snak med ham.
“Mine styrker er forhandling, jeg er lydhør og har et bredt netværk. En fagforening er jo en kamporganisation. Vi skal forstå, at tiderne skifter, men vi skal kæmpe for de bedste forhold,” sagde Lars Lindskov, som ser det som en klar fordel, at han selv er medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund.
”Det, at jeg har et mandat i DJ, gør jo, at jeg sidder ved mange borde. Det er guld værd,” siger Lars Lindskov. Det er modkandidaten ikke enig i, men det vender vi tilbage til.
Den digitale udvikling er ikke længere fagets største udfordring. Det er den økonomiske udvikling. For det går ikke så godt, som det plejer for medlemmerne.
Flere jobs på de traditionelle medier lukker og forsvinder. De sidste 10 år har branchen været ramt af mange nedskæringer. Både landsdækkende og lokale aviser har fyret hele og halve fotoafdelinger. Chefer er gået i frustration. Folk har været nødt til at skifte branche for at få mad på bordet. Og freelancemarkedet er presset. Flere og flere fotografer banker på de samme døre, og får de samme afslag. Og de eneste, der får flere kunder, er A-kasserne. Finanskrisen trækker stadig spor i fotobranchen, og mange nye fotografer, der kommer fra en af uddannelserne, har svært ved at etablere sig, imens de ældre taber terræn.
Dét er branchens største udfordring.
Ikke ret uenige om politik
Og det er her, de to kandidaters medlemmer har brug for hjælp.
Men det er ikke her, de to formandskandidater er mest uenige. Begge siger, at svaret er efteruddannelse.
”Vi skal efteruddanne så mange som muligt i boost-regi, for der når vi så mange som muligt,” siger Johnny Frederiksen.
Boost-kurserne er efteruddannelse til uddannede kolleger i alt muligt, og det var for eksempel Johnny Frederiksens idé, at PF nu uddanner dronefotografer.
Han mener også, at individuel efteruddannelse er vigtigt, og så tror han på projekter, som brander fotojournalistikken – fx udstillinger og events.
Lars Lindskov er enig i, at efteruddannelse er vejen frem.
"Efteruddannelse er super vigtig. Da jeg i tidernes morgen blev formand, var det noget af det, jeg kiggede på. For nogle år siden kom der en undersøgelse, som viste, at PF’erne er dem, der bruger efteruddannelse mest. Og det gør mig glad,” siger Lars Lindskov.
Konflikten handler om bestyrelsesarbejdet
Så langt, så enige. Det er altså ikke så meget branchens udfordring, de er uenige om. Hvad handler konflikten så om? Den handler om måden, man driver PF på.
Bestyrelsen i Pressefotografforbundet består af frivillige, som skal lægge enormt meget tid i arbejdet. Der har været mange udskiftninger gennem årene, og det er ikke altid let at få folk til at stille op. Til gengæld er medlemmerne gode til at stå og brøle ovre i hjørnet, hvis de er utilfredse. Det gælder jo også mig selv.
Men når flere i bestyrelsen nu siger fra og støtter en ny formand, så er det, fordi de mener, at der mangler åbenhed og gennemsigtighed, og det gør det svært for dem faktisk at lave det frivillige arbejde, de er valgt til.
De kritiske røster i bestyrelsen siger, at formanden Lars Lindskov opfører sig for enerådigt, og at der mangler åbenhed og gennemsigtighed. Det handler om uddelingen af Ophavsretspuljen, hvor der ligger rigtig mange penge hvert år. Kritikerne mener, at Lindskov træffer beslutninger om at fordele pengene uden at involvere de andre i bestyrelsen. De mener, at det har taget alt for lang tid at få at vide, hvem der har søgt, hvem der har fået og ikke fået støtte. Kritikerne er også trætte af langsom postgang og sløv ledelse, hvor formanden ikke får gjort de ting, man har aftalt.
Løsningen er ifølge Johnny Frederiksen at indføre mere åbenhed og en mere flad organisation, hvor bestyrelsens medlemmer får mere magt og formanden mindre. Det er også derfor, Johnny Frederiksen er imod, at formanden samtidig sidder i DJ’s hovedbestyrelse. Han skal holde fokus på PF.
”Det er ikke rimeligt, at vi andre i bestyrelsen ikke kan få at vide, hvem der har søgt, hvad de har søgt, og hvem der har fået og ikke fået støtte. Det er Lars Lindskov, der enerådigt har siddet med den magt, og det synes jeg som medlem af bestyrelsen er mærkeligt,” siger Johnny Frederiksen.
Han blev valgt til bestyrelsen i Ophavsretsfonden i 2017 som PF’s repræsentant, men føler sig stadig holdt i mørket af formanden, som træffer beslutningerne selv.
Men når jeg spørger Lars Lindskov, kan han slet ikke genkende det, som han får kritik for.
“Jeg forstår ganske enkelt ikke den rejste kritik fra Johnny Frederiksen. Jeg har aldrig forhindret bestyrelseskolleger eller kolleger i det hele taget i noget som helst, men jeg har stor respekt for de bestyrelseskolleger, der har gode idéer, og har altid prøvet at hjælpe ting i gang,” forsvarer Lars Lindskov sig.
Konflikten handler altså mindst lige så meget om bestyrelsesarbejdet og en frustration over formanden, som det handler om fagets fremtid. Der vil blive luftet ud og rusket op i det gamle forbund, uanset hvem der vinder. Derfor er formandskampen en sejr for medlemmerne.
Opdateret 7/11 klokken 10.30: Tidligere formand for Pressefotografforbundet, Hans Otto, er uenig i udlægningen af det forløb, hvor han stoppede som formand for 20 år siden. Du kan læse Hans Ottos modsvar her.
Rettet 7/11 klokken 10.30: Det fremgik tidligere, at der ikke har været kamp om formandsposten i PF i 20 år. Men der var ikke kampvalg til formandsposten for 20 år siden, så det er meget længere siden, at der var et formandsopgør. Journalisten beklager fejlen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.